Stor kobbersneppe og andre fugle har i århundreder nydt godt af den menneskelige udnyttelse af landskabet, indtil udnyttelsen blev så intensiv, at bestandene gik tilbage. Det kræver derfor forskellige former for hensyn, hvis de skal kunne trives. Foto: Jan Tandrup Pedersen

Danmarks fuglebestande har været gennem voldsomme op- og nedture i de sidste to århundreder. Så det vil sikkert overraske mange, at der på trods af en nedgang på 4-5 mio. fugle det sidste halve århundrede er flere både fuglearter og -individer i dag end for 200 år siden. Disse forandringer er langt overvejende et resultat af vi menneskers holdninger til og udnyttelse af naturen, fremgår det af en ny bog

Af Hans Meltofte, David Boertmann og Poul Hald-Mortensen

Noget i retning af en million danskere kender i det mindste nogle fuglearter og glæder sig over fuglene på foderbrættet og fuglesangen om foråret. For 85 procent af den voksne befolkning er det i en eller anden grad vigtigt at møde dyr under deres besøg i naturen, og den samlede omsætning af fuglefoder, udstyr, rejser og ture retter mod oplevelser i naturen, kan formentlig tælles i flere milliarder kroner.

Sådan har det ikke altid været. For 200 år siden var fugle først og fremmest noget man fangede i net og snarer for at putte i gryden. Helt galt gik det, da jagtretten blev demokratiseret midt i 1800-tallet, og billige skydevåben fra de slesvigske krige blev tilgængelige for enhver bondekarl. Der blev skudt året rundt og døgnet rundt. Dengang som nu var de ansvarlige myndigheder årtier om at reagere, og en række arter blev udryddet eller var tæt på at blive det frem til begyndelsen af 1900-tallet, hvor man efterhånden fik indført strammere lovgivning, der med tiden også begyndte at blive overholdt ude omkring i landet.

Hertil bidrog Dansk Jagtforening, som en gruppe jægere fra de højere samfundslag dannede i 1884 som ”et Kraftigt Forsøg paa at frelse Resterne af Danmarks forhen saa rige Vildtbestand.” Dansk Ornitologisk Forening fulgte i 1906 og Danmarks Naturfredningsforening blot fem år senere.

Da jagtretten blev demokratiseret midt i 1800-tallet, og billige skydevåben fra de slesvigske krige blev tilgængelige for enhver bondekarl, gik det galt. Der blev skudt året rundt og døgnet rundt. Her er det strandjægere på Nordfyn, der gør klar til at rykke ud. Privatfoto

Mange ynglefuglebestande reagerede positivt på fredningerne, men for træk- og vintergæsternes vedkommende skal vi helt frem til 1950’erne og 60’erne, før udviklingen for mange arter blev vendt til fremgang. Sandsynligvis er der dog stadig fuglebestande, der utilsigtet holdes nede som følge af jagt.

Danmarks fuglebestande sammenlagt steg fra i størrelsesordenen 10 mio. par i begyndelsen af 1800-tallet til 16 mio. par, da der var flest i 1900-tallet. Herefter er der sket et fald til under 14 mio. par eller en nedgang på 4-5 mio. individer af ynglefugle

Fremgang i skov og tilbagegang i det åbne land

For småfuglene, der tæller mest, når fuglemængderne skal gøres op, er det andre faktorer, der har ført til store ændringer. De fleste af de arter, der lever i skov samt træer og buske i landskabet, er gået markant frem. Det skyldes, at vi i dag har omkring fem gange så meget skov som for 200 år siden, og at der formentlig er flere tusind gange så mange træer og buske i landskabet i form af levende hegn, småplantninger, tilgroede skråninger og opgivne landbrugsarealer samt sommerhus- og villakvarterer. I kontrast hertil var landskaberne for 200 år siden mange steder praktisk taget uden træer udenfor de få rester af skov.

Derimod er mange af de arter, som tidligere ynglede i stor mængde i det åbne land, gået voldsomt tilbage.

