”At stille sig op som landets statsminister og sige: I Danmark er det forureneren der betaler – det er ligesom at stille sig klar til at få et bat i ansigtet med vilje!”
Michael Schøt leverer råt for usødet, men ganske elegant, den kommentar, som vi alle sammen går og tygger på – men han siger det!
HUSK AT SKRUE OP FOR LYDEN!
Nyd hans rablende 5 minutters tale om det store svigt og fupnummeret med ’forureneren betaler’ – læs derefter professor Peter Paghs noget mere afdæmpede, men nok så indsigtsfulde forelæsning om ’forureneren betaler’-princippet i dansk lovgivning. Den kommer her!
Forureneren betaler-princippet
Forureneren betaler-princippet er et økonomisk princip om, at virksomheder selv skal betale for forureningsbegrænsende tiltag og opretning efter miljøskader; offentlig støtte er konkurrenceforvridende. Desuden kan virksomheder ikke få erstatning for ekstra, pålagte udgifter til forureningsbegrænsning.
Princippet blev formuleret af OECD i 1972 som polluter pays principle (PPP) og sås som et redskab inden for regulering af samhandel. På linje hermed blev PPP adopteret af EU i 1975, hvor det understreges, at skattefinansiering af kravene til forureningsforebyggelse måtte anses som ulovlig statsstøtte, der kun i få tilfælde kunne forventes godkendt af EU. PPP blev ligeledes lagt til grund ved vedtagelsen af Miljøbeskyttelsesloven i 1973.
Princippet medfører ikke, at virksomheden er erstatningsansvarlig for hændelige miljøskader, medmindre der i loven er hjemmel for et sådant skærpet ansvar. Et sådant skærpet ansvar er indført for listevirksomheder i Miljøerstatningsloven, for havforurening fra skibe i Havmiljøloven og for erhvervsmæssigt forvoldt jordforurening i Jordforureningsloven. Når EU’s miljøansvarsdirektiv bliver gennemført i dansk ret, vil det skærpede ansvar for miljøskader blive udvidet til flere aktiviteter.
I økonomisk teori indgår princippet som begrundelse for miljøafgifter ud fra den teoretiske antagelse, at afgiften skal sættes til værdien af de økonomiske tab, som virksomhedens forurening påfører omgivelserne. Dette betegnes tillige som internalisering af virksomhedens miljøeksternaliteter, se miljøøkonomi.
Skrevet af professor, dr.jur. Peter Pagh.
Senest ændret: 2. maj 2021.
Pagh, Peter: forureneren betaler-princippet i Den Store Danske på lex.dk. Hentet 27. januar 2024 fra https://denstoredanske.lex.dk/forureneren_betaler-princippet
Nej, jeg synes, han er vildt overgearet, så budskabet bliver sløret af budbringeren.
Nu løses problemerne jo ikke helt ved smarte tiltag, men jeg kan ikke lade være med at gøre opmærksom på følgende, som min gode ven Thorvald Thomasen fra Thy gjorde mig opmærksom på for nogle år siden: Lovgivningen skelner mellem punktkilder og diffuse kilder. Landbrugets udledninger af kvælstof mm., som overvejende sker via drænrør ud i søer og vandløb, betragtes og fortolkes af uransagelige grunde af myndighederne som diffuse udledninger, som forureneren/udlederen ikke har noget specielt stort ansvar for. – Men i alle andre sammenhænge er det, der kommer ud af et rør en punktkilde, hvor lovgivningen fortolkets langt skrappere mht. forurenerens ansvar. – Hvis vi besluttede, at landbrugets udledning via drænrør var punktkilder, så havde vi vel nok nogle mere slagkraftige redskaber. Jeg mener at vide, at lovgivningen fortolkes på den vis i Sverige.