Fødevareminister Mette Gjerskovs Månegris-projekt er en dødssejler og spild af gode skattekroner. Så markant lyder kritikken fra Landsforeningen Frie Bønder – ­ Levende Land om fødevareministerens bevilling på 150 mio. kroner til nye, store lugtfri svinestalde.

Foreningen stiller sig stærkt tvivlende over for, om der kan skabes 2000 nye arbejdspladser som ministeren påstår. Måske kommer der lidt flere ukrainere og polakker til at passe svin i de gigantiske stalde, siger foreningens formand Hans Jørgen Nygaard, Dybvad, og der er sandsynligvis nogle bindende aftaler mellem Danish Crown og svineproducenterne, der rækker ud over de gældende andelsselskabsaftaler. Det vil sige, at svineproducenter bliver stavnsbundne i hele afskrivningsperioden, men jeg tvivler på, at det giver et væsentligt løft i beskæftigelsen.

Formanden kalder det desuden en urimelig forskelsbehandling. Hvorfor skal mælkeproducenter, økologer og husmænd ikke have andel i de mange millioner? spørger formanden retorisk. Vi skaber vel også arbejdspladser. Det virker fuldstændig som om ministeren er gået i panik, og trængt op i krog af både Viden Center for Svin og NNF (Nærings- og nydelsesmiddelarbejderforbundet).

De 8 mio. smågrise, som hvert år sendes ud af landet, har skabt panik hos fagforeningen, og svineproducenterne har øjnet en mulighed for at få finansieret deres fatamorganaer af store stalde, som hverken banker eller kreditforeninger vil poste en krone i, siger Hans Jørgen Nygaard. Vi ser en hidtil uset alliance, som fødevareministeren tilsyneladende har bidt på.

Men det nytter ikke at speede op, hvis man er på vej i den gale retning. Hverken miljøet, naturen, økonomien eller landdistrikterne kan holde til mere svineproduktion, siger formanden; og uanset, hvor megen teknik, penge og viden man smider i disse stalde, så er det levende dyr vi har med at gøre, og ikke noget på et samlebånd, og det bliver sværere og sværere for hvert år der går, at finde rentabilitet i den konventionelle svineproduktion, uanset hvor dygtig man er.

I stedet burde man rette fokus på de driftsgrene, som f.eks. økologien, hvor både potentialet for indtjening og værdiskabelse er større, slutter Nygaard.

Yderligere oplysninger Formand Hans Jørgen Nygaard, tlf. 98864509/24410745 Pressekretær Henrik Kuske Schou, tlf. 23805045

 

Visited 1 times, 1 visit(s) today

Comments are closed.