Ingeniører har alle dage skelet til naturens frembringelser for at komme på gode idéer – og med god grund. Evolutionen har haft æoner på sin side til produktudvikling, optimering efter det gennemprøvede princip trial-and-error. F.eks. synes helikopterkonstruktører siden 1400-tallets Leonardo da Vinci, 1900-tallets ukrainsk-amerikanske flypioner Igor Sikorsky og nutidens droneudviklere at have taget ved lære af guldsmede – disse jordklodens første flyvende væsener, der allerede for svimlende 325 mio. siden var på vingerne, længe inden de første dinosaurer begyndte at rumstere.
Guldsmedenes flyveevne er legendarisk – og højsommeren er tid til at få syn for sagn. I nærheden af stillestående ferskvand, på en dag med solskin og stille vejr, er der næsten garanti for at træffe på én af Danmarks godt 50 arter guldsmede. Og man behøver ikke at være ingeniør for at blive inspireret. Guldsmede kan stå bomstille i luften, for i næste øjeblik robotagtigt og rykvis at skifte vinkel og position, lige ubesværet op og ned, sideværts og frem og tilbage. Eller de kan flyve ret frem med forbløffende fart, op til 40 km/t, over lange stræk. Det er sammen med deres højt specialiserede halvkugleformede facetøjne og lange og tornede ben alt sammen tilpasninger til deres speciale som rovinsekter: at overrumple, fange og fastholde flyvende bytte – som regel andre og mindre insekter.
Ind i mellem sætter guldsmedene sig på vegetation, enten for at fortære et bytte eller hvile sig – og slikke solskin, ligesom sommerfugle. Mest iøjnefaldende er vingerne, som hos de større arter holdes ret ud fra kroppen. Der er to par vinger, gennemsigtige som cellofan og med et kompliceret ribbenet, meget tættere end hos bier, myg og fluer. Og vingeparrene er forskellige – det forreste er relativt smalle, det bagerste betydeligt bredere, især ved basis.
Går man på lidt tættere hold guldsmeden efter i sømmene, især sømmen ned langs ryggen, er det som om motorhjelmen mangler – der synes at være fri inspektion til det komplicerede flyvemaskineri. Man ser muskler og sener, der forankret i kroppens midterstykke har forbindelse ud hovedribber i vingerne. Dette ophæng styrer ikke alene vingernes orientering i flere frihedsgrader, men tillader også at de to vingepar kan bevæges enten helt uafhængigt af hinanden, en forudsætning for guldsmedens avancerede manøvrer, eller helt synkront, hvad der giver maksimal fremdrift, som på en firemotors Tesla. Og man aner ligheden til rotorkonfigurationen i en moderne helikopter, med dens to forskellige og forskelligt orienterede rotorer med hængslede vinger og system af kontrolstænger inde fra kroppen og cockpit og elastiske ophæng til regulering af vingernes indfaldsvinkel og løft.
Danmarks guldsmede fordeler sig i to grupper: de ægte guldsmede, som beskrevet ovenfor, samt vandnymferne. Vandnymfer er mindre og slankere, de to vingepar er ens og deres flyveegenskaber er knap så artistiske. Når vandnymfer sidder, holdes vingerne parallelt ned langs bagkroppen. Mange vandnymfer er velkendte med deres smukke farve i lysende turkisblåt og sort.
Alle guldsmede er forbløffende lette – de små vandnymfer vejer blot ca. 20 mg, de store guldsmede ikke mere en omkring et gram. Der er meget tomrum i en guldsmedekrop, skelettet er af kitin og papirstyndt men ultrastærkt og tiltrækker sig forståeligt nok interesse fra materialefysikere og kulfiberteknologien.
P.S. Læs mere om guldsmede i den smukke og rigt illustrerede bog. ”De danske guldsmede”, af Ole Fogh Nielsen.