Omkring år 1800 så Danmarks meget anderledes ud end i dag. Store områder henlå som overdrev og heder afvekslende med lysåbne skove og magre marker – og uden skarpe skel mellem træbevoksninger og græsningsarealer. J. Th. Lundbye: Sjællandsk landskab, 1842. Statens Museum for Kunst, København

For 200 år siden var sanglærken suverænt Danmarks almindeligste fugl. Siden er den gået markant tilbage, og i dag er der dobbelt så mange bogfinker og mere end tre gange så mange solsorter, som der er sanglærker i Danmark, dvs. fuglearter, der er tilknyttet træer og buske. Særlig grelt har det været i agerlandet, hvor det industrialiserede landbrug med intensiv giftsprøjtning har skabt ørkenlignende tilstande for fuglene og nærmest livløse forhold for organismegrupper som vilde planter, sommerfugle og andre insekter. Nedgangen for fuglene i det åbne land det sidste halve århundrede har været så voldsom, at det er årsagen til, at halvandet århundredes fremgang i Danmarks samlede fuglebestand er vendt til nedgang.

I en ny bog når vi frem til, at Danmarks fuglebestande sammenlagt steg fra i størrelsesordenen 10 mio. par i begyndelsen af 1800-tallet til 16 mio. par, da der var flest i 1900-tallet. Herefter er der sket et fald til under 14 mio. par eller en nedgang på 4-5 mio. individer af ynglefugle.

Stigende opbakning til naturbeskyttelse

Den samlede omsætning af fuglefoder, udstyr, rejser og ture retter mod oplevelser i naturen, kan formentlig tælles i flere milliarder kroner. DOF-foto

Hårdest ramt af landbrugets udvikling er vådområderne i form af tørlægning og opdyrkning af moser, enge og lavvandede kystområder. Massive statstilskud til ofte økonomisk urentable afvandingsprojekter bidrog til så omfattende tørlægninger, at vådområder var noget af det første, naturbeskyttelsen fokuserede på.

Nationale og internationale kampagner forsøgte at råbe beslutningstagerne op, og siden har EU’s naturdirektiver sammen med national lovgivning haft succes med at fremme beskyttelsen og endda vendt udviklingen flere steder med naturgenopretningsprojekter. Tænk bare på genopretningerne i Skjernådeltaet ved Ringkøbing Fjord og Lille Vildmose i Himmerland, som er nogle af Europas største naturprojekter.

Vådområder rummer flest arter af ynglefugle, og det er i disse områder, at der er sket flest op- og nedgange blandt ynglefuglebestandene. Det er således i vådområderne, at flest arter er aftaget i antal eller helt forsvundet. Engfuglene af de fuglegrupper, der er gået mest tilbage som følge af tørlægningerne. Det gælder f.eks. den folkekære vibe, som vi tidligere havde flere hundrede tusinde par af i Danmark, mens vi nu er nede på måske 25.000 par.

Den udstrakte brug af sprøjtegifte betragtes i dag som et af de helt store problemer for at genskabe en sund biodiversitet. Privatfoto

Oven i tørlægningerne kom forureningen af vandmiljøet med næringsstoffer, som i begyndelsen gavnede mange fuglearter, men som udviklede sig til et alvorligt problem med ’døde’ søer, iltsvind og bundvendinger. Men da næringsstofbelastningen kulminerede i 1980’erne, var befolkningen blevet langt mere miljøbevidst, og forureningen har siden været et varmt politisk emne. Udledningerne fra landbruget er siden blevet halveret, men der er lang vej endnu til et sundt vandmiljø f.eks. i de kystnære havområder.

Den dominerende holdning i styrelserne ændrede sig fra ”Hvordan lever vi bedst muligt op til den lovgivning, vi er sat til at forvalte?” til ”Hvordan slipper vi nemmest om ved de EU-direktiver, som vi selv har været med til at vedtage for at sikre naturen og miljøet bedre?” Det blev til 25 års ørkenvandring

Biodiversiteten bliver mainstream

Det var i 1980’erne, at den første store bølge af miljø- og naturbeskyttelse kulminerede med det alternative grønne flertal under Schlüter-regeringerne. Det fulgte Svend Auken op i begyndelsen af 90’erne, og der blev opnået meget betydelige fremskridt for naturen. Men herefter stilnede den folkelige opbakning af, så Anders Fogh Rasmussen kunne afvikle meget af den offentlige kapacitet til at varetage miljø- og naturinteresserne i 00’erne.

