Det åbne landskab, det brændte land, ah, den hærgede jord; dér gror ve, dér har ve hjemme.
Hug træerne om, riv rødderne op, brænd underskoven af; dér vokser ve.
Rasér landet, ødelæg mulden, grav mosen op, udpin jorden; dér kommer ve.
Pløj jorden i stykker, harv den flad, kør jordbunden i smadder; dér gror ve.
Forgift alt levende, hæld benzinen ud, brænd horisonterne ned; dér spirer ve.
Krudturter er pleje af den forstyrrede jord og hjælp til vegetation i nød. Ve beskytter jorden med rødder, ve holder på vandet og nærer bakterier og insekter.
Ve er det første strøg af farve over landskabet. Ve vokser til og vokser tæt. Ve er vegorama fra kyst til kyst.
Ve vokser i afbrændte tomter, i fældede skove, i tomme huse. Ve vokser i forladte miner, i bombekratere, i sprænghuller. Ve dækker den lille plet og den store katastrofe.
Ve vokser ind mellem fliser og belægninger, i indkørsler, i tagrender, i brønde. Ve vokser i nedbrændte huse, i forladte bygninger, i ødelagte fæstninger.
Ve vokser ind over øde marker og tomme gårde. Ve vokser frem over veje og stier. Ve udvisker haver og slagmarker, ve dækker gravpladser og lossepladser, ve overtager landsbyer og storbyer.
Ve minder umaner om, at livet er forgængeligt. Ve minder umaner om, at kun ve kan overlefe.
Kun ve er viljen, værket og væksten; disse tre, og af dem er væksten den største. Eller værket er størst. Eller viljen er størst. Lige meget. Kan det, vil det, har det.
Først tager ve marken, så tager ve heden.
Så tager ve parken, så tager ve skoven.
Siden tager ve mosen, marsken og fjeldet.
Til sidst tager ve isen, havet og polerne.
Jacob Gammelgaard, 2023.
