Den globale tendens til at erhverve landbrugsjord som et spekulationsobjekt har for længst ramt Tyskland. Internationale virksomheder og kapitalfonde kan – som ikke-landbrugere – ikke erhverve landbrugsjord. Men de opkøber i stedet landmændenes aktier i landbrugskooperativer i det tidligere i Østtyskland og sætter så landmændene ind som administrerende direktører.
Denne fremgangsmåde er lukrativ for landmændene – især da jordpriserne stiger, når jorden bliver knap. Men det øger også forpagtningspriserne, som uafhængige småbønder skal betale. Resultatet er konkurser – som tiltrækker flere investorer.
Afhængig af hvilken region, der ses på, sidder investorerne allerede på mellem 20 og 50 procent af markerne og engene, især i de nye forbundsstater. Investorerne beslutter også, hvad der skal dyrkes. Energiafgrøder – majs, raps, sukkerroer – giver det højeste økonomiske udbytte. De dyrkes som monokulturer på marker, der i gennemsnit er på 30.000 hektar, og de forarbejdes med store maskiner. Resultatet er tab af flere jobs. EU-tilskud betales pr. hektar, ikke pr. job.
Udviklingen i ejerskab gør det umuligt for den tyske forbundsregering at gennemføre sin landbrugspolitik til fordel for landbefolkningen. Og hvad siger lovgivningen? regionale love og forbundslovgivningen blokerer hinanden.
Produktion: Dlf 2018
Læs også:
Landgrabbing i Tyskland? (PDF)
Landgrabbing i Tyskland? (Tekst-version)
