Gødning og vandmiljø – i gamle dage og nu

Af Bent Lauge Madsen, mag. scient & åmand emeritus

(Første gang publiceret i Miljøstyrelsens blad: Miljø Danmark 1992. Nu opdateret til gylle.dk.)

I dag er landbrugets husdyrgødning ofte til mere besvær end gavn,og det kan sklade vandmiljøet,. Mængden af husdyr der må produceres er begrænset af hvor stort et areal man har at sprede gødningen på, og der er en lang række regler for, hvordan man må bruge gødningen.

Sådan har det ikke altid været: For ikke særlig længe siden (dvs. da jeg var meget ung!) var landbrugets produktion begrænset af, hvor megen gødning, man havde til afgrøderne. At udnytte næringsstofferne i gødningen så effektivt som muligt kunne være forskellen på liv og død, sult og nød. Næringsstoffer, der endte i vandmiljøet, måtte man med stort besvær hente hjem igen, fx med hø fra engene. Det var næret af vinterens oversvømmelser af engen, og senere af de omfattende engvandingsanlæg. Mest heldige var de landmænd, der havde der havde enge nedstrøms bysamfund: Det urensede spildevand var værdsat pga det høje indhold af plantenæringsstoffer!

Den historie er er fortalt i bogen ”Praktisk landbrug. Haandbog for den danske landmand. Udarbejdet af fagmænd. Grønvald Fynbos forlag, Vammen 1910”.

Fagmanden til kapitlet om gødningen er landbrugskandidat Jens Christensen Daugbjerg, Kærgaard pr. Sparkær, og han lægger ud med at konstatere, at ”Tit og mange gange er de iagttagelser, man ofte får lejlighed til at gøre ude i naturen, i høj grad storslåede og til dels uforståelige.”

Blandt det storslåede er, at 3 pund kålroefrø kan give 8 – 10.000 pund kålroer. Det uforståelige, på den tid, er hvad der sker inde i planten, og det lader han ligge for at gå over til det væsentlige: Kålroen får sine næringsstoffer fra to store forrådskamre: luften og jorden. ”Det er begribeligvis derfor af stor betydning at der altid er rigeligt med fødemidler i disse kamre, thi så kan man vente en stor afgrøde.”

Mens luften er et uudtømmeligt kammer, så ”må vi have hele vores opmærksomhed henvendt på et andet forrådskammer: Jorden. Her må vi stadig anstrenge os med hensyn til at forøge dennes beholdning af plantenæring.” Midlerne er fornuftig brug af gødningen, suppleret med bælgplanter, der selv kan binde kvælstof.

Hvad der nu følger af råd og formaninger i den gamle bog er næsten fra ord til andet de regler om gødning, vi har lavet i vandmiljøplanerne, især den første fra 1987. Landbrugskandidaten ville nikke genkendende hvis han læste Miljøministeriets bekendtgørelse om husdyrgødning! Til indholdet vel at mærke, næppe til sproget: Han har været en gudbenådet pædagog med et malende sprog alle kunne forstå og huske. Jeg skulle dengang stå skoleret på Miljøstyrelsens vegne på møder i landboforeninger landet over: Jeg fik vendt stemningen på et ret dramatisk møde et sted i Vendsyssel ved at læse op fra den gamle bog: Så begyndte de gamle landmænd, der huskede de gødningsfattige tider, at diskutere med de unge landmænd: Vi skiltes som gode venner.

Rådene dengang og reglerne i vandmiljøplanen har samme formål: At begrænse tabet af næringsstoffer til omgivelserne. Dengang for at landmanden kunne overleve. I dag for at begrænse skaderne i omgivelserne.

Og de har begge rod i den måde næringsstofferne, først og fremmest kvælstof, opfører sig på.

At fabrikere billigt og sælge dyrt

Et af virkemidlerne i vandmiljøplanerne er at bruge foder, der giver mindre indhold af kvælstof og fosfor i gødningen. Her ville Christensen Daugbjerg nok rynke brynene: Han skriver tværtimod at man skal fodre, så der kommer så meget kvælstof og fosfor som muligt i gødningen.

Produktionen af gødning af høj kvalitet var lige så vigtig som produktion af mælk af høj kvalitet: ”Der er to ting, som enhver fabrikant stræber efter, når han vil tjene penge, og det er: At fabrikere billigt og at sælge dyrt”. Det skal landmanden også gøre, når han producerer gødning.

Den billige produktion, står der, har fire forudsætninger: Billige råmaterialer (foder), gode og tidssvarende maskiner (køer), dygtige fabriksarbejdere (fodermestre og malkepiger), velindrettede fabriksbygninger (stalde).

