En sammenligning af offentlighedsreglerne i de fem nordiske lande viser, at Danmark er det land, hvor myndighederne kan hemmeligholde mest. Også EU har fået mere offentlighed end Danmark. Det skriver offentlighedsrådgiver Oluf Jørgensen fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i kronikken i Berlingske 15. marts 2015.
Et af de mest dystre eksempler på det stigende danske hemmelighedskræmmeri er sagen om hemmeligholdelse af de MRSA-smittefarlige svinefabrikker, og her gengives det afsnit i kronikken, der handler om netop denne betændte sag:
…”PÅ MILJØOMRÅDET GÆLDER internationale krav til offentlighed. Aarhuskonventionen fra 1998 er et vigtigt grundlag. Konventionen er ratificeret af mange lande samt af EU, der har fulgt op med et direktiv for offentlighed om miljøoplysninger.
Både den nuværende og den tidligere regering har ønsket, at de nye undtagelser i offentlighedsloven også skulle gælde for miljøoplysninger. Det er nu opgivet at gennemføre disse lovforslag, fordi de ville være i strid med de internationale regler. Det har ført til den meget besynderlige situation, at miljøoplysningslovens henvisninger til offentlighedsloven gælder den gamle offentlighedslov.
Sagen om MRSA på svinefarme illustrerer, at det kan være vanskeligt at få indsigt i oplysninger, der klart skal være offentligt tilgængelige. Fødevarestyrelsen har siden 2012 afvist at give journalister
aktindsigt i oplysninger om svinefarme, hvor MRSAbakterien er konstateret.
Folketingets Ombudsmand udtalte i sommeren 2014, at der ikke er grundlag for at hemmeligholde disse virksomhedsoplysninger, og Fødevarestyrelsen ville herefter udlevere dem. Det fik straks brancheorganisationen Landbrug og Fødevarer til at anlægge retssag. Meget overraskende afgjorde Østre Landsret 6. februar, at retssagen har opsættende virkning for aktindsigt.
Dette spørgsmål søges nu indbragt for Højesteret. Selve afgørelsen om ret til aktindsigt må vente til en senere afgørelse i retssagen, og offentliggørelsen af virksomheder med MRSA er dermed igen udskudt på ubestemt tid.
Argumentet for hemmeligholdelsen har været, at offentlighed ville kunne føre til stigmatisering af ejere og andre, der arbejder på svinefarme med MRSA. Det er meget besynderligt, at dette argument har fået betydning i en sag, der ikke handler om smitte af enkeltpersoner, men om sundhedsrisici ved virksomheder. MRSA er blevet spredt, og ifølge de seneste oplysninger findes MRSA nu på de fleste svinefarme.
Retssagen om aktindsigt i gamle oplysninger er på sin vis overhalet af udviklingen, men den bliver også brugt som grundlag for at hemmeligholde resultater fra en ny og større undersøgelse. De endelige afgørelser i retssagen om opsættende virkning og aktindsigt får stor principiel betydning. Spørgsmålet er, om væsentlige sundhedsrisici ved virksomheder skal kunne hemmeligholdes i Danmark.
AARHUSKONVENTIONEN OG EU-DIREKTIVET stiller stærke krav til offentlighed. EU-direktivet fastslår, at oplysninger om emissioner aldrig kan holdes hemmelige for at beskytte forretningsmæssige
interesser eller persondata. Udledninger af enhver art til vand, undergrund, jord og luft er emissioner.
En rapport fra en ekspertgruppe til Fødevarestyrelsen december 2014 peger på støv som en væsentlig kilde til spredning af MRSA. Der er særlig risici for smitte til mennesker, der færdes i svinefarme eller arbejder med transport af svin. Et andet eksempel på spredning via støv i luften er asbeststøvet fra den gamle eternitfabrik i Aalborg og fra arbejde med asbestplader i bygninger.
Mennesker, der er berørt af særlige sundhedsrisici, skal hjælpes, men det bliver de ikke ved hemmeligholdelse af problemer ved virksomheder. Offentlighed er meget vigtig for forebyggelsen af risici for mennesker, der arbejder på virksomheder eller færdes i nærheden. Det gælder for alle væsentlige sundheds- og miljøproblemer – det gælder også ved risici fra støv, der spreder asbest eller MRSA.”