Den dominerende holdning i styrelserne ændrede sig fra ”Hvordan lever vi bedst muligt op til den lovgivning, vi er sat til at forvalte?” til ”Hvordan slipper vi nemmest om ved de EU-direktiver, som vi selv har været med til at vedtage for at sikre naturen og miljøet bedre?” Det blev til 25 års ørkenvandring, inden klima- og biodiversitet endelig brød igennem den tunge dyne af ligegyldighed, og vi fik et grønt valg til Folketinget i 2019.

Hvad skete der?

På trods af den politiske ’ørkenspredning’ havde de grønne organisationer arbejdet intenst i alle årene, men en anden indflydelsesrig gruppe havde meldt sig i den offentlige debat i form af en ny generation of internationalt højt profilerede biodiversitetsforskere. De markerede sig med hårde data for, hvor galt det stod til – ikke alene med regnskovene i troperne, men også med naturen herhjemme, og ikke mindst hvor dårligt vi forvalter den.

Problemerne for biodiversiteten i skovene var blevet påvist allerede i 1990’erne, men nu kom de rigtig i fokus. Hvor jagt og vådområder havde været de mest fremtrædende naturpolitiske emner i 1900-tallet, blev det dokumenteret, at når det gjaldt de sjældne og truede arter på tværs af organismegrupper, så var de danske skove med store jævnaldrende kulturer af de samme træarter, mangel på lysninger og skovenge samt omfattende dræning blevet langt naturfattigere end urørt skov. Og selv om mange af fuglene klarer sig bedre end andre arter, er der op til ti gange så tætte fuglebestande i urørt skov som i produktionsskov.

De kemisk rensede monokulturer har også bidraget til faldet i fuglebestandene i de seneste årtier. Privatfoto

Rewilding: Det nye dyr i åbenbaringen

Meget af Danmarks biodiversitet er tilknyttet åben løvskov med mange vådområder i samspil med lysåbne områder som enge og overdrev. Det er det stik modsatte af de skove, vi har fremdyrket de sidste 200 år med tætte kulturer afgrænset af skarpt afskårne skovbryn ud til landbrugslandets artsfattige ’ørken’. At lave om på det kræver i mange tilfælde genindførsel af noget af den græsning i skovene, som foregik i årtusinder indtil fredskovforordningen fra 1805, og det kræver genopretning af skovenes vådområder.

De rewilding-glade forskere har måske også gjort sig selv en bjørnetjeneste ved at ville presse rewilding-skabelonen ned over al fremtidig naturforvaltning og har dermed skabt sig flere fjender end nødvendigt

Hidtil har man forsøgt at tilgodese sjældne fugle, planter og insekter i den lysåbne natur med naturpleje i form af græsning og slåning i ofte forholdsvis små områder. Men det er dyrt og besværligt, så den nye store vision for flere af biodiversitetsforskerne er at erstatte denne pleje med mere naturnær pleje i form af meget store områder med ’vildtlevende’ kvæg og andre græssere, der går ude året rundt uden at blive fodret. Det kan genskabe den mosaik af åben skov og overdrev, som sammen med genoprettede vådområderne vil fremme biodiversiteten.

Som det er fremgået af den til tider hidsige offentlige debat ikke mindst på de sociale medier, er denne vision ikke uden problemer. Modstanden kommer ikke alene fra folk med rødder i det statslige skovbrug, men også fra friluftsorganisationer og borgere, som foretrækker ’pæne’ skove uden (alt for) store dyr.

Rewilding er ikke løsningen på alle problemer

De rewilding-glade forskere har måske også gjort sig selv en bjørnetjeneste ved at ville presse rewilding-skabelonen ned over al fremtidig naturforvaltning og har dermed skabt sig flere fjender end nødvendigt. Vi er mange, der ser frem til resultaterne af rewilding i mange af de områder, som regeringen har besluttet at udlægge som urørt skov og naturnationalparker, men lad os først få nogle erfaringer med metoden i stor skala og herunder gradvist opnå befolkningens accept af, at skovene kommer til at se anderledes ud, end man er vant til.

