Godt Nytår! Foto: Ian Schneider/Unsplash

Ian Heilmann skriver:

Ian Heilmann

Det er bemærkelsesværdigt, at ordet ´fornøjelse´ er forbundet med verbet ´at nøjes´. Det sidste betyder som bekendt at stille sig tilfreds, eller at være tilfreds. Men der kan være en fornemmelse af salighed ved at slå sig til tåls med og acceptere, at de materielle omstændigheder nu er, som de er og ikke behøver stedse at skulle udbygges, udvides og oppumpes med alle midler. Under forudsætning af, at det materielle stade er på et vist niveau, vil eller burde det være en ren fornøjelse, ikke mindst for vores mentale sundhed.

“Selvfølgelig kan vi nøjes med mindre kødforbrug og mindre arealforbrug til fødevareproduktion. Og det skal vi, da det er sidstnævnte, der som bekendt er hovedproblemet ifm. klima og biodiversitet”

Jeg ønsker mig, at vores dejlige land bliver befriet for farlig kemi. Landbruget skal omlægges til 100% økologi hurtigst muligt. Sammen med en kraftig reduktion af husdyrholdet vil det være til stor gavn for naturen, klimaet, drikkevandet, folkesundheden, dyrevelfærden og bosætningen og trivslen på landet. Og polariseringen mellem land og by vil mindskes. Selvfølgelig kan vi nøjes med mindre kødforbrug og mindre arealforbrug til fødevareproduktion. Og det skal vi, da det er sidstnævnte, der som bekendt er hovedproblemet ifm. klima og biodiversitet.

Det er stedse mere oprørende, at den traditionelle landbrugssektor formår at holde landet i et sådan jerngreb, som tilfældet er. Det er ikke langt fra, at man kunne ønske sig en revolution på området, dog helst en fredelig af slagsen. Lad livet i alle dets forunderlige former vende tilbage til det danske kulturland – og måtte det begynde at ske i det nye år. Det vil være en sand fornøjelse at nøjes med, hvad  en økologisk, balanceret og nænsom fødevareproduktion vil kunne tilvejebringe. Det vil være rigeligt. Og en sand fornøjelse at være omgivet af en rig natur i det gennemgående, almindelige landskab. Det er trods alt for fattigt at skulle nøjes med indhegnede naturnationalparker rundt om – som heller ikke kan undslå sig for farlig kemi. Den finder som bekendt vej alle steder.

Bannerfoto: Kostiantyn Li/Unsplash

Visited 5 times, 1 visit(s) today

Kommentarer

  1. Torben Stæhr

    Godt at høre fra dig, Ian.
    Godt nyt år til dig og dine. Gid dine ønsker må gå i opfyldelse.

  2. Karen Friis

    Tak for dine nytårsønsker, Ian – gid de må gå i opfyldelse – godt nytår til dig og dine, og tak for dine mange dejlige bidrag på denne side.

Skriv en kommentar