Skidt for klimaet: Havenes tangskove forsvinder

Områder med vildtvoksende tang forsvinder hvert år fra verdenshavene, når vi i stedet burde beskytte det. Tang er nemlig effektivt til at binde CO2, og beskyttelse og dyrkning kan bidrage til at løse klimakrisen, understreger ny forskning

Ligesom oppe på land er der en mangfoldighed af landskaber i havet. Hvor lyset når havbunden, kan der vokse enge med havgræs og skove af tang. Og ligesom på landjorden er undervandsskovene enormt vigtige i forhold til at binde og begrave CO2 fra atmosfæren. Samtidig styrker skovene biodiversiteten.

Desværre ser det ud til at gå den forkerte vej.

Det skriver Jeppe Kyhne Knudsen den 2. oktober i en nyhedsartikel fra Aarhus Universitet.

Forskningen estimerer, at der hvert år forsvinder 1,8 procent af verdens tangskove. Det betyder, at der bliver bundet mindre CO2, og det går også ud over biodiversiteten, forklarer professor Dorte Krause-Jensen fra Institut for Ecoscience på Aarhus Universitet.

Sammen med en række kolleger fra udlandet, står hun bag en ny forskningsartikel, der sammenstiller den eksisterende viden om, hvordan både vild og dyrket tang kan bidrage til at løse klimakrisen.

– Tangskove er super produktive og derfor effektive til at optage CO2 og bygge det ind i deres biomasse. Desuden bliver noget af den bundne CO2 begravet i havet. Beskyttelse og genetablering af tangskove kan derfor give positive effekter på klimaet, siger Krause-Jensen.

Derfor forsvinder tangskovene

Gennem det seneste århundrede er mange tangskove forsvundet i Danmark – og i store dele af verden.

Det er der flere forklaringer på.

I Danmark ved vi, at anlægning af kystsikring, havnemoler og udgravning af sejlrender har betydet, at mange af de sten, som tangen tidligere voksede på, er blevet hentet op af vandet og brugt som byggematerialer.

Desuden ødelægger fiskeri med trawl tangskovene, når nettene slæber hen ad havbunden. Overfiskning er også med til at forstyrre fødekæden, så eksempelvis bestanden af søpindsvin, der holder tangen nede, vokser.

Sidst, men ikke mindst, får udledningen af næringsstoffer fra land, økosystemet til at tippe, så tangskovene ikke længere trives.

– Især i fjorde og kystnære havområder har vi store problemer med, at der er alt for mange næringsstoffer i vandet. Det fører til opblomstring af mikroalger og iltsvind – til skade for både planter og dyr, siger Dorte Krause-Jensen.

– Hvis vi skal genoprette nogle af tangskovene, skal vi derfor først og fremmest sikre god vandkvalitet, gode bundforhold og sunde fødekæder.

Svært at måle på tangskovenes CO2-effekt

Forskerne har i nogle år diskuteret, hvor effektivt tang egentlig er til at binde og lagre CO2. Og de har diskuteret, hvor meget det hjælper at genoprette de tabte tangskove.

Det er ikke enkelt at opgøre, hvor stor en rolle undervandsskovene spiller, forklarer Dorte Krause-Jensen.

– Ved ålegræs og anden vegetation under havet, der vokser på sandbund, er det forholdsvist enkelt at måle. Ålegræsset opbygger nemlig et depot af kulstof i havbunden under engen, når blade falder af og bundfælder sig. Ved at grave ned i havbunden under ålegræsset og tage en prøve, kan vi måle præcist hvor meget CO2, der er lagret og hvor hurtigt, det er sket.

Tang vokser i modsætning til ålegræs på en stenbund. Det betyder, at der ikke bygges kulstofdepoter op under skoven. I stedet lagres CO2 alle mulige andre steder, og udfordringen er at finde de steder og opgøre, hvor stor en del af kulstoflagrene, der stammer fra tang.

– Når tang bygger kulstofdepoter op i havet, sker det ved, at stykker af tangen bliver fanget af havstrømmene og ført med til kulstoflagrene på bunden af fjorde eller i dybhavet. Her bliver noget af det spist af smådyr eller på anden vis nedbrudt, mens resten begraves, siger Krause-Jensen og fortsætter:

– Fordi havbundens kulstoflagre stammer fra flere kilder, er det svært at måle præcist, hvad der kommer fra tangskovene. Det kræver brug af særlige tang-markører, og selv med den teknik, er det en udfordring at sætte et præcist tal på tangens bidrag til havets kulstoflagre – og på hvor meget større kulstoflageret bliver, når man genopretter tangskove.

En anden stor udfordring for forskerne er at danne sig et overblik over tangskovene – og over hvordan de ændrer sig over tid. Det er svært, fordi skovene er skjult under havets overflade.