At argumentere for, at alle ressourcerne til naturforvaltning skal allokeres til store rewildingprojekter for at sikre flest muligt sjældne arter, svarer til at argumentere for, at al kulturstøtte skal gå til balletten, fordi den er mest ’sjælden’

Og så gør rewilding langtfra andre former for naturforvaltning overflødige.

Reservatet Tipperne er internationalt anerkendt. Privatfoto

Mange mindre stjernelokaliteter for sjældne orkideer eller sommerfugle vil også fremover kræve mere traditionel pleje, indtil det viser sig, om de rewildede områder lever op til forventningerne. Tilsvarende kræver mange nationalt og internationalt betydningsfulde yngleområder f.eks. for engfugle opretholdelse af traditionel engdrift i helt åbne landskaber. Og den hidtidige naturpleje er ikke spor mislykket, som det ofte hævdes. F.eks. er Tipperne et af de vigtigste områder for engfugle i Europa. Her yngler blandt andet mere end 300 par vadefugle fordelt på 8-10 arter. Især forekomsten af tocifrede antal ynglepar af engryle, brushane og stor kobbersneppe gør Tipperne til noget særligt.

Den virkelig store udfordring i det danske landskab er at få gjort den milliardstore såkaldt grønne landbrugsstøtte naturvenlig. Den er i dag i bedste fald virkningsløs. Privatfoto

På europæisk plan er det således under fem lokaliteter, der har tocifrede antal af de tre arter, som er vores tre mest truede engfugle. Genopretning af våde enge med sommergræsning må også være en af målsætningerne med den omfattende udtagning af lavbudsjorde, som aldrig burde have været tørlagt, men som nu skal gøres våde igen af hensyn til kulstofbinding, reduceret tab af næringsstoffer og naturgenopretning.

Tilsvarende er der behov for naturskove uden intensiveret græsning, idet vi ved, at tætheden af f.eks. sangfugle er langt højere end i græsningsskove, hvor der er meget mindre underskov. Igen handler det om ikke at presse den samme skabelon ned over det hele. At argumentere for, at alle ressourcerne til naturforvaltning skal allokeres til store rewildingprojekter for at sikre flest muligt sjældne arter, svarer til at argumentere for, at al kulturstøtte skal gå til balletten, fordi den er mest ’sjælden’.

Den virkelig store udfordring i det danske landskab er at få gjort den milliardstore såkaldt grønne landbrugsstøtte naturvenlig. Den er i dag i bedste fald virkningsløs, og sammen med de 5-6 mia. øvrige støttekroner til landbrugets drift bidragende til faldet i biodiversitet. Hertil kommer, at landbruget slet ikke behøver at fylde mere end i noget andet europæisk land, hvis ikke vi skulle dyrke foder til mange millioner svin, i stedet for mad til os selv.

En netop publiceret artikel går i lyset af klimaforandringerne så vidt som til at sige, at fremtiden for biodiversiteten og økosystemtjenesterne afhænger (”to the dismay of some conservation biologists”) af, hvor godt samfundet forvalter og designer såvel beskyttede naturområder som produktionslandskaberne. Udryddelsestruede arter i de beskyttede områder vil således i takt med stigende temperaturer have et stigende behov for at kunne flytte sig via en funktionel grøn infrastruktur gennem produktionslandskaberne.

Det handler om mangfoldighed

Hans Meltofte er dr. scient. og seniorrådgiver emeritus, Aarhus Universitet

Naturbeskyttelse drejer sig ikke kun om at bevare sjældne arter. Målsætningen må være både at sikre det unikke og sjældne, samtidig med at man sikrer et stort og varieret naturindhold også af almindelige arter overalt omkring os.

