Agroindustrien skal omlægges til 100 procent økologisk landbrug, og dyrekødindustrien skal nedlægges. Dyrehold skal passe til landets størrelse, mener artiklens forfatter. Foto: Niels Andersen.

Planerne for omstillingen af landbruget er langtfra vidtrækkende nok. Den nødvendige landbrugsreform kræver politisk mod og er nødt til at være radikal

Dansk landbrug er en fiasko. Ikke i forhold til teknologisk udvikling, men i forhold til bæredygtighed og økonomisk fornuft, hvor de miljømæssige ødelæggelser regnes med.

Alt, der har med livet at gøre, er udeladt, og narrativet er, at vi producerer vores egne madvarer og mad til mange andre. Sandheden er, at vi importerer store dele af vores vegetabilske fødevarer (omkring 70 procent) og eksporterer det meste af den animalske produktion (omkring 90 procent).

Tilbage er så alle miljøkonsekvenserne af et landbrug, hvor jord er nærmest umuligt at tage ejerskab over for almindelige danskere. Det er umuligt at se konturerne af næste generation af landbrugere. Og den generation får ikke fod under eget bord.

Kilde: Danmarks Statistik.

Jordpriserne er stigende igen med direkte adresse til den såkaldte ’grønne’ trepart for landbruget, hvor Danmarks Naturfredningsforening var den eneste grønne organisation blandt forhandlerne – hvorfor i grunden?

Fakta er, som der stod at læse i Information, 30. juli 2024, at: »Der er nu kun 6.247 heltidslandbrug tilbage i Danmark. Mens de største bliver større, er det mindre, familieejede landbrug på vej til at forsvinde«.

Stærke kræfter står i vejen

Det er, som om uanset hvad vi drømmer om, taler om, planlægger skal ske for naturen, de indre farvande, for livet på landet, så sker der absolut ikke noget i praksis.

Fiaskoen er katastrofalt stor. De fleste i Danmark er magtesløse i forhold til at kunne handle for en fremtidig ansvarlig naturforvaltning med en sikring af mindst den nuværende biodiversitet og en forøgelse på sigt. Alle er magtesløse over for de store iltsvind i de indre farvande. Og at ét erhverv, landbruget, spænder ben for to andre, nemlig fiskeriet og turismen, er slet og ret dumt. De såkaldte blå turismeerhverv, en del af kyst- og naturturismen, har ellers et potentiale: I 2022 omsatte de for 81,2 milliarder kroner. 

Da det er meget få, der reelt sidder med magten, og de har stærke kræfter til at sabotere for eksempel en nedlæggelse af dyreindustrien, så skal der politisk vilje til de nødvendige reformer. Det kræver blandt andet en total omstilling af de nuværende herskende forhold.

Den konventionelle miljødestabiliserende måde, hvorpå man driver landbrugserhverv, der forurener grundvandet, udpiner jorden og presser biodiversiteten helt i knæ, skal til revision. Foto: Niels Andersen.

Det lyder utopisk. Men det er det, der skal til. Og det kan vel bedst sammenlignes med lukningen af minkerhvervet for fællesskabet. Det kunne man jo gøre og bruge erfaringerne herfra til at undgå endnu en skandale i Nordic Waste-klassen. Men landbruget har for længst været en skandale, som vi af besynderlige grunde accepterer og overser, måske netop på grund af dens enorme omfang.

Bud på en reel landbrugsreform

Organisationerne Øko-net og Frie Bønder – Levende Land arbejder for at sikre de små landbrug og landbrugsfællesskaber. Og selvfølgelig er det muligt. Alt andet vil blot fortsætte den destruktive kurs, vi har været på i de seneste 50 år, startende i en vedvarende acceleration, siden vi trådte ind i EU i 1972.

Vi skal have en reel landbrugsreform. Og vi skal tale om den åbent og forstandigt.
 Især skal den private ejendomsret til revision og debat, herunder kapitalisering af jord, og de mekanismer, som har ført til den herskende uorden med stigende jordpriser. Den konventionelle miljødestabiliserende måde, hvorpå man driver landbrugserhverv, der forurener grundvandet, udpiner jorden og presser biodiversiteten helt i knæ, skal til revision og hastigt ændres.

Den private ejendomsret skal til revision og debat, herunder kapitalisering af jord, og de mekanismer, som har ført til den herskende uorden med stigende jordpriser. Foto: Niels Andersen.

