Nyhedsbrevet Altinget.dk har sat fokus på de rygter, der tilsyneladende er begyndt at cirkulere om en annullering af loven om tvungne randzoner.
Artiklen besvarer dog ikke to helt centrale spørgsmål:
1. Er der kun tale om rygter, og hvem stammer de fra?
2. Hvor skal besparelsen på 9000 tons kvælstof årligt komme fra, hvis de 50.000 hektar randzoner ophæves?
Her er en smagsprøve fra artiklen, der kan læses i sin helhed på Altinget.dk.
“Fem år er lang tid i politik.
Men længere tid siden er det ikke, at den daværende formand for Dansk Landbrug, Michael Brockenhuus-Schack, skrev til den daværende miljøminister Troels Lund Poulsen (V) med konkrete indspil til den Grøn Vækst-plan, som VK-regeringen syslede med.
Et af landbrugets indspil var randzoner:
“Randzoner er et meget effektivt virkemiddel til at reducere tabet af næringsstoffer og pesticider til vandmiljøet. Desuden fremmes natur og biodiversitet,” hedder det i brevet fra Axelborg dateret 17. november 2008.
Få måneder efter spillede Dansk Landbrug og Landbrugsraadet offensivt ud med deres eget bud på en Grøn Vækst-plan. Også her indgår randzonerne. “Natur, biodiversitet og drikkevand skal sikres og fremmes, blandt andet ved obligatoriske sprøjtefri 10 m randzoner langs alle målsatte søer og vandløb,” hed det i landbrugets oplæg.
Og landbruget blev hørt. Da VK-regeringen få måneder efter præsenterede Grøn Vækst, var de obligatoriske randzoner en del af udspillet.
Fem år efter ser billedet unægteligt anderledes ud.
Både landbrug, Venstre og Konservative tordner sammen med DF og LA imod randzonerne. Det har de gjort længe. Det nye er, at der også internt i regeringen er opstået tvivl om randzonerne… (forts. på dette link)