Det er især Ederfuglen, der er i tilbagegang, men selvom den fredes, så forstyrrer jagten på andre havfugle. Foto: Søren Wium-Andersen,

Der er behov for, at det nye Biodiversitetsråd kommer på banen for at beskytte de marine Fuglebeskyttelsesområder ved at fremlægge en helhedsplan til beskyttelse af de millioner af trækfugle, der hvert år kan ses i de danske farvande

Det skriver biolog Søren Wium-Andersen, Hillerød.

For selv om den vigende bestand af edderfugle nu er blevet fredet i 17 marine fuglebeskyttelsesområder, hvilket fremgår af den nye jagttidsbekendtgørelse, så synes det at være et forsøg på at redde jægernes skadelige havjagt fra motorbåde. For havjagten fra motorbåde vil fortsætte på de fortsat jagtbare arter, hvilket vil bortjage også de fredede arter fra områderne, mens jagten pågår.

Den nye bekendtgørelse tager heller ikke de forventede hensyn hverken til den af EU fremlagte Biodiversitetsstrategi 2030, den fremlagte EU Naturgenopretningslov, FNs Verdensmål eller AEWA (Agreement on the Conservation of African-Eurasian Migratory Waterbirds), som Danmark tiltrådte i 1998.

Søren Wium-Andersen.

Det undrer mig, at det nye Biodiversitetsråd tilsyneladende ikke har været på banen i denne sag. For i rådet findes den ekspertise, det er vigtigt at trække på, når der skal behandles sager, der omhandler internationale forpligtelser. For de danske havområder ligger på trækfuglenes hovedvej. Hvert år overvintrer og passerer millioner af trækfugle de danske havområder, som derfor er kritiske for deres overlevelse. Såvel i FNs Verdensmål som fra EU er der fremsat ønsker om, at trækkende og overvintrende fugle beskyttes bedre, hvilket også er AEWAs formål.

Det er naturligvis positivt, at jagten på edderfugl indstilles i de 17 fuglebeskyttelsesområder i en to årig periode, men det stopper ikke de jagtlige forstyrrelser fra de ca. 2.000 danske hobbyjægere, der fra motorbåde skød ca. 22.000 edderfugle fra den 1. september til den 31. januar i jagtsæsonen 2020/21. For jægerne vil fortsætte deres motorbådsjagt på de øvrige arter i Fuglebeskyttelsesområderne. Et så kraftigt jagttryk resulterer naturligvis i, at forholdene for alle arter forringes i meget betydelig grad.

Så set fra fuglenes- og et biodiversitetssynspunkt er de udlagte danske Fuglebeskyttelsesområder derfor fortsat blot skraveringer på et kort. De sikrer på ingen måde, at forholdene for bestandene forbedres og at antallet af fugle øges, hvilket var baggrunden for at udlægge mere end 22.600 km2 havområder som fuglebeskyttelsesområder. Danmark indberettede i 2019 til EU, at for 20 arter af overvintrende vandfugle er påvirkningen fra jagt på bestandsstørrelsen høj eller middel, mens 13 arter er negativt påvirket af fiskeri. For edderfuglens vedkommende nævnes det direkte, at arten har været i tilbagegang siden 1980.

Tilsyneladende har ministeren kun fået en rådgivning fra Vildtforvaltningsrådet, VFR, der er befolket af interesseorganisationer uden det store detaljerede kendskab til de internationale konventioner på området. Jægerforbundet er positive overfor VFRs indstilling i håbet om, at de med en toårig jagtfredning sikrer ”edderfuglenes kerneområder”. Det undrer mig, at andre kerneområder for edderfuglene, som Jammerlandsbugten, tilsyneladende ikke er blevet inddraget i diskussionerne. For bugten har rummet mere end 27% af de nordeuropæiske vinterbestande af edderfugle og burde derfor allerede have være udpeget som et fuglebeskyttelsesområde.

Ederfuglen er i tilbagegang som ynglefugl blandt andet fordi den mister sine æg til de store måger. Foto: Paul Gierszewski/Wikipedia

Ingen har taget disse forhold op i de høringssvar, der er indkommet til bekendtgørelsen. Heller ikke Danmarks Naturfredningsforening, DN, eller Dansk Ornitologisk Forening, DOF, der begge sidder i VFR. Måske ikke uventet, fordi disse organisationer har været langsomme i optrækket, når der har været tale om at beskytte jagtbare arter, der er i tilbagegang.

Men hvad, jeg finder mest ejendommeligt, er, at det nye biodiversitetsråd ikke har fremlagt deres uafhængige bedømmelse af forslaget til jagttidsbekendtgørelsen. Biodiversitetsrådet bør oplyse, hvilke råd de har givet til ministeren i denne sag. For i rådets kommissorium kan man læse ”Biodiversitetsrådets arbejde skal ske under fuld hensyntagen til internationale juridiske og politiske forpligtelser i EU, FN og regionale konventioner, på natur- og biodiversitetsområdet.” Men den nye jagttidsbekendtgørelse passer hverken ind i FNs Verdensmål eller i EU’s forslag til Biodiversitetsstrategi 2030.

Det er svært at forstå, at DN og DOF ikke bedre taler naturens sag i VFR. Men netop derfor havde jeg en klar forventning om, at Biodiversitetsrådet effektivt og fagligt ville forbedre den nærmest helt fraværende overordnede naturbeskyttelse i de mere end 22.600 km² udlagte marine danske EU- Fuglebeskyttelsesområder.

