I årets næstsidste måned sætter mørket trumf på, selv om tabet af dagslængde nu flader ud hen mod vintersolhvervets vendepunkt. Det kan ikke være mange, der synes, at der er noget synderligt at råbe hurra for – og da slet ikke i år, hvor vores afmagt over for at tage bedre vare på vores fælles livgivende atmosfære og levende natur atter er blevet så skammeligt udstillet efter COP27. Og hvor for mange unge mistrives, hvor en nådesløs krig raser i vores baghave, hvor inflationen buldrer, renterne eksploderer og fodbolden triller rundt i en oliestats ørkenhede, underlagt perverse kræfter.
Thorkild Bjørnvigs digt fra 1959 til indvielsen af Båring Højskole, ”Mørk er november” har fået fornyet aktualitet, en alvorstung strofe, skrevet i skyggen af brintbombernes absurde realitet. Men den klinger håbefuldt ud med: ”frugter kan uspået komme” – og synges på den opløftende middelalderlige dansemelodi ”Frydeligt med jubelkor, hilses vårens komme”.
Der er også en slags jubelkor ude i Langelandsbæltet i disse mørke dage, hvis man åbner øre og øjne på ture langs stranden. En hult afdæmpet, sært gurglende koncert fra flokke af ederfugle til havs når ind til kysten. Den kommer fra festklædte ederandrikker, med grønne nakker og midterskilning, der trods årstiden er i aktivt forårshumør.
Andre steder, også et stykke ude, ligger flotiller af toppet skallesluger, en spraglet dykand med speciale i småfisk. Nogle af fuglene er sikkert fra de lokale ynglebestande, andre er vintergæster fra nord. Et løbende antal skaller skal selvsagt sluges for at holde skalleslugernes kropstemperatur oppe og maskineriet i gang. Det sker ved ustandselige dykkerture, drevet frem af travlt padlende svømmefødder som påhængsmotor og det lange og smalle, savtakkede næb rettet frem som undervandsharpun. Kommer der et heldigt solstrejf gennem de lave sludskyer, får man glimtvis lejlighed til at beundre andrikkernes attributter med deres koralrøde næb, mørkegrønt changerende hoveder med strithår og røde øjne og rustbrune brystpartier, flankeret af små klaviaturer af sorte og hvide tangenter.
Og der bliver virkeligt spillet op til dans, eller rettere sagt til et større repertoire af halsbrækkende gymnastiske kropsøvelser, så det er svært ikke at få sig en befriende latter ved synet og et øjeblik ganske glemme novembers grå tristesse. Det er selvfølgelig hunnerne, det drejer sig om – diskret brune og i fornuftigt afrundet normalpositur sejler de stille rundt i flokken, tilsyneladende ret så skuffende upåvirket af andrikkernes anstrengelser.
Sådan går de mørke novemberdage i de toppede skalleslugeres opløftende parallelsamfund, og hele vinteren og såmænd også våren med. Det er først til næste sommer, helt hen i juli, at der kommer kød på det lange forspil. Hunnerne lægger æg og starter rugningen på et godt skjult sted, i ly af en kampesten eller et væltet træ under en skrænt, tæt ved vandet. Og vi kan håbe, at hele verdenssituationen måske er vendt til den tid, om end ikke ligefrem til jubelkor, så i det mindste i en mere gunstig retning.