Billigt foder er ikke det som koster mindst pr. 100 pund i indkøb. Det som tæller, slår kandidaten fast, er gødningsværdien og foderværdien. Og det illustreres af konkrete tal, thi også dengang blev der forsket i landbrug: Mens malkekøer selv bruger godt halvdelen af foderets ”tørstof”, så går ¾ af kvælstoffet og næsten al fosforen videre til gødningen. Derfor gjaldt det dengang om at bruge så kvælstof- og fosforrigt foder som muligt. Bogen anbefaler at man supplerer det foder, man selv producerer, med bl.a. importerede fosforrige oliekager. Trods den høje indkøbspris er de at regne til billigt råmateriale, thi man får meget for pengene.

At sælge gødningen dyrt vil sige ”at få den afsat til de kunder der giver den højeste pris, og som betaler den kontant.” Med andre ord: Den skal bruges til de afgrøder, der giver det bedste udbytte hurtigt. Det er dem, der optager og omsætter mest muligt af gødningen i den første sommer. Dengang og i nutidens vandmiljøplan gælder det om at bringe gødningen ud på markerne, når vandet med næringsstofferne går opad i planterne, ikke nedad mod grundvandet.

Møddingen

Det var vigtigt, at der ikke kom svind i gødningen, mens den lå på lager. ”Møddingsstedet må være tæt i bunden og på siderne, og den må være således beliggende at der ikke finder hverken tilløb eller afløb sted. Bunden bør have et regelmæssigt og ret stærkt fald, for at ajlen kan ledes hen i en dertil indrettet kumme.”

Sådan står der i den gamle bog, og sådan står der i vandmiljøplanens regler om møddinger. De blev lavet for at få sat en stopper for den helt uacceptable forurening, som langt op i 1980-erne stadig skete, hvor møddingvand og ajle havde frit løb til bækkene.

Fodermesteren skulle mere end pleje køerne. Han skulle også pleje møddingen, så gødningen holdt på næringsstofferne. Ellers gik den i ”gæring,” som der står i bogen. Det er vigtigt, at kvælstoffet bevares på ammonium-formen, der bedst kan udnyttes af afgrøderne. Det sker ved at holde ilten ude, ellers omdannes den til nitrat., der let skyller væk. Gødningen blev lagt i ”bænke”, som straks blev trampet sammen, og den blev regelmæssigt vandet med ajle så den holdt tæt. For at hindre at solen tørrede de øverste lag ud, blev der dækket med græstørv, eller møddingen havde tag over.

Ajlen var om mulig endnu mere værdifuld end den faste staldgødning. Den skulle opbevares i en tæt beholder. Og med tæt mente man også et tæt tag, ellers ville ammoniakken fordampe. Det kunne ingen være i tvivl om, når man var kommet gennem 1907- lektien fra forsøgsstationen Askov. Da ajlen skulle på marken 27. marts viste analyserne, at mere end 20 % af kvælstoffet var forsvundet, åbenbart op i den blå luft. Dette til trods for at beholderen var lavet efter alle forskrifter med et helt tæt tag dækket af tagpap. Men der var et hul til ajlepumpen på 6 gange 3 tommer – og det var altså nok til at en femtedel af det kostbare kvælstof var undsluppet. ”Lad os skrive os dette bag øret”, formanede Christensen Daugbjerg.

Ammoniak, der undslipper fra gyllen, er i dag en af landbrugets alvorligste forureninger, der fx ødelægger vore heder. Derfor skal gyllebeholderne have et tæt flydelag eller tag, så ammoniakken ikke uden videre fordamper. Gyllen skal ”udlægges” med slæbeslanger eller nedfældes for at mindske fordampningen af ammoniak, og al gødning på bar jord skal ”nedbringes” så hurtigt som muligt og inden for 6 timer. Når man kørte ajle ud på roerne i gamle dage blev man rådet til straks ”fælde” den ned med en radrenser, så roerne, ikke hedelyngen, fik ammoniakken.

Måske det er en skrøne, men man sagde at det kunne betale sig at leje en mand til, med sin brede bagdel, at sidde dagen lang, og natten med, for at dække hullet, som ammoniakken forsvandt igennem.

Når gødningen skal ud

Langt den største del af gødningen, der produceres i dag, er gylle. Der er i vandmiljøplanerne skrevet en række regler for, hvordan de store mængder skal håndteres, så skaderne på omgivelserne mindskes.

Det grundlæggende princip gælder nu som i gamle dage: ”Løsenet er jo: ”gødningen skal sælges dyrt”. Den skal ud til afgrøderne på et tidspunkt hvor de kan optage så meget som muligt. Dvs. i vækstperioden. Dengang for at få det bedste udbytte. Nu også for at mindske tabet til omgivelserne. En forudsætning for at udnytte den bedste vækstperiode er, at beholderne er store nok til at rumme gyllen indtil den bruges. Vandmiljøplanen kræver således en ”opbevaringskapacitet” for gylle på mindst 9 måneder.