En landbrugsreform skal ikke ødelægge livet for nogen, men sikre livet for alle. 
GrøntMøde Sydfyn 2022 kom med et bud, som kunne danne grundlag for en videre samtale:

  1. Dansk landbrug skal reformeres og omlægges. Kulturen og naturen skal sikres
.
  2. 100 procent økologisk landbrug
.
  3. Dyreindustrien skal nedlægges. Dyrehold skal passe til landets størrelse
.
  4. Tilskud afskaffes. Højere betaling på landbrugsvarer – og prisregulering af fødevarer
.
  5. Nye ejer- og forpagtningsformer.
  6. Mindst 50 procent af landet skal være natur (store dele gerne hegnet og med store græssere).
  7. Nyt overblik over alle jorder. Jorder deles op i lavbundsjorder, naturnære, god landbrugsjord.
  8. Lokal fødevareproduktion og nye uddannelser
.
  9. Mennesker i landbruget og samhørighed mellem natur, by og samfund.
  10. Oplysning om behov og omlægning.
Lars Myrthu-Nielsen

Dét er en reel omstilling. Det er et træk i nødbremsen. Før den selv klodser i og blokerer. Fornuften skal sejre, og næste generation skal også have et land med et miljø og en natur, vi kan være bekendt. Det kan vi godt! Men det kræver handling og mod. Politisk mod. Folkets mod. Og befolkningens oplysning, viden og styrke for at sikre dette mod. Slut med humbug og plat for ussel mammon fra et fåtal af forvaltere af jorden i Danmark.

Lars Myrthu-Nielsen er økologisk husmand, daglig leder i øko-net.dk og bestyrelsesmedlem i Frie Bønder – Levende Land.

Bannerbillede: Hver dag det seneste år er der forsvundet 2,7 heltidslandbrug i Danmark. Der er nu kun 6.247 heltidslandbrug tilbage i Danmark. Mens de største bliver større, er det mindre, familieejede landbrug på vej til at forsvinde. Foto: Niels Andersen.

Visited 549 times, 549 visit(s) today

Kommentarer

  1. Annan Sørensen

    Overskriften kan misforstås!!
    Ellers er jeg i den grad enig med artiklens forfatter og i artiklens indhold.
    Men der er lige nu en tendens i nogle grønne grupper til helt at ville afvikle dyrehold i landbruget og det strider direkte IMOD NATURENS BEHOV.
    Vi har brug for dyrene i landbruget, naturligvis skal de have MERE DYREVELFÆRD og så skal antal af dyr stærkt nedsættes og tilpasses det dansk natur kan bære.

    De store dyrefabrikker skal væk, de er rent ud sagt en SKAMPLET!
    Hvordan kan vi tro vi kan spise mad der er sundt for os, når dyrene har så elendige forhold og aldrig kommer ud i frisk luft og solskin? Det må skyldes vores dybt skadelige opdeling af alting, så vi ikke ser helheden og ikke tænker i sammenhænge. Forbrugeren køber et stykke kød og kigger kun på prisen, mens kødets fortælling og oprindelse ‘hører hjemme et andet sted’ for mange mennesker. Men sådan kan livet ikke deles op eller forstås eller leves.

    Artiklen nævner ikke regenerativt landbrug direkte, men har heldigvis faren for udpining af jorden med. Jeg har fulgt økologisk dyrkning og landbrug hele mit voksne liv og som barn levede jeg tæt på naturen ude på landet. ;o) Regenerativ dyrkning af jorden er den store problem-knuser, fordi den kommer med ny viden vi egentlig burde have vidst instinktivt. Også økologerne har overset det, nemlig at svampe nede i jorden har en helt central og helt afgørende rolle overfor de andre organismer i jordbunden. Balancen mellem svampe og bakterier er enormt vigtig, men vi har modarbejdet svampene ved at jordbehandle alt for meget og intensivt. Og tilført livs-skadelig kemi i det konventionelle landbrug oven i købet.

    Regenerativ dyrkning giver mere frugtbar jord, også i det konventionelle landbrug. Højere næringsværdi i planterne og dermed vores mad. Det kan alle landmænd og fødevareproducenter forstå, så derfor er fx Carlsberg nu ude og direkte støtte regenerativt landbrug.

    Flere konventionelle landmænd bruger allerede regenerativ og pløjefri dyrkning. De oplever at kemien bliver mindre og mindre nødvendig. Helst burde de stoppe med den, ligesom hos alle økologer! Men det er gode tegn, at de oplever det ikke er nødvendigt med kunstgødning og sprøjtegifte, ja, at de direkte skader frugtbarheden i jorden. Frugtbarhed handler jo direkte om høst-udbytte og det er noget alle kan forstå, det viser sig også i økonomien. ;o)

    Og jo, vi kan ALLE HANDLE og gør noget, vi er ikke magtesløse:

    Vi skal naturligvis KØBE ØKOLOGISKE VARER!!
    Medierne, alle grønne foreninger, alle biologer!!, dameblade, aviser, ALLE skal ud og anbefale økologi, NU!! Så vi for alvor får en økologisk og regenerativ bølge gennem hele landet, i hele befolkningen. 😍🍃

  2. Kenth Poulsen

    Tak for at du har taget dig tid til at formulere et så væsentlig indlæg. Ændringerne kan kun gå for langsomt. Den danske udvikling er langt bagud, når det kommer til politiske visioner. Og uanset hvilken løsning, der kommer på bordet, så er det befolkningen, som kommer til lommerne. Så hvorfor ikke lave et radikalt cut nu. Ingen bliver gladere af at trække beslutningerne i langdrag.

