Fremtidens landbrug skal tænkes som en utopi

Isabelle: ”Vi skaber selv virkeligheden, og for at vi kan komme ud af den nuværende dystopiske virkelighed, er vi nødt til at tænke i utopier”

KRONIK af Isabelle Denaro, filmmager og storyteller

Opvågning

Det var i marts 2020, at jeg fik tid til at fordybe mig i vores fødevareproduktion. Meget hurtigt blev mit fokus landbruget.

Jeg er opvokset i Sydamerika og USA og har levet en stor del af mit voksenliv i Sydeuropa. Der er mine drenge født, og der mødte jeg min argentinske mand. For 10 år siden besluttede vi at flytte fra Madrid til Danmark. Det gjorde vi blandt andet fordi jeg havde en stor krise ift hvor svært det var at få økologisk mad der, hvor vi boede.

Jeg har nemlig altid haft en holdning til mad og landbrug. Jeg blev vegetar som 18-årig, primært fordi jeg ville leve sundere. I løbet af den følgende årrække blev jeg i tiltagende grad bevidst om, hvordan vores industrielle kødproduktion fungerer, og det forstærkede sådan set bare mit standpunkt. Det giver ikke mening at være med til at understøtte en industri, der byder på så frygtelige og voldsomme vilkår, hvor dyrene lever i angst, depression og smerte. For 8 år siden havde jeg fået tilpas meget information om mælkeindustrien, hvor metoderne var mindst lige så grusomme, og måtte tage skridtet til at blive veganer, også selvom jeg var ret vild med ost. Det var det sværeste at give slip på. Men jeg har aldrig kigget mig tilbage. Det var den helt rigtige beslutning.

I mellemtiden blev jeg dybt involveret i kampen for klimaet. IPCC rapporten og diverse bøger om den dystopiske fremtid, der venter os, er ikke ligefrem rare at dykke ned i. I den proces bliver der meget sort i ens sind. Det føles håbløst, for der tales meget om alt det, der er helt forkert, og ikke særligt meget om, hvad vi kan gøre ved det. Og på det politiske plan, hvor store strukturelle beslutninger burde tages, handler det mest om analyser, studier og genbesøg af gamle rapporter.

Jeg var efterhånden også blevet klar over, at det ikke stod vildt godt til med landbruget i Danmark, men opvågningen var alligevel stor, og mine illusioner omkring det brast fuldstændig, da jeg begyndte at researche. 30% af CO2 udledninger kommer fra landbruget. 70% af nedgangen i biodiversitet på land og i vand skyldes landbrug. På 80% af vores areal dyrkes korn til svineproduktionen, en industri, som er langt fra rentabel, som er dybt brutal over for dyr, og som ødelægger vores natur med næringsstofudslip og pesticider. Og vores landbrug fylder 62% af vores areal. Det kunne jo kun gå galt.

Min film viser, at der er håb – for der er en vej

Derfor var det også noget af en opdagelse at støde ind i Sandra fra Foreningen for Regenerativt Jordbrug, hvor jeg hurtigt blev fascineret af, hvordan et fokus på mikrolivet i jorden og symbiosen med planten og dennes fotosyntese kunne afstedkomme en række meget effektive og helt naturlige løsninger på CO2 problematikken, biodiversiteten under og over jorden, manglen på jordfrugtbarhed og den ubalancerede vand- og kulstofcyklus. Der var en oplagt måde at komme virkelig godt i gang med at løse klima- og naturkriserne.

Disse første skridt ind i det regenerative, er mundet ud i produktionen af en dokumentarfilm om regenerativt landbrug i Danmark, Landbrugets Natur, som får premiere den 11. marts 2024 i Grand. Min mand, der også er filmskaber, og jeg har selv løftet opgaven de sidste 3 år, og vi crowdfunder nu til den sidste del af produktionen.

Læringsprocessen har været stor. Om jord, mikroliv, rodnet, fotosyntese, kulstofbinding, vild og dyrket biodiversitet og økosystemer. Den vigtigste del af rejsen har dog været mødet med de mennesker, vi har fundet på vores vej. Alle har de viet deres liv til at skabe en verden, hvor mennesket lever i balance med naturen.

Filmen er derfor bygget op omkring historierne om forskellige danske jordbrugere, og om hvordan de har valgt at dyrke deres jord, så de giver mere til naturen, end de tager. Der er mange forskellige måder at dyrke regenerativt på. Fra artsrige, intensive madskove i flere lag til landbrug med enårige afgrøder, grøntgødning og efterafgrøder. Det, man kan sige, er, at jo mere komplekst jo bedre. Naturen er kompleks, og det giver mening at gøre som den!

Når man dyrker jorden regenerativt og det vil sige uden af forstyrre den med pesticider, gødning eller pløjning, vokser planternes rodnet og af mikrolivet i jorden trives, kulstof bindes i stigende grad (CO2 trækkes ud af atmosfæren), frugtbarheden opbygges, og fotosyntesen samt vand- og kulstofcyklusserne optimeres. Samtidig stiger næringsindholdet i afgrøderne markant takket være det rige mikroliv, som sørger for, at planterne får den næring fra jorden, de har brug for. Diversificeres systemerne med træer, buske og flerårige planter, hvis rodnet og dermed mikroliv er mere sofistikeret og mangfoldigt, fås afgrøder med endnu højere næringsdensitet. Alt dette og mere lærer man om i dokumentaren.

