Ved det årlige landsmøde 24. februar 2018 i landsforeningen Frie Bønder – Levende Land holdt lektor, cand. oecon. og ph.d. Jan Holm Ingemann et længere indlæg. Vi bringer her et referat ved bestyrelsesmedlem, agrarøkonom Henrik Kuske Schou.
Jan Holm Ingemann fortalte først om sin forskning omkring landbrugets strukturudvikling gennem de sidste 40 år. Han er enig med Frie Bønder – Levende Land, at strukturudviklingen er forkert.
Han bygger det blandt på en rapport, som overvismand Hans Solten kom med i 1976. Den konkluderede allerede dengang, at landbruget ikke tjener penge på primærdriften, og man som udgangspunkt kun ønskede snablen ned i de offentlige kasser.
Vores indtræden i EF i 1973 medførte, at vi fik adgang til forskellige støtteordninger. Landbruget ønskede at sætte produktionen op, og den er tredoblet i perioden fra 1955 – 1990. Til gengæld er landbrugets bruttofaktorindkomst i samme periode halveret, og er stadig faldende. Det er således en myte, at dansk landbrug har betydning for samfundsøkonomien. Gælden vokser og indtjeningsevnen falder.
Til gengæld vil man i den største landbrugsorganisation ikke er erkende dette forhold. Flere gange har man benægtet, at det forholdt sig sådan. Holm Ingemann har selv prøvet indirekte at blive truet via bank, rektor og medier, da man fra Axelborgs side betragtede ham som utroværdig. Problemet er, at man i Landbrug & Fødevarer tror, at bare vi bliver ved med at producere, så stiger indtjeningsevnen.
Hvad er årsagen
Den primære årsag er den institutionelle økonomi – altså sammenhængen mellem produktion, samarbejde, afsætning mv. og så det økonomiske resultat.
Mere produktion = mindre dækningsbidrag pr. produceret enhed. Her har organisationer spillet en væsentlig rolle, idet de har udstukket nogle spilleregler og normer. Man ofrede det mindre landbrug, og udbyggede produktionen på de store.
Det kræver en ændring af organisationers selvopfattelse og rolle, hvis man skal ud af dette. Spørger man Landbrug & Fødevarer tror de stadig, at øget produktion er vejen frem.
Grundtvig, Skjoldborg og Aakjær
Grundtvigs tanke var at give bønderne uddannelse og dannelse. For på den måde kunne vi ændre normer og vaner, og opbygge en institutionel kapacitet. Vi fik opbygget højskolerne. Pludselig kunne bønderne tage ansvar og initiativ selv. De behøvede ikke længere vente på herremanden eller ridefogeden satte dem i gang.
Omkring 1860 blev landbruget ramt af kornsalgskrisen. Bortset fra lidt studeproduktion, var produktionen mest baseret på kornavl til eksport til blandt andet England. Men sejlskibene gjorde det muligt for englænderne at fremskaffe billigere korn fra blandt andet Rusland. Det ramte landbruget hårdt. Især da produktionen skete på godser og herregårde. Det blev også en social katastrofe, da der ikke var råd til husmænd og landarbejdere.
Men så fandt husmænd, præster og arbejdere sammen, og fik oprettet andelsbevægelsen. I 1892 kom det første andelsmejeri i Hjedding. Men husmændene kunne ikke få lån, så oprettede andelskasser og sparekasser. På 20 år fik vi 1200 andelsmejerier.
Politisk skete der også ændringer, idet bønderne danner Venstre og husmændene Radikale Venstre som en modvægt til Højre (herremændene).
Der skete en omlægning til animalsk produktion, primært mælk og svinekød. Senere også æg, som især kom fra de mindre brug.
Forfatteren Johan Skjoldborg var med til at danne den første husmandsforening. Og digteren Jeppe Aakjær var meget skarp politisk. Han var med til at bane vejen for oprettelse af nye husmandsbrug. Hidtil havde husmænd kun haft havelodder, en gris og lidt fjerkræ. Nu skulle brugene have en størrelse, så de slap for at gå på arbejde på herregården.
De første udstykningsforeninger kom i gang, og i løbet af 40 år kom der ca. 100.000 nye landbrug. Mange familier fik et selvstændigt, men til tider fysisk hårdt liv på de små brug. Men pludselig vendte det hele.
Husmandsbrugenes nedgang
Som følge af overproduktion i slutningen af 1950’erne, faldt landbrugets indtægter markant.
Vi fik samtidig mekaniseringen med både traktorer og maskiner. De mindre brug blev nedlagt på stribe. Senere også mange mellemstore landbrug.
Men produktionen blev øget, og det med støtteordninger. Først fra staten, og senere EF (EU). Det har medført øget gæld, og en stor afhængighed af støtte.
Løsningen – Fremtidens landbrug
Skal vi have unge ind i landbruget, skal vi have en anden struktur.
De unge er så småt ved at opdage at Kejseren (Landbrug & Fødevarer) ikke har nogen klæder på. Især når man fastholder budskabet med, at vi skal producere endnu mere. Og de unge skal være parate til at tage sagen i egen hånd. Også selvom de kan rende panden mod en mur.
Hvem siger det er muren, der holder?
Holm Ingemann lagde i sit indlæg ikke skjul på, at han ser Frie Bønder – Levende Land, som den eneste sande arvtager til husmandsbevægelsen, selvom han også påpegede et par problemer: Vi er for få, alderen på os bønder er høj, og vi mangler ressourcer. Men han ser Dalby-modellen som en mulighed for at skaffe mere liv på landet.