De råd om ajlen man får i den gamle bog er bygget på forskning fra landbrugsskolerne, især Askov: ”Forsøgene viste, at en ajlebeholder med 400 tønder ajle giver 6400 pund hø mere (= ca. 6 læs = ca. 120 kroner) mere, når ajlen opbevares fra efterår til forår. Der er noget til både renter og afdrag!”

Forsøg fra Dalum landbrugsskole viste, at det er græsset, der skal have ajlen om foråret, mens roerne skal vente til juli-august: Så giver samme mængde ajle dobbelt så stort udbytte som græsset.

Den kloge brug af ajlen sammenfatter Christensen Daugbjerg: ”Altså: Vinterbeholdningen af ajle anvendes på græsset i april. Hvad man samler til hen i juli-august bringes ud på roerne. Ajlebeholderen skal derfor være stor nok til at rumme ajlen fra august til april.” Tæl selv efter: 9 måneder. Som i de udskældte vandmiljøplaner!

Det dårligste udbytte af gødningen får man i sensommeren og efteråret. I den varme jord omdannes ammonium hurtigt til nitrat, der skyller væk (udvaskes) med vandet. På de bare marker er der ingen afgrøder til at suge det op. Derfor må der i dag ikke køres gylle ud fra høst og indtil 1. februar med mindre det sker på overvintrende græsmarker og på marker hvor der skal være vinterraps. Men man må køre fast gødning ud på marker hvor der skal være afgrøder om vinteren, og fra 20. oktober også på bare marker. Da er jorden så kold at ammonium fra gødning og de døde planterester ikke længere omdannes til nitrat.

Kunstgødningen

”Kunstgødning spiller jo en ganske betydelig rolle i landbruget, idet forbruget deraf er tiltaget enormt i de sidste årtier.” Ja, sådan kunne man skrive for et århundrede siden!

I 1920-erne udgjorde kunstgødningen pr. ha 6 kg kvælstof, 7 kg fosfor og 3 kg kalium. I 1991 var tallene 141 kg, 13 kg og 44 kg. Vandmiljøplanen har betydet, at disse tal i 2002 er omtrent halverede. Afgrøderne får ikke mindre næring, men de får deres behov dækket, fordi husdyrgødningen nu udnyttes bedre. Man følger lektierne fra gamle dage, til gavn for vandmiljøet.

Heller ikke det gamle landbrug kunne undvære kunstgødningen: ”Skønt vi alle kan blive enige om, at vi i fremtiden bør drive vort landbrug således, at indkøb og forbrug af fremmede foderstoffer til vore husdyr og planter aftager i stedet for at tiltage, så må vi dog erkende at hjælpestoffer er på sin plads. Gennem kunstgødningen kan man nemlig tilføre jorden de næringsstoffer, den muligvis mangler”.

I 1840 havde den tyske kemiker Justus von Liebig (1803 -1873) formuleret sin minimumslov, der i den gamle bog kaldes gødningslærens ABC: ”Afgrødens størrelse er bestemt ved det næringsstof der er til stede i mindst mængde i forhold til plantens behov. Denne regel må vi stille klart for os, thi deri ligger nemlig kunsten at kunne anvende en gødning således at den giver overskud.”

Og så beskriver Christensen Daugaard, hvordan man kan indrette en lille forsøgsmark som et skakbræt, hvor to felter ikke får gødning, og resten gødes med kombinationer af kvælstof, fosfor og kalium af de typer man nu havde dengang. Når man så ved høsten vejer udbyttet, finder man den bedste måde at gøde på.

Der advares meget mod de agenter, der søgte at sælge sammensatte gødninger. At det kunne gå gruelig galt, viser en tabel med nogle forsøg med ”agentgødninger”: Møllernes gødning,” kostede 7,50 kr. pr 100 pund, men dens brugsværdi var kun 1.30 kr. (”vi husker den vist endnu”). Høsts gødning kostede 8,30 kr. men gav kun 3,40 kr. Christensen Daugaards dom over blandingsgødningerne er klar: ”Lad os nu forlade blandingsgødningerne i ordets fulde betydning og aldrig forsøge at anvende dem i praksis!”

I 1898 blev der i øvrigt vedtaget en lov, der skulle beskytte landmændene mod ubrugelige gødninger. Fx kunne man sende en prøve ind til analyse, og svarede indholdet ikke til det lovede, var prøven gratis for landmanden. Ellers blev udgiften delt mellem staten og landmanden.

Bannerbillede: Gyllespreder. Foto: Finn Birkholm Clausen.