Vores anbefaling er derfor, at målsætningen skal være at sikre et så rigt og varieret naturindhold som muligt i alt fra næringsfattige overdrev og lobeliesøer til frodige moser og blomsterenge, fra byernes grønne oaser til vidtstrakte naturområder med store planteædere og naturlig hydrologi, fra sunde marine områder fri for forurening og hårdhændet fiskeri til urørte skove, og med produktionsarealer i agerlandet og skovene, der tillader et rimeligt naturindhold til glæde for alle. Med det udgangspunkt giver bogen ti anbefalinger til, hvad der skal gøres for at opnå en rigere natur i Danmark.

David Boertmann er cand. scient., biolog og seniorforsker, Aarhus Universitet

Og ja, vi glæder os til at få lysåbne skove, overdrev og heder tilbage efter 200 års fravær. I et fugleperspektiv kan man håbe på tilbagevenden f.eks. af den sorte stork, som vi kender ca. 150 historiske redesteder for i Danmark. Men der er også mange andre initiativer end rewilding, der er nødvendige for at opnå en rigere natur; f.eks. at dyrelivet visse steder får lov til at yngle og opholde sig uforstyrret af mennesker, løse hunde og andre rekreative aktiviteter. Vi mennesker kan godt træde et skridt tilbage en gang imellem og lade naturen udfolde sig frit i udvalgte områder. Det er en beskeden gestus for at opnå en rigere natur, hvor dyrene fra sådanne refugier kan sprede sig og opleves i andre dele af skovene og landskabet generelt.

Bogens analyser illustrerer, at store forandringer i forvaltningen af landskabet og naturen er mulige, når blot tilskyndelsen til forandring er tilstrækkelig stærk f.eks. i form af økonomiske incitamenter. Det er først og fremmest befolkningens holdninger og politikernes lovgivning og støtteordninger samt myndighedernes forvaltning sammen med private aktører, der i vor tid afgør levevilkårene for fuglene og den øvrige biodiversitet både her i Danmark og globalt.

Poul Hald-Mortensen er mag. scient. og biolog

Hans Meltofte, Lars Dinesen, David Boertmann og Poul Hald-Mortensen: Danmarks fugle gennem to århundreder. Forlaget Biofolia, 2021, 184 sider. Også udkommet som monografi i Dansk Ornitologisk Forenings Tidsskrift årgang 115 nr. 1, 2021. Bogen kan bestilles gennem boghandelen og prisen ligger på omkring 200 kr.

Hans Meltofte er dr. scient. og seniorrådgiver emeritus, Aarhus Universitet

David Boertmann er cand. scient., biolog og seniorforsker, Aarhus Universitet

Poul Hald-Mortensen er mag. scient. og biolog

Denne kronik er alene udtryk for forfatternes holdninger og altså ikke nødvendigvis sammenfaldende med DOF’s politik.

Bannerfoto: Sådan så der ud i store dele af Jylland for godt en menneskealder siden: Enge, heder og træløse landskaber. Hans Smidth: Storke samler sig for at lette, 1900. Den Hirschsprungske Samling, København. 

Kommentarer

  1. Steen Jensen

    En absolut intetessant artikel, spændene, og for mit vedkommende, underholdende og til en vis grænse, lærerig…:-)

    • Klaus Flemløse

      En ting er pesticider og landbruget, men en overset trussel mod fugle er mink og rotter.

      DOF og godsejerne er mere interesseret I at bruge krudt og kugler mod ræve.

      Ræve er en naturlig del af den danske natur og de bør værnes.

      • Steenej

        Ja, du tænker på Langli, det er et tveægget sværd hvor jeg ikke rigtig ved hvilket ben jeg skal stå på, men ellers er jeg enig, ræven er et væsenligt dyr både historisk og kulturelt…desværre tror jeg det vakte større harme da en hest på Mols havde sår efter et halsbånd end da det for nogen år siden kom frem 40% af danske ræve levede med hagl i kroppen…”naturpleje og rewilding”, er heller ikke gode nyheder hvis man er Mikkel ræv…desværre

  2. Pingback: Er de forstligt drevne skove virkelig så elendige, som biologerne påstår? | Gylle.dk

Skriv en kommentar