Aftalen om et grønt Danmark er stærk på løfter og forhåbninger om mere natur og mindre kvælstof og CO2, men den er bekymrende svag på klare bud på implementering og opfølgning. Som bekendt gør flotte ord det ikke alene
Debatindlæg om tre-parts aftalen af Ella Maria Bisschop-Larsen, fhv. Præsident i Danmarks Naturfredningsforening
Den grønne treparts-aftale er blevet meget rost for parternes vilje til at tage ansvar og indgå kompromisser. Sikkert er det da også, at parterne med aftalen har reddet det landbrug, vi kender, reddet Venstre fra oprør i baglandet og reddet regeringen fra mulig opløsning som følge af CO2 afgift på landbruget.
Men redder det også vores natur, biodiversitet, havmiljø og rene drikkevand? Det kan kun tiden vise. Ingen tvivl om at aftalen er stærk på løfter og forhåbninger om mere natur og mindre kvælstof og CO2, men den er bekymrende svag på klare bud på implementering og opfølgning. Som bekendt gør flotte ord det ikke alene.
“Aftalen knæsætter endegyldigt, at ‘forureneren betaler’–princippet, som har været grundlaget for al miljøpolitik siden 70erne, – ikke gælder for landbruget. Her slår aftalen fast, at forureneren skal betales”
Parterne bag aftalen taler om et paradigmeskift, fordi der er enighed om, at naturen skal fylde mere og landbruget skal fylde mindre. Og det er nyt og meget glædeligt. Det, der ikke tales meget om, er et andet paradigmeskift. Aftalen knæsætter nemlig endegyldigt, at forureneren betaler – princippet, som har været grundlaget for al miljøpolitik siden 70erne, – ikke gælder for landbruget. Her slår aftalen nemlig fast, at forureneren skal betales.
Et tredje paradigmeskift er også, at aftalen blåstempler, at Danmark ikke behøver leve op til vandrammedirektivet på trods af, at kravet om god økologisk tilstand i de kystnære farvande, søer og åer inden 2027 har været kendt siden starten af 00erne. Forhåbentlig er EU ikke enig i den del af aftalen.
Nu er det så op til kommunerne. De har fået hovedansvaret for at bringe aftalen i hus. Landbruget derimod kan ånde lettet op, læne sig tilbage og vente på de gode tilbud på køb af deres jord til naturforbedringer. Der skal nemlig to til en god handel.
Connie Hedegaard skriver den 3. juli 2024 i Altinget om treparts-aftalen, at hun også kan få øje på hullerne i osten, men hun appellerer til, at vi glæder os over, at der faktisk er en ost og ikke kun ser hullerne i osten. Det er jeg helt enig i, men at lave en ost giver for mig kun mening, hvis den bliver spist – skive for skive – ikke at den ligger og mugner.
Først ad åre kan vi se, om tre-parts aftalen rent faktisk giver mere natur, mindre iltsvind og renere grundvand og ikke blot er endnu en flot politisk aftale. Ser vi på tidligere grønne aftaler, hvor frivillighed er grundprincippet, så er der ikke grund til den store optimisme. Men håbet er stadig lysegrønt.
Og trods de skønne ord er resultatet endnu en gang at landbruget tilgodeses uden nogen form for modydelser. Forstår efterhånden godt den tiltagende politikerlede, den vedblivende favorisering af landbruget må altså stoppe, jo før jo bedre.
Da et dejligt sobert indlæg, men med al respekt for forfatteren og hendes virke, også naivt. Alt synes at vise, at frivillighed i forhold til landbrug, miljø og natur er huller UDEN ost.
Kun tilskud og penge tæller for industrilandbruget. Miljø og natur – det må andre tage sig af.
De såkaldte miljøorienterede politikere holder sig til lange taler.