Bidstrupskovene øst for Gyldenløveshøj gemmer på moser og enge, hvis udnyttelse til brændsel og hø førhen har haft livsvigtig betydning. I dag fremstår disse områder som store og idylliske lysninger i skoven med en righoldig flora og fauna med mange sjældne arter. Det hele folder sig livsaligt ud på en solfyldt skærsommerdag, men død og drama er til alle tider en del af virkeligheden
Den skovdækkede Gyldenløveshøj, Sjællands højeste punkt på 126 meter, gør ikke megen væsen af sig og byder ikke just på himmelbjergsagtige udsigter. Endnu mere diskret gemmer de omkringliggende skove på gamle tørvemoser og græslysninger, som på en anden måde har været forbundet med liv og død for folk og fæ: Tørv til komfur og kakkelovn og sommerens bjærgede hø til kreaturer på stald har været afgørende for at komme helskindet gennem fyrrenes fimbulvintre med knaphed på alt.
Her 80 år efter er dramakurven aftaget. I Bidstrupskovene øst for Gyldenløveshøj henligger skovmoser, som efter ophøret af tørvegravningens konstante og dybgående forstyrrelser har udviklet sig til værdifulde naturområder. Det våde og sure miljø er gradvis blevet indtaget af karakteristisk, men relativ artsfattig flora med flere arter lyng, tranebær, soldug, kæruld mm. Blomstringen vil kulminere sammen med højsommeren om et par måneder. Fattigkær kalder botanikerne denne sjældne naturtype.
Derimod har vedvarende drift med høslæt på mindst én af skovengene bevaret en anden værdifuld naturtype, såkaldt rigkær: Det er lysåben, fugtig eng, gerne på kalkholdig bund, med stor artsrigdom af både flora og fauna.
Kildeengen en solskinsdag i maj giver umiddelbart syn for sagn med sommerfugle og summende insekter over en rig og broget engflora, når man her med salmedigterens ord ”går blandt blomsterne i enge”. Det ånder livsalig idyl, men der er fortsat drama og lurende død på færde – nu blot i mindre skala. I de grønne og lysflimrende labyrinter nær den våde engbund sidder Krabbeedderkoppen på lur, på en stængel eller blad, parat til at overfalde, forgifte og fortære alt levende op til en vis størrelse, inklusive sommerfugle og andre edderkopper. Den har en umiskendelig anatomi med de forreste to par ben som lange, vidtfavnende fangarme, som slanke krabbekløer. Med de bagerste to korte par ben kan den bevæge sig akrobatagtigt og lynhurtigt gennem vegetationen, på idel jagt. Farven er også usædvanlig for edderkopper – den er som regel dødningeagtig vokshvid, hvis ellers ikke edderkoppen har fundet det opportunt at bruge sin kamæleonevne til at skifte kulør til noget mørkere.
Den lille og gudesmukke sommerfugl Aurora løber en vis risiko for Krabbeedderkoppens lynattak, når den kortvarigt lander på blomsternes rand for at tanke nektarbrændstof gennem sin knæbøjede sugesnabel. Men klarer den ellers frisag, vil Aurora-hannen med de lækkert orange og hvide vinger, mæt og tilfreds af nektar fra diverse blomster, fortsætte jagten på en parringsvillig hun. Når slægten skal føres videre, er den befrugtede Aurora-hun anderledes selektiv med blomsterne. Æggene lægges udelukkende på planter af korsblomst-familien, og i Kildeengen helst på de talrigt blomstrende Engkarse, en art som de fleste andre steder er i tilbagegang. Når larverne klækkes en lille uges tid efter, er de kritisk afhængige af korsblomstens næringsrige frøskulper. Aurora-hunnen skal nøje tilpasse tidspunktet for æglægningen på Engkarse-planterne, således at skulperne er nyudviklet og bløde, netop al dente til de nyklækkede larvers spæde munddele. Er timingen forkert, dør larverne af sult. Blot to-tre uger senere forpupper larverne sig, men så går der til gengæld hele 10-11 måneder, før Auroraens livscyklus er fuldendt, nemlig når forvandlede nye sommerfugle sprænger sig vej ud af puppen og kommer på friske auroravinger næste forår.
Kildeengen klæder sig i flotteste skrud i løbet af maj, med rødviolet fra Maj-gøgeurt, blåt fra Krybende læbeløs, hvidt fra Tvebo baldrian og gult fra Bidende ranunkel og Engkabbelejer, hvor det er vådest. Smørblomsten over dem alle, den sårbare Engblomme, har her en stabil bestand og sender i disse uger sine store, kernefede smørkugleblomster op på ranke stængler. Alt sammen på et frodiggrønt bagtæppe af stort artsudbud af græsser, siv, frytler og starer.
Hen mod slutningen af juni er det meste af engfloraen bestøvet og afblomstret og har smidt frøene. Så rykker et talstærkt og dedikeret høslætlav ind med hvæssede leer og river og gør fordums naturvenlige driftsform kunsten efter, dog uden at hø i hæs i dag spiller samme livsvigtige rolle som førhen. Indsatsen er stærkt medvirkende til at opretholde en sund balance i rigkærets kulturnatur med dets myldrende liv af flora, insekter, krabbeedderkopper, fluesnappere, svaler, snegle, mider, tusindben og en del mere.
En spændende og flot beskrivelse af et stykke natur som jeg meget lidt omend ingen viden har om.
Kender Gyldenløves høj og har været på toppen nogle gange rundt på stierne.
Det bliver interessant at se, hvordan den smukke og mangfoldige natur i Bidstrupskovene udvikler sig, når Naturnationalparken med indhegning af “Store græssere” der skal “helårsgræsse” i skoven og på gamle enge bliver en realitet. Jeg er bekymret.
Tak for kommentarerne. Jeg deler “Skovtrolden”s bekymring om hvad der mere specifikt vil komme til at ske i den kommende NNP i Bidstrupskovene. Man er i planlægningen ikke nået så vidt som til at fastlægge typen af “store græssere” og dermed også typen af indhegninger. Jeg vil arbejde på at forhindre at vi skal have elg eller bison bag over to meter høje hegn. Hellere noget som i Allindelille Fredskov med afgræsning bag lave kreaturhegn. Den kulturnatur der følger af ekstensive driftsformer er jo særdeles artsrig og har indtil 1950 præget Danmark, hvor der har været drevet landbrug i over 7000 år. Det er Kildeengen et godt eksempel på.
Bevarelse og beskyttelse af den rige biodiversitet gøres nænsomt gennem leslåning, og ikke på rewildmåden, som vil ødelægge den sarte natur og biodiversitet. De slettedyr (husdyr som heste og kvæg) vil dødbide alt, selv de giftige planter, for rewilbiologerne vil ikke vinterfodre eller passe dyrene. De sætter for græsningstrykket alt for højt, og for mange dyr ind i indhegningen, velvidende, at mange af dyrene og biodiversitet vil dø… Det er IKKE naturbeskyttelse, men naturødelæggelse