Det hører til færdselsloven, at man ikke må sidde og fjumre med sin mobiltelefon bag rattet og i det hele taget holde øjnene rettet mod kørebane og medtrafikanter. Glimtvis kan man dog godt snige sig til at botanisere lidt ud gennem bilruden og i denne tid øjne både rødt og gult i vejsiderne. Også her er der hestekræfter på spil – det er den gule følfod og den røde hestehov, som gasser op.
Følfod er velkendt og folkekær. Den gule kurvblomst dukker op i det tidlige forår på lune skråninger og gerne steder, hvor jorden er forstyrret eller nyligt bearbejdet. Blomstrende følfod er livgivende, lysende gule signaler midt i gråt, vintertræt græs og dødt ler – før der er kommet ordentligt liv i næsten al anden flora. Sydvendte og nyligt etablerede vejskråninger er yndet terræn for følfod.
Rød hestehov er også en typisk vejsideplante, men den foretrækker mere fugtig bund end følfod. Vejkanter med fed jord og grøfter er lige noget for rød hestehov, og her optræder den ind imellem i store flokke. Blomsterstandene kan minde om tottede, blegrødhvide hyacinter. Rød hestehov er oprindelig indført og har siden Middelalderen været dyrket som skattet lægeplante. Efter sigende god mod pest, gigt og koldfeber. Planten har siden hen spredt sig kraftigt overalt, hvor der er fed jord – så meget endda, at den nu ligefrem er kommet i tvivlsomt selskab: Den er på Naturstyrelsens sortliste over de værste invasive plantearter i Danmark – sammen med bl.a. kæmpe-bjørneklo.
Når der står hest eller hund foran et plantenavn, betyder det som regel en degradering i forhold til plantens nytteværdi. F.eks. tjener hestekastanje og hundesalat ikke til føde for mennesker, højst til dyr. Men følfod og hestehov har deres navne af en anden grund. De hentyder nemlig til planternes blade, der har form som mindre eller større fodaftryk fra føl og heste. Som noget ret usædvanligt i planteriget kommer bladene frem senere end blomsterne.
Nu er følfodens små grønne hesteskoblade på vej og bliver gradvis lidt større. Men det er for intet at regne mod, hvad hestehovens blade præsterer. Hen på sommeren vokser de fra selv den største bryggerhestesko og bliver enorme. Det er sådanne paraplystore ”tordenskræppeblade” ved en fynsk herregårdsvoldgrav, som er med til at sætte scenen i begyndelsen af H. C. Andersens eventyr ”Den grimme ælling”.
