“Mere natur kræver samarbejde” skriver Claus Lind, formand for Danmarks Jægerforbund i Jyllandsposten, 10. marts 2014. Her er hans indlæg:
Først og fremmest velkommen til miljøminister Kirsten Brosbøl og fødevareminister Dan Jørgensen. Jeg glæder mig til at samarbejde med jer for at sikre mere og bedre natur i f.eks. det åbne land. Skal det lykkes, kræver det, at I begge gør en indsats for at ændre landbrugsstøtten, så landmænd belønnes for at gøre det rigtige for naturen.
Det begyndte ellers med et ordentligt skud optimisme, fordi der stod nedenstående i regeringsgrundlaget fra oktober 2011: »Arter som agerhøne og hare, der tidligere var karakteristiske for det danske agerland, er i dag på listen over udsatte arter (…) Regeringen vil derfor nedsætte en hurtigt arbejdende, uafhængig natur- og landbrugskommission (…) Regeringen vil udnytte mulighederne for at bruge en del af landbrugsstøtten fra EU til naturformål.«
Natur- og Landbrugskommissionen har i sin rapport peget på mulighederne. Landbrug & Fødevarer, Danmarks Naturfredningsforening, Dansk Skovforening, Dansk Ornitologisk Forening, Friluftsrådet, Dyrenes Beskyttelse og Danmarks Jægerforbund er i store træk enige om, hvad der skal til.
Dermed skulle der være god grund til at håbe på bedre tider for naturen i agerlandet. Der er mange gode viljer, men der mangler stadig noget afgørende, før jeg løfter armene i begejstring, nemlig at landbrugsstøtten ændres, så landmænd anspores til – og ikke som nu straffes for – at forbedre naturen.
Det er desværre stadig sådan, at den største barriere for gennemførelse af miljø-, natur- og vildtplejetiltag er usikkerhed og risiko for økonomisk tab pga. disharmoni mellem enkeltbetalingsansøgningens indberetninger og markernes faktuelle tilstand.
Erfaringerne viser også, at de landmænd, som allerede tager miljø-, natur- og vildtplejehensyn og lader naturen udvikle sig naturligt, rent faktisk ofte er i fare for at miste landbrugstilskud, fordi markerne ikke længere lever op til de politisk bestemte produktionsvilkår, som EU-lovgivningen dikterer. Samtidig er lovgivningen på flere områder skruet sammen således, at det at have natur på sin ejendom rent faktisk kan vise sig at spænde ben for den øvrige landbrugsdrift.
Der er talrige eksempler på landmænd, der gerne vil lade deres marker overgå til mere naturvenlige driftsformer. Der gives bare ikke mulighed fra myndighederne for, at de kan gøre det. Så snart en mark bliver vandlidende og skaber levesteder for dyrelivet i det åbne land, er landmanden i risikozonen for at miste tilskud til marken.
I det seneste arbejde med at implementere landdistriktsprogram 2014-2020 kan vi endnu en gang konstatere, at til trods for, at de grønne organisationer gang på gang udpeger løsninger for myndighederne, undlader myndighederne at lade sig inspirere. I det kommende landdistriktsprogram er der lagt op til en ensidig prioritering af økologi og klima.
I udkastet til det nye landdistriktsprogram er der ikke tænkt i øgede muligheder for at udbygge og forbedre naturen i det åbne landbrugsland.
Med to nye ministre i regeringen synes jeg, at vi skal minde hinanden om de gode hensigter i regeringsgrundlaget.