Hvorfor har Biodiversitetsrådet tilsyneladende været tavs i denne sag?

Bannerbillede: Havjagt til solnedgang. Foto: Steinar Engeland/Unsplash

Visited 6 times, 2 visit(s) today

Kommentarer

  1. John Christensen

    Hvilke andre havdykænder er det at du mener der jages på søterritoriet fra motorbåde?
    De er jo alle fredet nu på nær sortænder….

    • Søren Wium-Andersen

      Motorbådsjagt forjager for nogle timer alle fugle i et fuglebeskyttelsesområde fra deres føderessourcer.

      John Christensen skriver, at alle havdykænder er fredet med undtagelse af sortanden. Den påstand er ikke korrekt. For havdykænderne er ikke blevet fredet.

      Edderfuglen er således kun blevet fredet i to år 17 fuglebeskyttelsesområder, og må jages udenfor disse områder. Det sker fx. i Jammerlandsbugten, hvor tællinger har vist, at op til 27% af edderfuglebestanden kan optræde. På trods heraf er Jammerlandsbugten ikke blevet udlagt som et fuglebeskyttelsesområde. Det viser, at jægerne i Vildtforvaltningsrådet og de to grønne organisationer i rådet, DOF og DN, har svigtet deres opgave ved ikke at kræve bugten udlagt som et fuglebeskyttelsesområde.

      Havjagten fortsætter også på bjergand og hvinand. Dette på trods af, at DCE i ”Det biologiske grundlag for jagttidsrevisionen 2022” (http://dce2.au.dk/pub/SR434.pdf) skriver om bjerganden:.. ”Forstyrrelsesfølsomhed: Høj….Drivjagt på store flokke kan forårsage en betydelig forstyrrelse og kan potentielt have indflydelse på fuglenes kondition og dermed deres reproduktions- og overlevelsesrate…”.

      Burde denne konstatering for bjerganden ikke have resulteret i en jagtfredning?

  2. Torben Aagesen

    Wium Andersen kan godt være modstander af jagt, men han peger i den grad på problemer, der er væsentlige.

    • Kurt Rasmussen

      Det bliver jo ikke drevet jagt på disse trækfugle i DK de skulle se på hvad de skyder i SydEuropa der bliver sgu skudt det der bevæger sig
      Hvis dette Biodiversitetsråd bare kunne konsentrere sig om at sørge for de dyr de har i disse NNPer bliver behandlet ordentligt så får de vist nok at se til , de kunne begynde med MolsLab .

    • Kurt Rasmussen

      Jagt er kultur som jægerne har dyrket siden vi kom på jorden at nogle ikke kan tåle det er en fejl i deres opdragelse
      Hvad ville der ske hvis vi lukkede for alt teater eller sport i DK ?
      Det skyder ikke mange fugle på havet mere fordi det kun er Edderfuglekokken der må skydes
      Men der kigges ikke på problemet på at mågerne æder ællingerne så snart de hopper af rederne , det er en stor fejl ligesom skader og krager tømmer alle vore sangfuglereder og osse de jordrugende fugles reder bliver flittigt besøgt af disse sorte tyveknægte og der er alt for mange af dem
      En Engelsk undersøgelse viser at langt over 90% af reder får besøg af skader og krager og de kigger ikke kun på æg.

  3. Holger Mortensen

    Jagtloven i DK trænger til en alvorlig omkalfatring. Kurt nævner f.eks. edderfugle. Hvor mange procent af edderfuglene er det nu, der har hagl i kroppen? Hvor mange anskydninger er der i DK årligt? I N G E N i DK er nødsaget til at gå på jagt for at få kød på bordet. Lagt er lystmord. Skyd lerduer…

  4. Kurt Rasmussen

    Ved ikke om du ved hvor mange edderfugle der bærer hagl jeg har ikke set den undersøgelse men det er vel bare noget du slynger ud som jagthader
    Da der bliv lavet undersøgelse på gæs var det ikke mange % der havde hagl i kroppen
    Det er vel ikke livsnødvendigt at gå i teateret eller til sport , traktortræk eller Andet så lad nu bare jægerne have den glæde det er at gå på jagt de har vi gjort siden vi kom på jorden og jagt genererer i Europe ca 100 mia så mon ikke det kniber lidt med jagtmodstanderne smider noget i statskassen andet end vrøvl.

  5. Jan Stampe Nielsen

    Ærgeligt at debatten er blevet afsporet til en diskussion om jagt. Sagen drejer sig reelt om hvad der sker politisk og om hvad “embedsværket” gør eller ikke gør.
    Og til de mennesker som åbenbart får varme i deres underbukser ved at skyde på noget levende, tror jeg Ukraine måske kunne være en mulighed.

    • Kurt Rasmussen

      Der har været drevet jagt i Danmark længe før du kom til verden og ville da godt vide hvor meget i som fuglekikkere gør for naturen i forhold til hvad jægerne gør , plantning af hegn remiser graver damme oprenser gamle mergelgrave ?
      Ikke meget i gør , nærmest ikke en skid og at tage krig med i snakken viser tydeligt hvor seriøse i er 🤮🤮🤮🤮

Skriv en kommentar