Andægtigt knælende, nogle nærved næsegrus slog en lille skare mestendels modne mænd med stråhatte, kasketter og andet skærmende hovedtøj en solrig dag i slutningen af maj sidste år rundkreds på en tør strandvold på østkysten af Hindsholm. I centrum var ét eneste eksemplar af den lille orkidé salep-gøgeurt, her på plantens sidste fynske voksested. Kostbare kameraer knitrede. Blomsten var i begyndende nedvisning, så det var mere ekstrem sjældenhed end egentlig skønhed, der var i fokus.
I den modsatte ende af sjældenhedsskalaen er billedet noget anderledes. Her kan man f.eks. tænke på maj måneds gule kaskader af mælkebøtter. De skal sandsynligvis tælles i milliarder – og mange haveejere og andre raser over dette fandens ukrudt og kan være parate til at trække sprøjten. Insekterne ser anderledes på det – de slår summende kreds om hver enkelt blomst, før de lander med lyst.
Der er ikke noget mærkeligt i, at nogle arter er talrige og andre er fåtallige. Biodiversitet handler om både antal arter og individer, og det er et gennemgående mønster, at ret få arter er meget almindelige, mens mange arter er ualmindelige. Til sidstnævnte gruppe hører den smukke leverurt, heldigvis i mindre ekstrem grad end Fyns sidste salep-gøgeurt.
I august var medlemmer af Dansk Botanisk Forening, ”Fynskredsen” atter i felten, denne gang på græs vest for Arreskov Sø, med venlig tilladelse fra lodsejeren. For hundrede år siden var her søbund, inden man sænkede søens vandstand for at lette tørvegravningen i de lave omgivelser. Nu er der eng med græssende kreaturer, på ugødsket, kalkrig bund og med en usædvanlig rig flora, som illustrerer det føromtalte mønster. På et bagtæppe af de allestedsnærværende græsarter som eng-rapgræs og svingel finder man her en længere række ualmindeligheder, ikke mindst efter fynske normer, som sump-hullæbe, loppe-star, krognæb-star, kødfarvet gøgeurt, djævelsbid, hjertegræs m.fl., foruden de notoriske sjældenheder eng-ensian og leverurt.
Leverurt har en statelig fremtoning. Øverst på en rank, ugrenet stængel sidder en enkelt stor og hvid blomst med en ejendommeligt kunstfærdig opbygning. Den er symmetrisk, med fem kronblade som af kostbart hvidt fløjl og med gennemskinnelige årer. Omkring det centrale, fire-tallige støvfang sidder i alt ti støvblade i krans, skiftevis af to forskellige slags: en med nektar og en med pollen. Førstnævnte ligner små, yndefuldt mangearmede kandelabre, tændt af en glinsende gulgrøn nektardråbe. Sidstnævnte ligner slanke, hvide arme med en pollenhåndfuld – ved begyndende blomstring nænsomt bøjet ind over støvfanget, siden strakt ud i femstjernesymmetri. Således får de besøgende insekter, tiltrukket af blomstens svage duft, kontakt med både nektar og pollen. Nederst på planten sidder et enkelt, hjerteformet stængelomsluttende grønt blad. Alt i alt en eksklusiv skønhed.
Med det botaniske holds samlede antal øjne lykkedes det også at finde eng-ensian i leverurternes umiddelbare naboskab. Her skal man virkelig pudse brillerne – det er en lille og spæd art, der kun trives i kort engvegetation, og i dag blot fem steder på Fyn. Eng-ensian er en svag skygge af de større og mere prangende ensianarter, som flere vil kende fra vestjyske hedemoser og alpesætere. Blomsterne ligner små blegblå gasflammer på lavt blus, antændt fra en munding af smalle, spidse og grønne bægerblade. Meget mere end fem centimeter er planterne ikke, og de fleste måtte helt ned på maven for at tage den lille skønhed i øjesyn. Heldigvis var der flere end én eng-ensian – nok mere end tyve.
Så smukt beskrevet 🤗