  3. hojbenb47c3ff18e

    Så længe politikerne betragter landmisbruget som danmarks statsreligion og Akselborg som vatikanet kommer vi ingen vegne.
    Hvorfor sidder landbruget med ved bordet?. Sidder trafikanter med

  4. hojbenb47c3ff18e

    Der var noget der smuttede i mit indlæg, her fortsættes det:
    Sidder trafikanter med når der forhandles færdselslov? Sidder vognmænd med ved bordet når der planlægges nye veje og broer?
    Ejendomsretten er ukrænkelig, ja! Har man ejendomsret til et motorkøretøj skal man alligevel overholde færdselsloven. Da jeg fik kørekort var der fri hastighed på landevejene, jeg er ikke blevet kompenseret for ændring i lovgivningen. Hvorfor skal landbruget altid kompenseres?
    Med trepartsforhandlingerne skal antallet af dyr bibeholdes, det vil sige at den samme mængde gylle skal udbringes på et mindre areal.
    Man burde reducere landbrugsstøtten til kun at dække forsyningssikkerhed i landet.

  5. Vigtig artikel denne, tak for den. Også vigtige tal og fakta.

    Rådet er “Nedlæg al dyreproduktion, og omstil til 100 procent økologi: Så ambitiøs bør landbrugsreformen være”.

    Jeg er enig i, at vi har brug for en omfattende landburgsreform.
    Men jeg vil sige omstil (gradvist men målrettet) hele landbruget til 100 % økologi. Det vil sige behold det animalske landbrug, men omdan også dette til økologi. Det er min mening.
    Økologien skal så i det hele taget (også gradvist men målrettet) udvikles og forbedres.
    Ift dyreproduktionen skal der blandt andet foruden miljø og klima fokuseres på forbedret dyrevelfærd, selvom denne jo allerede generelt set er bedre end i det konventionelle landbrug.
    Landmændene mk skal have incitamenter og kompenseres, så reformen er mulig. (EU er her et problem, men det må der findes en løsning på)
    Der bør også indføres loft over landbrugenes størrelse.

  6. Tak, Kjeld, for suveræne og skarpsindige visioner om ændring af
    landbrugets uhyrlige position i vores miljø forvaltning.

    Visionerne skal nødvendigvis realiseres i faser for ikke helt at forbløde i
    økonomisk og administrativt morads.

    Fase 1 må være en solid lovfæstet reduktion af landbrugets udledninger
    af kvælstof og gifte til grundvand, vandløb og farvande.

    Reduktionen medfører nødvendigvis en betydelig nedgang i dyrkbare
    jorder, foderproduktion og dyrehold, der vil bidrage yderligere til
    forbedring af vores miljø og biodiversitet.
    _____________________________________________________________________________

    • Lars Juelsgaard Nielsen

      Det er ikke Kjeld der har skrevet denne artikkel – det er Lars Myrthue-Nielsen

  7. 👍👍👍👍👍👍👍

  8. Ulla Gottliebsen

    Kreaturer ud fra landbrugsarealerne. Derefter skal de omdefineres til “store græssere” og sættes ind på store dele af de arealer, der skal indhegnes som natur.

    Her må de ikke indgå i produktion, men skal illudere vilde kreaturer eller vildoxser, som nogen ynder at kalde kreaturer, når de ikke passes eller fodres.

    Det står der minsandten i denne plan. Det er da galimatias.

    Vi skal gerne have meget mere natur og meget mere skov, men da ikke naturdesign med kreaturer og heste, som vi leger er vilde.

    Lad det naturlige vildt være de dyr, der har den fulde adgang til natur og skove. Stop den indhegning.

  9. Ole Kjærulff Davidsen

    Til Ulla Gottliebsen: Mon ikke Lars under kategorien “Natur” også regner forskellige former for naturnært landbrug, sådan som Frie Bønder – Levende Land har defineret det. Man kan jo spørge ham!

  10. Bønder udkonkurrerer bønder og nu bliver de danske bønder udkonkurreret af verdensmarkedet. (mon ikke det udløser en ny støtteordning)

    Bønderne sidder på arealet, produktionen, forædlingen, salget, statskassen, EU ditto og nu sidder de også på biogas energiproduktionen. Finanssektoren fører kniven over hvem der er er med videre til næste runde.

    Bøndernes mantra er at den stærkeste overlever og den største er bedst.

  11. Naivt at tro, at hele Danmark skulle blive såkaldt økologisk. Efter 40 år med økologi udgør den økologiske grøntsagsproduktion 1.2 promille af landbrugsarealet. Heraf afsættes en stor del til feinschmeckere på de dyre restauranter. Der findes ikke en eneste vandhane, som økologien har leveret rent vand til. I Sri Lanka indførte man økologi i hele landet med faldende produktion og stigende inflation til følge. Befolkningen sultede og gjorde oprør. Økologi er feelgood for de rige. Intet andet.
    https://www.landmisbrug.dk/2021/10/09/okologi-forte-til-protester-og-mangel-pa-mad/

Skriv en kommentar