Tiden er svanger med rekorder, især de varme: Hvid anemone i blomst den 10. februar i Hallindskov ved Svendborg. Dens grønne blade er sammen med alle andre planter med til at indfange atmosfærens kulstof. Flerårige planter, som f.eks. træer er særlig nyttige. Foto: Ian Heilmann

Lyset er på fremmarch og lægger nu omkring fem minutter til dagslængden – hver dag. Det er godt nyt for alle med hang til vinter-nedsat stemningsleje eller ligefrem depression. Januar var som bekendt rekordvarm, både herhjemme, i Europa og globalt set.

I disse år nærmest falder varmerekorderne over hinanden, medens kulderekorder udebliver. Aldrig har man vist før kunnet synge ”Grøn er vårens hæk” allerede her midt i februar – noget urovækkende er det.

Ian Heilmann

Men der er grund til at heppe på alt det grønne. Det er nemlig naturens egne biokemiske fabrik, der allerede har indledt produktionen. Det er lys og varme, der driver værket, som topper hen over sommeren, aftager igen og klinger ud sidst på efteråret.

Råmaterialerne er vand fra jorden, kuldioxid fra luften og energi i form af lys fra solen. Det er alt levende grønts mageløse forvandlingsnummer: Kæmpemolekylet ved navn klorofyl (græsk for ”gulgrønt blad”), som gør planter grønne, løfter ved sollysets energitilførsel de uorganiske molekyler vand og kuldioxid op på et organisk niveau, i sammenkoblet tilstand som energirige sukker- og stivelsesmolekyler. Som bonus følger frie ilt-molekyler.

Processen hedder som bekendt fotosyntese (græsk for ”lys-sammenkobling”), og kun grønne planter og visse alger kan kunsten. Hvad de ikke bruger selv, bliver der så dækket op med til dyr og mennesker: med føde og med ilt til at trække vejret og omsætte energien til bevægelse, forplantning, sang, dans, musik, sport og meget mere. Før eller senere vender det organiske atter tilbage til det uorganiske og ringen er sluttet. Det er naturen med alt det levendes eget geniale soldrevne stof- og energimøllehjul.

Fotosyntesen spalter vand for at frigøre H2 og binder CO2 i sukker. Figur: Wikipedia

Begrebet bæredygtighed i snævreste og oprindelige forstand går ud på at indordne sig dette cirkulære princip. Men det har vi gennem de sidste 200 år i stigende grad bevæget os væk fra. Først og fremmest ved at hente kulstof og kulbrinter op fra klodens fossile underetage, hvor det har ligget afsondret fra biosfæren i de sidste 100 mio. år. Det har ved afbrænding givet bekvem energi i ufattelige mængder, men nu kommer den ubekvemme regning i form af global opvarmning.

På en målestation på en af øerne i Hawaii-gruppen i Stillehavet, fjernt fra lokale udledninger, har man fulgt atmosfærens kuldioxid-indhold i snart mange årtier. Kurven fortsætter desværre med overordnet at kravle støt opad.

Stigningen udviser små savtakker som følger årets gang. Fordi langt det meste af klodens plantedække findes på den nordlige halvkugle, går kurvens takker ned i årets første halvår og op igen i andet halvår. Når det grønnes på nordlige breddegrader, suger fotosyntesen kuldioxid ud af atmosfæren, og om efteråret går det den anden vej, når det visner og fotosyntesen lukker ned. Det haster derfor med mere skov og anden flerårig vegetation til at hive mere kulstof mere permanent ned på jorden igen.

Og så forskes der ellers intenst i metoder til at kopiere naturens fotosyntese i koncentreret udgave ved hjælp af vindmøllestrøm til erstatning af sollys. En resulterende lagring af sol- og vindenergi i stor skala i form af flydende såkaldt electro-fuel vil være et tigerspring i den rigtige retning.

Skriv en kommentar