Årets høstfest 27. september i Hellested Forsamlingshus på Stevns blev traditionen tro indledt med en festtale. Den blev holdt af Sejer Folke, der er møbelsnedker af profession og kommunalbestyrelsesmedlem af politisk lidenskab for Enhedslisten. Værsgo at læse talen…
I Jylland ville de nok have sagt “det er ikke så ringe endda”.
Jae – jeg har spurgt mig lidt omkring blandt bønderne her på egnen.
Ja – Det er gået godt – Det er gået rigtig godt. Vi tangerer en ny rekord, i hvert fald her på egnen-.
Også fra havedyrkerne kan der meldes om tilfredshed. Danmark har haft et rigtig godt vejr, når det gælder høstudbyttet.
(Det gælder jo desværre ikke alle steder på kloden. Juli md. har endnu engang været den varmeste på kloden i den tid hvor man har målt temperaturer, med et væld af skovbrande.)
Men det er noget andet jeg gerne vil snakke om i dag. Nemlig noget om optimisme og pessimisme, med udgangspunkt i forsamlingshuset.
Der er sat en ny politisk dagsorden i Danmark.
For bare 3/4 år siden var det ganske få, der kunne forestille sig, at Danmark skulle sætte et mål for nedbringelse af CO2, som rent faktisk levede op til Parisaftalens anbefalinger, for kun at hæve klodens temperatur med 1,5 grad. (for 2 dage siden meldte LA sig også ind som støtte af 70% målet)
Men det er faktisk sket nu. Der er simpelthen sat en ny dagsorden. Nu er spørgsmålet ikke, om vi skal nå 70% målet for nedbringelse af drivhusgasser i 2030, men hvordan vi skal nå det.
Det er i sig selv fantastisk!
Det gør mig faktisk igen lidt stolt over at komme fra dette lille land.
Jeg tvivler lidt på, om alle dem som støtter målet, har gjort sig klart, hvad det i virkeligheden betyder.
Vi skal lave om på den måde vi bor på
Vi skal lave om på den måde vi spiser
Vi skal lave om på den måde vi producerer
Vi skal lave om på den måde vi transporterer os selv på
Vi skal i det hele taget lave om på den samlede måde vi lever vores liv på
Det er ikke en lille opgave, at nå 70% målet.
Det vil kræve, at både hver enkelt OG hele samfundet tager nye typer af beslutninger.
Kan vi gøre det?
Det kan synes som en umulig opgave.
Man kan godt forfalde til pessimisme og sætte sig hen i en krog .
Men!
Her kan der være god hjælp at hente i historien.
Og historien den sidder fast i væggene her omkring os.
Huset her er fra 1882, men det er bare en lille del af en omfattende bevægelse, som i løbet af en kortere årrække radikalt ændrede vores måde at leve på, og også ændrede os inden i – i vores måde at tænke på.
I de sidste årtier i 1800-tallet blev der oprettet forsamlingshuse, brugsforeninger og mejerier i den mindste flække. Der blev lavet almennyttige bygge- og boligforeninger, andelsbagerier, andelsbyggefirmaer, fagforeninger, osv. osv. Det blev drevet af hhv arbejderbevægelsen og forskellige sammenslutninger af folk på landet.
Jeg forestiller mig, at det er foregået ligesom i en slags feber eller besættelse, i begejstring over, hvad fællesskaber af mennesker faktisk kunne skabe.
Hvis vi kan genskabe den gejst, og den ånd, som må have kendetegnet den periode, så vil vi også kunne nå målet, om et bæredygtigt og emissionsfrit samfund.
Så derfor til helvede med alle jamrende pessimister – i fællesskab kan vi godt sørge for at der bliver en rimelig jordklode at leve på, også for vores børn…
Det var bare det, jeg ville sige i år. Tak for ordet, og god fest.
