Af Niels Poul Dreyer, skovejer og naturforvalter, og Lisel Vad Olsson, politisk ordfører Veganerpartiet
Organisationen Landbrug og Fødevarer har fået en ny formand ved navn Søren Søndergård. I et indlæg i Avisendanmark.dk skriver han som debutant følgende:
”Forståelsen for livet på landet og landdistrikternes arbejdspladser er mangelfuld hos beslutningstagere og meningsdannere med base i de store byer.”
Landbruget har valgt som strategi at køre en kampagne for at fastholde en eksisterende masseproduktion af kød til faldende priser, ved at spille på ”land mod by” konflikten.
Det er som om, at landbrugets organisationer tager ejerskab for alle borgere, som bor i provinsen og giv
er sig ud for at repræsentere “vores fælles interesser” imod en elitær bybefolkning.
Det kan landboorganisationerne ikke tillade sig at gøre, fordi der er meget stor uenighed blandt landets beboere om, hvad det gode liv på landet er. Rent faktisk føres der en krig her ude på landet mellem borgere og landbruget! Ingen andre borgere lider mere under industrilandbrugets forurening end landbefolkningen.
”Når debatten om retfærdighed koger ude i forsamlingshusene i de små provinsbyer, hører vi typisk fra landbrugets repræsentanter følgende: ”Hvis du ikke kan lide lugten på landet, så flyt til byen.” Det er nemt sagt, men svært at gøre, når ens hus er blevet mere eller mindre værdiløst på grund af udvidelser af et husdyrbrug”
Selv ejendomsretten gælder ikke for borgerne på landet. Når en række borgerlige politikere råber op om ejendomsrettens ukrænkelighed i fx minksagen, så ser de helt bort fra naboernes retstilling.
I Dagbladet Information den 14. december kunne man læse en artikel om naboer til en tidligere minkfarm: “Jørgen Olsen og Helle Jonassen har oplevet mange gener som naboer til en minkfarm – blandt andet et fald i deres hus’ værdi. Men efter at farmens mink er blevet slået ned, er det slut med søvnløse nætter, økonomiske vanskeligheder, forbrugslån, lugtgener, fluesværme, mågeflokke og mågelort for naboparret. På få dage er deres bolig steget med op til 400.000 kroner i værdi”.
Jeg har selv for et par år siden været til et borgermøde i landsbyen Mannerup ved Osted, Roskilde, hvor Lejre Kommune stod magtesløs over for en svinefabriksudvidelse. Kommunen havde ingen lovhjemmel i husdyrsbekendtgørelsen til at kræve, at landmanden skulle bygge stalden et andet sted på sine mange matrikler. Den valgte placering lige vest for landsbyen ville påføre beboerne enorme økonomiske tab, selvom disse tab kunne formindskes betydeligt ved at vælge en anden placering for anlægget.
Her, hvor jeg selv bor ved Tystrup, har vi haft en sag om at håndhæve en miljøgodkendelse for et svinebrug. Her var der i en tidligere miljøgodkendelse et krav om, at en luftafkastningsinstallation skal filtrere udledninger fra svinebrugets stald. Anlægget virkede ikke, og i forbindelse med en udvidelse blev ulovligheden lovliggjort. I øvrigt var det umuligt at få Næstved Kommune til at opretholde sin egen tidligere miljøgodkendelse. Det betyder, at hvis producenten ikke har vilje til at overholde et teknisk krav om rensning, får man på en eller anden måde en ny tilladelse, der lovliggør ulovligheden.
Vi skal holde os for øje, at en række miljøkrav for landbruget blev lempet af den borgerlige regering, da den omstridte landbrugspakke blev vedtaget i starten af 2016.
Det stopper ikke her.
Trods negative klimaeffekter poster regeringen atter 250 mio. støttekroner i mere svinekød
I dette år skyder nye svinestalde op rundt omkring på landet, især fordi regeringen via EU’s støtteordning for landdistriksmidler har ydet 250 millioner kroner i tilskud til opførelse af nye svinefabrikker. Skatteyderne betaler således direkte til at få ødelagt livet på landet og værdiforringelse af deres hjem. Penge der burde gå til miljøfremme og diversitet, så nye innovative og mere bæredygtige landbrug kunne opstå. Landbrug, som de fleste af os kunne være stolte af.
Når debatten om retfærdighed koger ude i forsamlingshusene i de små provinsbyer, hører vi typisk fra landbrugets repræsentanter følgende: ”Hvis du ikke kan lide lugten på landet, så flyt til byen.” Det er nemt sagt, men svært at gøre, når ens hus er blevet mere eller mindre værdiløst på grund af udvidelser af et husdyrbrug. I en sådan situation, kan en ejer af en sådan ejendom flytte væk med en gæld på op til 1 million kroner.
Vi borgere ønsker at stille politikerne det simple spørgsmål: Må vi være her? Eller er landet kun forbehold industrilandbruget?
Ja det er ufatteligt, er vores politikere fuldstændig blæste for fornuft, siden de bliver ved med at poste skatteyderkroner i et erhverv der er “Forgældet, Forgiftet og Fordømt”. Det er landbrug som dette, der skal støttes: https://www.andelsgaarde.dk/ , så der igen kan blive dejligt ude på landet.