I takt med at COVID-19 har spredt sig over hele kloden, vokser interessen for at få svar på et påtrængende spørgsmål: Kan disse infektionssygdomme være forbundet med miljøændringer? Ja, lyder svaret i en aktuel undersøgelse fra University of California, USA
Udnyttelsen af vilde dyr gennem jagt, handel, ødelæggelse af naturtyper og urbanisering skaber den tætte kontakt mellem dyreliv og mennesker, hvilket øger risikoen for virusudbrud. Mange af disse former for udnyttelse medfører også nedgang for dyrelivet og risiko for direkte udryddelse. Det viser en undersøgelse, der blev offentliggjort 8. april 2020 i tidsskriftet Proceedings of the Royal Society.
Undersøgelsen leverer nye muligheder for at vurdere risikoen for overførsel af virus mellem forskellige dyrearter og fremhæver, hvordan de processer, der forårsager populationsnedgang blandt vilde dyr, også øger risikoen for overførsel af dyrevirus til mennesker.
“Udslip af virus fra vilde dyr er et direkte resultat af vores handlinger, der involverer det samme dyreliv og deres levesteder,” sagde hovedforfatter Christine Kreuder Johnson, projektleder for USAID PREDICT og direktør for EpiCenter for sygdomsdynamik ved One Health Institute, et program for UC Davis School of Veterinary Medicine. ”Konsekvensen er, at de deler deres virus med os. Disse overførsler truer samtidig arternes egen overlevelse og øger risikoen for nye udbrud. Denne uheldige konvergens af mange faktorer medfører netop den slags alvorlige situationer, vi befinder os i nu.”
Her er nogle uddrag fra den videnskabelige artikel:
Nye smitsomme sygdomme hos mennesker er ofte forårsaget af patogener (=sygdomskim), der stammer fra dyr, og den slags zoonotiske sygdomsudbrud udgør en stor udfordring for den globale sundhed. For at undersøge, hvad der fremkalder virusudslip, vurderede forskerne antallet af virus, som pattedyrarter har delt og deler med mennesker.
Man opdagede, at antallet af zoonotiske virus, der blev påvist i pattedyrarter, hænger positivt sammen med arternes globale udbredelse, hvilket antyder, at risikoen for virusoverførsel har været størst fra dyrearter, der er vokset i antal og endda har udvidet deres udbredelse ved at tilpasse sig menneskedominerede landskaber. Domesticerede arter, primater og flagermus blev identificeret med flere zoonotiske vira end andre arter.
Blandt truede vilde dyrearter deler bestande i tilbagegang på grund af udnyttelse og tab af levesteder flere virus med mennesker end andre bestande. Udnyttelse af dyreliv gennem jagt og handel skaber tættere kontakt mellem dyr og mennesker, og forskernes påvisning leverer yderligere bevis for, at udnyttelse såvel som menneskeskabte aktiviteter, der har forårsaget kvalitetstab i naturtyper og levesteder, har øget mulighederne for interaktioner mellem dyr og mennesker og derigennem øget overførslen af zoonotiske sygdomme.
(…)
Infektionssygdomme fra dyr, der inficerer mennesker, udgør hovedparten af de tilbagevendende og de nye smitsomme trusler og betragtes som en af de største udfordringer for den globale folkesundhed. Karakterisering af smitte fra dyr til mennesker er fortsat en vigtig videnskabelig udfordring, men hæmmes af vanskelighederne ved at påvise sygdomskim hos vilde arter.
Sygdomsudbrud af denne type er sandsynligvis meget underrapporteret, især i fjerntliggende regioner på kloden, hvor folk har begrænset adgang til sundhedsydelser. Zoonotiske sygdomsudbrud er også vanskelige at påvise, især hvis sygdomsbilledet inkluderer milde eller ikke-specifikke symptomer.
Husdyr deler det største antal virus med mennesker
Husdyr har spillet en velkendt rolle i overførsel af zoonotiske virus til mennesker, som man kunne forvente af dyrearter, der er vidt udbredte, ofte opdrættet i tætte bestande og har været i tæt kontakt med mennesker gennem århundreder.
(a) Zoonotisk virusrigdom svarende til artsrigdom blandt vilde pattedyrs ordener. Område med cirkler repræsenterer andelen af zoonotiske vira, der findes i arter i hver række ud af det samlede antal zoonotiske vira blandt alle pattedyrarter. Ordner med mindre end 5% af zoonotiske vira og mindre end 2% af pattedyrarter inkluderer Didelphimorphia, Pilosa, Proboscidea, Diprotodontia, Perissodactyla, Cingulata og Dasyuromorphia er ikke mærket.
(b) Zoonotisk virusrigdom svarende til den anslåede globale forekomst (i millioner) for mennesker [15] og husdyrarter [16]. Arterne farves efter den rækkefølge, de hører til i (a). Cirklerne afspejler den estimerede bestandstørrelse for den pågældende art i forhold til de andre viste arter.
Forskerne fandt ud af, at domestiserede arter (= husdyr) har den største indflydelse på antallet af pattedyrvirus, der deles med mennesker med otte gange flere zoonotiske virus, end der var forventeligt hos en given domineret pattedyrart sammenlignet med vilde pattedyr (tabel 2).
Husdyr havde i gennemsnit 19,3 zoonotiske virus sammenlignet med vilde arter med et gennemsnit på 0,23 virus. De 10 pattedyrarter med det største antal zoonotiske vira, der blev delt med mennesker, omfattede otte husdyrarter: svin (n = 31), kvæg (n = 31), heste (n = 31), får (n = 30), hunde (n = 27), geder (n = 22), katte (n = 16) og kameler (n = 15).
(…)
De eneste vilde dyr blandt Top-10 arterne med flest påviste zoonotiske vira var husmus (Mus musculus) og sort rotte (Rattus rattus) med henholdsvis 16 og 14 zoonotiske vira. Begge disse arter i Rodentia-ordenen anses for at være invasive i de fleste regioner i verden. De lever normalt i indenlandske og perihjemlige strukturer og har en usikker ikke-domestikationsstatus i betragtning af deres anvendelse i laboratorieundersøgelser og som kæledyr over hele verden.
Husdyr er især blandt de mest centrale arter i det virale delingsnetværk. Virus i husdyr blev ikke kun hyppigt delt med andre domesticerede arter, men også med vilde dyrearter inden for de respektive Cetartiodactyla (hvaler og klovdyr)- og Carnivora (kødædende rovdyr) -ordner (figur 3). Mens sammenhænge i den historisk overførsel af virus mellem vilde pattedyr og deres husdyr-slægtninge kun kan antages spekulativt, peger undersøgelsen på, at vilde pattedyr var den oprindelige vært for størstedelen af virus, da mennesket har delt virus med husdyr gennem århundreder af samtidig udvikling og domesticering.
Vilde hovdyr har været en dominerende fødekilde for mennesket op gennem historien, og de deler ofte levesteder med husdyr. Tæt fylogenetisk sammenhæng mellem globalt distribuerede husdyrarter og deres vilde perissodactyl (heste,tapirer)-, artiodactyl (hjorte, kvæg, m.m.)- og kødædende brødre har sandsynligvis øget mulighederne for overførsel af sygdomskim på tværs af arter.
Primater, gnaver og flagermusarter ser ud til at have zoonotiske virus, som ikke er særlig godt repræsenteret hos husdyrarter og andre vilde dyrearter (figur 3), hvilket understøtter antagelsen om, at disse arter deler zoonotiske virus direkte med mennesker, uden at husdyr fungerer som forstærkende værter eller muliggør viral deling mellem arter i andre ordner.