Men filmen er også smuk og kan ses af alle. Billederne, musikken og jordbrugernes visdom giver os mulighed for at mærke, hvordan et landbrug, der drives MED naturen i stedet for IMOD, føles. Hermed håber jeg på at skabe en længsel, der vil sætte skub i forandringen mod en mere livsbekræftende måde at dyrke vores mad på. I taknemlighed og respekt for det mere end menneskelige fællesskab, vi er en del.

Vi skal tænke utopisk om fremtidens landbrug

Når jeg har vist uddrag af min film, har jeg nogle gange fået at vide, at den er utopisk. ”Sød” men urealistisk. Jeg plejer at sige, at vi selv skaber virkeligheden, og at vi for at komme ud af den nuværende dystopiske virkelighed er nødt til at tænke i utopier. Og der er også spørgsmålet om subjektiviteten, når man taler utopi. For handler det ikke mest om vilje?

Når vi dyrker regenerativt og gerne så artsrigt som muligt og i flere lag, og svineproduktionen i øvrigt er skrevet ud af ligningen, kan vi begrænse landbrugets areal helt ned til 12% og brødføde den danske befolkning med lokalt dyrket frugt og grønt, eller op til 25% hvis vi vil kunne importere visse afgrøder som kaffe, kakao og citroner, som de fleste nok vil foretrække ikke at undvære. Det vil selvfølgelig kræve en større omlægning af landbruget OG af vores vaner. Men denne type landbrug er livsbekræftende og tiltrækker insekter og fugle, som jo eller er ved at forsvinde. Reduktionen af landbrugsarealet vil også frigive areal til vild og beskyttet natur.

Samtidig bindes der i det regenerative landbrug enorme mængder af kulstof i jorden. Frugtbarheden genetableres. Procenten af organisk materiale, som jo definerer frugtbarheden, ligger ideelt set omkring 10%. De fleste steder i Danmark havde man sådanne niveauer helt tilbage i 1950’erne. I bedste fald ligger procentdelen i dag omkring 1,5%. Hvis vi fortsætter sådan, vil vi om få år ikke kunne dyrke mad i vores jord længere. Mikrolivet er afgørende her, for det er bakterier og svampe, der sørger for, at kulstof og kvælstof bindes og frugtbarheden opbygges og bevares. Den nemmeste måde, at gøre det på, er at skabe et artsrigt landbrug, hvor træer, buske og flerårige planter også er tænkt ind.

Mange af de jordbrugere, jeg har mødt, er fortalere for et lokalt forankret landbrug. Der er også en bred overbevisning om, at vi alle på den ene eller den anden måde skal være involveret i dyrkningen af vores mad. Det ræsonnerer 100% med mig. Vi skal tættere på jorden. Som en del af et jordbrugsfællesskab, medlemmer af en andelsforening eller et CSA (Community Supported Agriculture), aktieholdere i en jordbrugsfond, etc.. Dette vil gøre os mere følsomme over for ressourcerne, og hvordan vi behandler jorden og naturen omkring den.

At producere lokalt til et lokalt forbrug vil også øge vores fødevaresikring. Det får vi brug for i fremtiden med de klimaforandringer, der allerede er på vej. Jeg hørte for nylig, at vi i Danmark ville kunne overleve i 48 timer med det frugt og grønt, der dyrkes her i landet, hvis vi spiste plantebaseret. Vi importerer simpelthen det meste.

Mange er i tvivl om, hvorvidt vi kan brødføde den stigende befolkning i verden med småskala landbrug. Kan det ikke kun lade sig gøre med storskala, industrielle, monokulturelle landbrug? Dyrkede vi mad til mennesker på hele det areal, der bruges til landbrug i dag i Danmark, ville vi på nuværende tidspunkt kunne brødføde over 40 millioner mennesker. Det er tankevækkende. Men spørgsmålet er egentlig irrelevant, for vi vil snart ikke kunne dyrke på den måde mere. Der er den omtalte forsvindende frugtbarhed. Og der er klimaforandringer, der vil bringe ekstreme vejrsituationer, som tørke eller alt for store mængder vand. Manglen på mikroliv, herunder svampe, gør, at planterne ikke er modstandsdygtige over for mangel på vand, da det er svampene og deres hyfer, der sørger for at gå dybere ned i jorden efter vand, når det ikke regner. Det er også mikrolivet, der sørger for at jordens aggregatstruktur. Som en jordbruger i min film siger, så skal jord ligne legerummet i McDonald’s, fyldt med kugler. I de kugler kan der være ilt og vand. Når jorden ikke har et rigt mikroliv bliver den kompakt og kan ikke absorbere regnvandet. Den har også let ved at erodere.

Ifølge FN producerer små familiedrevne landbrug i dag 80% af værdien af verdens fødevarer til lokale markeder, og disse landbrug er specielt egnede til at optimere de regenerative dyrkningsmetoder. For jo mere komplekse og diverse, de er, jo bedre. Jo flere lag og jo flere måneder om året, vi dyrker, jo mere fotosyntese foregår der. Og jo mere får vi dermed ud af solenergien. Og den er jo gratis.

Link til min crowdfunding

https://crowdfunding.coop.dk/project/1868

Man kan også finder mig her:

https://www.instagram.com/isabelledenaro/

https://www.facebook.com/aik.denaro/

https://www.facebook.com/isabelledenaroartist/

https://www.linkedin.com/in/isabelle-denaro/

www.makeimpactfilms.com

www.isabelledenaro.com

Bannerbillede: Tycho-og-gederne. Fra filmen