– Fordi tangskovene ofte vokser på store dybder, er det svært at kortlægge dem. Faktisk har vi indtil for nylig manglet en velunderbygget opgørelse over den globale udbredelse af tangskove, siger Krause-Jensen.

Verdens tangskove binder mange hundrede millioner tons CO2

Selvom det altså er svært at gøre op, hvor meget CO2 tangskovene binder, har forskerne alligevel forsøgt at lave et groft overslag. På globalt plan regner man med, at vilde tangskove årligt bidrager 634 millioner tons CO2-ækvivalenter til havets kulstoflagre, siger Dorte Krause-Jensen.

Det er knap en tiendedel af, hvad transportsektoren på verdensplan udleder på et år.

– Det er et første overslag, som vi allerede beregnede i 2016. Siden er der forsket i at forstå processerne endnu bedre og underbygge overslaget, men vi har endnu ikke et bedre tal, siger Krause-Jensen og fortsætter:

– Selvom globale tangskove leverer et stort bidrag til havets kulstoflager, har det dog ingen nettoeffekt på klimaet, hvis bidraget er stabilt over tid. Kun hvis vi skruer op og genetablerer tangskove, forhindrer tab af truede skovområder og laver mere tangdyrkning, vil det bidrage til en klimaløsning. Det er de løsninger, vi fokuserer på i den nye forskningsartikel.

Nye tangskove kan give flere gevinster

Ikke nok med at tangskove binder CO2, og mere skov derfor kan spille ind som en af de mange løsninger på klimakrisen, så er skovene også gode for havmiljøet. Tangskove er nemlig vigtige levesteder for mange dyr og bidrager derfor til biodiversiteten.

Og de er med til at reducere mængden af næringsstoffer i vandet.

– Udledningen af næringsstoffer skal begrænses ved kilden. Det betyder, at byer og landbrug skal udlede mindre. Når det er sket, får tangskovene det bedre, og kan optage flere næringsstoffer og dermed skabe endnu bedre vandkvalitet.

Genetablering af tangskove kan altså med andre ord gøre noget godt for både klima, biodiversitet og vandkvalitet. Tre fluer med et smæk.

Tang-farme kan være en god idé

Èn måde at begrænse CO2’en i atmosfæren er derfor at beskytte og genoprette tangskove rundt omkring i verden. Men der findes også en anden måde at gøre det på – nemlig tangfarme. Farme på havet, hvor tangen hænger ned fra lange tov, der flyder i vandoverfladen.

Langs store dele af den østasiatiske kyst ligger der allerede i dag den ene tang-farm efter den anden. I Kina og andre østasiatiske lande har der i hundredvis af år været tradition for at dyrke tang. Først og fremmest til fødevareproduktion.

Tangdyrkning udgør faktisk hele 51% af den globale akvakulturproduktion.

I Europa er vi derimod langt bagud, når det kommer til tangdyrkning. Der er derfor et stort potentiale her, vurderer Dorte Krause-Jensen, men understreger, at det er vigtigt at sikre, at det sker på en bæredygtig måde og ikke skader naturlige økosystemer.

– Bæredygtig tangdyrkning kræver hverken dyrkbar jord, vanding eller gødning og kan have flere positive effekter. Klimaeffekten kan eksempelvis ligge i de produkter, der kan laves af tang, siger Krause-Jensen og fortsætter:

– Tang kan for eksempel bruges til fødevarer, fodertilskud og gødning. Og i en lang række produkter kan det i et vist omfang erstatte materiale med et højere klimaaftryk. Man kan man lave bioplastik ud af tang – og det ser ud til, at det er grønnere end at lave det ud af olie. Det skal dog understreges, at tangprodukter kræver livscyklusanalyser, før vi kan opgøre produktets samlede klimaeffekt.

En kontroversiel løsning

De seneste års fokus i forskningsmiljøerne på, hvor meget tang bidrager til havets kulstoflagre, har fået nogle til at foreslå, at vi burde dyrke store mængder tang, som vi efterfølgende sænker ned i dybhavet for dermed at lagre en masse CO2.

Den løsning er Dorte Krause-Jensen og hendes kolleger bag studiet dog ikke tilhængere af.

– Det har ukendte økologiske konsekvenser, hvis vi gør det. Desuden er det etisk uforsvarligt at dumpe et værdifuldt produkt på havbunden, siger hun og afslutter:

– Selvom vores forskning understreger, hvordan tang på flere måder kan have en positiv klimaeffekt, er tang ikke en mirakelløsning. Der mangler stadigvæk en bedre verifikation af CO2-gevinsten, men da tangskove har positive effekter på både klima, biodiversitet og vandkvalitet, er der et væld af gode grunde til at styrke deres udbredelse.

Bannerfoto: Tang er godt. Privatfoto