BOGOMTALE
”Vestenvind” begynder med en rejse fra Charlottenlund til landets vestlige udkant, men det er ikke en rejse fra centrum til periferi, for hver egn har sit eget centrum og sin egen historie. Nogle af disse historier støder man på i denne bog, hvor Egon Clausen vandrer i klitterne ved Vesterhavet, kører med lokalbanen til Esbjerg, ser vældige vindmølleparker, storlandbrug og landsbyer tømt for liv, men bogen fortæller også om en vestjyde i de litterære cirkler i København, hvor der kæmpes indædt om at blive anerkendt, og det går ikke altid lige pænt for sig. Bogen er rigt illustreret med tegninger og akvareller fra Egon Clausens egen hånd. Gennem alle tekster og tegninger går en bærebølge af kærlighed til landet og til de mennesker, der bor i det. Det er på mange måder en usædvanlig bog. Den er letlæseligt, sprælsk, munter og meget seriøs. Og så er den tilmed smuk.
Forfatteren har givet tilladelse til at aftrykke det følgende kapitel om landbrugets problemer. God læselyst!
DER SKAL IGEN VÆRE DEJLIGT UDE PÅ LANDET
Nok er nok, sådan lød det, da dansk landbrug demonstrerede med traktorer, behængt med vrede slogans, plakater og med taler, der var mere aggressive, end det længe er hørt her i landet. De mange ophidsende ord og traktorbrølene gjaldede sikkert, som de skulle, men de gjorde mere end det, for bag den tordnende vrede synes der at skjule sig noget andet. Noget som man helst ikke vil tale højt om, men som ikke desto mindre ligger som en dyb, dunkende tone under enhver drøftelse af dansk landbrug i dag: nemlig en uafrystelig bekymring for fremtiden. For sagen er jo, at udfordringerne tårner sig op, og ingen ved, hvor det vil ende. I en sådan situation er det ikke ualmindeligt at reagere med en vrede, der rettes udad mod andre, det være sig politikere eller eksperter, men som i realiteten tjener til at dække over desperate følelser af angst, rådvildhed og regulær fortvivlelse. Noget tyder på, at det faktisk er der, dansk landbrug er placeret i dag. Det virker, som om det har mistet troen på en bedre fremtid, og det samfundssind, som i lange tider har været en bærende og positiv kraft i dansk landbrug, er blevet erstattet af en egoistisk grådighed, der er uden evne og vilje til at tænke på det nationale fællesskab, som man er en del af.
Dysterheden er til at forstå. Dansk landbrug er nemlig ramt af flere kriser. Udledningen af CO2 er stort og skal begrænses. Nedsivende gødningsstoffer og sprøjtegifte truer drikkevandet sine steder, mange marker er omdannet til agrokemiske ørkener, hvor ingen fugle eller insekter kan overleve, og i de store svinestalde er det så som så med dyrevelfærden. Dertil kommer, at dansk landbrug bærer rundt på en kolossal gældsbyrde, der er oparbejdet gennem årtier. I nullerne var dansk landbrug således præget af en vild og uansvarlig finanspolitik, der sendte jordpriserne i vejret med ballonfart. I årene fra 2001 til 2008 steg jordpriserne med 285 procent, uden dækning i øget produktion. Da boblen brast, stod mange landmænd tilbage med en ubetalelig gældsbyrde, og i dag er landbrugets samlede gæld på flere hundrede milliarder kroner. Denne gæld er en medvirkende årsag til at generationsskiftet går meget trægt. Unge landmænd tøver forståeligt nok ved udsigten til en startgæld på flere millioner, så gennemsnitsalderen for den selvejende landmand nærmer sig de tres år.[EHO1] Til gengæld sælger mange ældre landmænd deres bedrift til udenlandske investeringsselskaber. Det drejer sig om tusindvis af hektarer dansk jord, der således bliver opkøbt af udenlandske selskaber. Resultatet af denne triste udvikling er, at antallet af selvejende danske heltidslandmænd daler, og det sker med stor hast. Ifølge Landbrugsavisen var der således 13.803 heltidslandmænd i 2008. Ti år senere er tallet sunket til ca. ni tusinde, og denne tilbagegang i antallet af heltidsbedrifter ser ud til at fortsætte med næsten uændret styrke.
Det må heller ikke overses, at bag sådanne tal og statistikker gemmer der sig mange menneskelige tragedier i form af familier, som har mistet hus og hjem, slægtsgårde, som måtte afhændes, drømme om selvstændighed, der led smertefulde forlis, samt tab af nærhed til husdyr og planter og dermed en generel forarmelse af livet på landet.
