Hør programmet på Deutschlandfunk. Klik her.

Den globale tendens til at erhverve landbrugsjord som et spekulationsobjekt har for længst ramt Tyskland. Internationale virksomheder og kapitalfonde kan – som ikke-landbrugere – ikke erhverve landbrugsjord. Men de opkøber i stedet landmændenes aktier i landbrugskooperativer i det tidligere i Østtyskland og sætter så landmændene ind som administrerende direktører.

Denne fremgangsmåde er lukrativ for landmændene – især da jordpriserne stiger, når jorden bliver knap. Men det øger også forpagtningspriserne, som uafhængige småbønder skal betale. Resultatet er konkurser – som tiltrækker flere investorer.

EU-tilskuddene gives til antal hektar og ikke til antal jobs, hvilket bidrager til at gør “landgrabbing” profitabelt, men affolker landdistrikterne.

Afhængig af hvilken region, der ses på, sidder investorerne allerede på mellem 20 og 50 procent af markerne og engene, især i de nye forbundsstater. Investorerne beslutter også, hvad der skal dyrkes. Energiafgrøder – majs, raps, sukkerroer – giver det højeste økonomiske udbytte. De dyrkes som monokulturer på marker, der i gennemsnit er på 30.000 hektar,  og de forarbejdes med store maskiner. Resultatet er tab af flere jobs. EU-tilskud betales pr. hektar, ikke pr. job.

Udviklingen i ejerskab gør det umuligt for den tyske forbundsregering at gennemføre sin landbrugspolitik til fordel for landbefolkningen. Og hvad siger lovgivningen? regionale love og forbundslovgivningen blokerer hinanden.

Produktion: Dlf 2018

Læs også:

Landgrabbing i Tyskland? (PDF)

Landgrabbing i Tyskland? (Tekst-version)

Comments are closed.