En kridhvid forside med årstallet ”2020” i meget kraftige sorte typer som i en dødsannonce, men med et rødt kryds hen over tallet. Under krydset blot ordene ”Det værste år nogensinde” (The worst year ever) i diskrete typer.

Forsiden på det amerikanske nyhedsmagasin TIME den 14. december 2020 udtrykte en hel verdens forskræmte følelser ovenpå tolv måneders corona-mareridt. Imidlertid illustrerer forsiden også, hvor kort den historiske erindring rækker. Betegnelsen ”Det værste år nogensinde” holder kun, hvis målestokken blot er mands minde.

Vi behøver vel bare at erindre om 1918, hvor influenza dræbte 50 til 100 millioner mennesker, for det meste unge voksne. Eller tænk på 1349, hvor den sorte død, pesten, udslettede halvdelen af Europas befolkning.

Men spørg en middelalderhistoriker, hvilket år der var det værste nogensinde, og svaret lyder: “536”. En mystisk tåge indhyllede Europa, Mellemøsten og dele af Asien i mørke, dag og nat – i 18 måneder. ”For solen udsendte sit lys uden lysstyrke, ligesom månen, gennem hele året,” skrev den byzantinske historiker Procopius.

Temperaturerne i sommeren 536 faldt 1,5 til 2,5 ° C, hvilket startede det koldeste årti i de seneste 2300 år. Sneen faldt den sommer i Kina; afgrøder mislykkedes; folk sultede. Derefter, i 541, ramte byldepesten den romerske havn Pelusium i Egypten, og det, der blev kaldt den justinianske pest, spredte sig hurtigt og udslettede en tredjedel til halvdelen af ​​befolkningen i det østlige romerske imperium og fremskyndede romerrigets sammenbrud.

En ultrapræcis analyse af is fra en schweizisk gletsjer har udpeget synderen. Et katastrofalt vulkanudbrud formentlig på Island eller i Nordamerika udspyede aske over den nordlige halvkugle tidligt i 536. To andre massive udbrud fulgte, i 540 og 547, og efterfulgt af pest kastede disse eruptioner Europa ud i en økonomisk stagnation, der varede i mere end 100 år.

Så nej – corona-pandemien er ikke det værste anslag, menneskeheden har måttet gennemleve, men vi, de nulevende, har aldrig oplevet noget lignende. 2020 skriver sig ind i vores personlige verdenshistorie som et år i noget nær permanent undtagelsestilstand.

Os, der er vokset op i Danmark siden 1945, har stort set kun set en verden i fremgang, om end med bump som Korea-krigen, Vietnam-krigen, Afghanistan-krigen og et par andre mindre krige. Efter Murens Fald i 1989 har vi alle og ikke mindst vores børn taget det for givet, at verdenssamfundet altid ville udvikle sig i en positiv retning. Den barnetro begyndte at krakelere med klimaforandringerne og biodiversitetskrisens hastige udvikling, og nu har cotona-pandemien endegyldigt taget livet af den.

“Den vigtigste lære er, at intet nogensinde bliver som før. Det er den bitre erkendelse, at der vil ikke være noget ”normalt” at vende tilbage til. Hverken for dig eller mig – eller for agroindustrien. ”Renewal – not return” er kodeordet for fremtiden”

Hvor bizart det end kan lyde, betød corona-pandemien en opbremsning i klimaforandringerne og dermed den verdensomspændende ødelæggelse af naturens mangfoldighed. På grund af den globale lockdown faldt udslippene af klimagasser og forbruget af naturresurser målbart. I 2020 landede planetens årlige ”overforbrugsdag” den 22. august, og det var tre uger senere end året før. Overforbrugsdagen er defineret som den dato i løbet af året, hvor verdensbefolkningen har forbrugt flere ressourcer, end kloden kan nå at gendanne.

Vi ligger stadig flere måneder tidligere fremme end tilbage i 1970’erne, hvor man startede med at registrere Jordens overforbrugsdag, men pandemien har mindsket vores CO2-aftryk med 14,5 procent i forhold til 2019. Det er tankevækkende.

Så håb er der. Mørke tider opstår ikke kun, fordi solen aldrig skinner, men oftest på grund af manglende lederskab. Så ja – men fremtiden tilhører de kække.

Denne hilsen er derfor skrevet som en opfordring til alle ledere i samfundet – offentlige såvel som private – om at se i øjnene, hvad der virkelig er sket og forstå konsekvenserne af, hvordan vi forbruger, transporterer, investerer, regulere og organiserer samfundet. Og til landbruget – stop dog op og se, hvordan vi dyrker jorden og behandler industridyrene…

Denne hilsen er lige så vel skrevet som en ledetråd, en vejviser og en inspirationskilde for dem, der kerer sig om fremtiden. Ikke bare deres egen, men også den der venter vores børn og børnebørn.

Fremtiden formes af dem, der har visionerne. Ellers bliver det bare nutiden, der fortsætter uændret. Det er vi næppe mange, der ønsker skal ske efter at have gennemlevet ”det værste år nogensinde”. Så lad os komme i gang. Vel mødt i det nye år.

Druebjerggård, 31. DECEMBER 2021

Kjeld Hansen

GODT NYTÅR!