Jeg er vokset op i den landbokultur, der nu er væk. Som dreng og ung mand har jeg arbejdet i mark og stald. Arbejdet var til tider hårdt, men det havde også mange kvaliteter. Der var et usentimentalt forhold til husdyrene, som dog ikke forhindrede, at man lærte dem at kende med deres individuelle særpræg. Der var afgrøder og skiftende årstider, der var afhængighed af vind og vejr, og der var andelsforetagender, som gav fælles ansvar for drift og omsætning. I landsbyskolens læsebøger var der tekster om heste, køer, kalve, katte og hunde og i de sangbøger, vi brugte ved møder og på udflugter, var der sange, der priste livet på landet. Så vi sang om forårets komme, om sommerens blomsterflor og om høstens fylde. Det var i det hele taget en rig landbokultur, der rummede megen stolthed og glæde over livet på landet. Den slags er der ikke mere af. I dag er der ingen, der med stolthed synger om livet som landmand, og det er et stort tab, der ikke blot rammer de mennesker, der bor på landet, men som går ud over os alle.
Foranlediget af den grønne omstilling, der skal gennemføres, tales der meget om vindmøller og solceller og andre former for vedvarende energi. Her lægges der ofte vægt på betydningen af lokal medejerskab. Hvis disse anlæg giver lokal medindflydelse, skaber de ofte stolthed. I tilgift hertil skabes der ofte arbejdspladser, der igen kan medvirke til at holde liv i lokale samfund. Der opstår kort sagt et rum for betydningsfulde fællesskaber. Den slags skønne visioner får folk til at løfte hovederne. De giver dem et løfterigt fremtidsperspektiv. Der er noget at samles om, og det er alt sammen smukt og dejligt.
Spørgsmålet er nu, hvorfor vi ikke har de samme drømme om dansk landbrug? Hvorfor dør enhver vision om det skønne ved livet på landet, så snart talen er om det moderne landbrug? Hvorfor hører vi kun arrige brøl derudefra? Hvorfor er der ingen landmandsforening af betydning, der formulerer en forestilling om, hvad det er, man vil? Der findes i tusindvis af samvittighedsfulde og eftertænksomme landmænd, men hvorfor tier de? Hvorfor overlader de ordet til deres hidsige og negative naboer? Hvorfor hører vi aldrig om deres drømme om fremtiden? Hvorfor nøjes man med at råbe vredt efter politikere og eksperter? Tror man virkelig, at landbrugets problemer løses med mere skældud? Hvorfor bestræber man sig ikke på at nå frem mod former for ejerskab, der er tilpasset den moderne teknologi og som skaber et landbrug, der værner om natur og dyr? Tænk hvis man gjorde. Så kan stolthed og glæde over livet på landet igen blive et fælles eje for alle, der bor i Danmark, og så kan folk i byerne og folk på landet synge sammen om den nye tids bonde, der har tid til at klappe sin lille kipkalv og som står på sin toft og ser med forventning ud mod fremtiden.
TV-Vestjylland har lavet en udsendelsesserie, der berører emner, som Clausens nye bog, “Vestenvind”, også handler om. I det sidste afsnit kommer Clausen ind på selve bogen.
Hvis man ikke vil sidde foran skærmen, kan man sagtens lytte til filmene som til en podcast. Klik her for at se serien.
“Vestenvind” koster 299,95 kr. og kan bestilles hos din lokale boghandler eller ved at sende en mail til kontakt@forlagetlaeselyst.dk
Med den nye ejendoimsvurderingslov sætter regering og folketing turbo på afviklingen af selveje på landet.
De små landbrug, der kunne være oaser for natur og naturnære driftsformer, omklassificeres med vilkårlighed og brutalitet til parcelhuse og erhverv med den konsekvens, at frasalg af jord til de store aktører bliver fremtvunget..
Skatteminister Jeppe Bruus har bebudet småjusteringer, der er som et tyndt glasur på noget uspiseligt..
En ny kategori som naturejendomme er blændværk iflg de tilgængelige oplysninger og de krav, der kommer til ordningen fra Danmarks Naturfredningsforening og den indflydelsesrige biolog Rasmus Ejrnæs (i artikel i Altinget). Der er reelt tale om mistet råderet over egen jord. Kategorien er et led i afvikling af selvejet for de små landbrug.