Stud. theol. Nina Bjarup Vetter har skrevet en tankevækkende kronik i Kristeligt Dagblad 7. februar 2015. Læs den her:
Man kunne have ønsket at tallene fra WWF om at halvdelen af klodens plante og dyreliv på blot 40 år er blevet udryddet, kunne have fået præster og teologer ned fra prædikestolene for at stille sig op for skaberværket.
En helt igennem enestående klode som har været 4 milliarder år undervejs, en paradisisk have med alt hvad hjertet og livet begærer, veksles med lynets hast til det som mestendels består af meningsløse forbrugsgoder.
Man skulle synes der var nok at forsvare, og at det måtte være oplagt for netop kirken at tale skabelsens sag og udvise omsorg og omtanke for selve livets betingelser.
I stedet har vi på det seneste fået en livlig debat om troen på, eller troen ikke på, at Jesus opstod fra de døde. Så blev der røre i andedammen, og ringene spreder sig stadig.
Vores sygelige overforbrug og dårlige anvendelse af jordens ressourcer, har sat alle arter under pres, og selve livets udfoldelsesmuligheder er truet. At bruge tiden på at diskutere religiøse dogmer eller forskelle, er i denne forbindelse en ligegyldig luksus. Det synes som om tidens ”anticredo” et langt stykke hen ad vejen forbliver uimodsagt:
”Vi forsager naturen og alle dens dyr
Vi tror på forbruget, det almægtige, fremskridtets og udviklingens skaber
Vi tror på væksten, forbrugets enbårne søn som er undfanget gennem de hellige arbejdspladser
I hvis navn intet mere er helligt.
Amen”
Det psykologiske drama omkring frelse og fortabelse har tilsyneladende forladt kirken og trossamfundene, og fundet sig til rette som en altoverskyggende matrice med det formål at holde gang i et vækstorienteret materialistisk samfund.
Det sekulariserede samfunds religionsforskrækkelse har fået kirken til at tabe både mund og mæle, og efterladt skaberværket til fri og uhæmmet udbytning.
Næstekærlighed eller ”næstenkærlighed”
Hvis ikke kirken og kristendommen tør tale vækst og forbrugssamfundet i mod, og stille sig op for vore medskabninger og deres gudgivne ret til at eksistere under frie forhold, må vi konstatere at næstekærligheden nærmere bør opfattes som ”næstenkærlighed”.
Vi må sammen med det resterende samfund være med til at skabe fremtid scenarier, som kan hjælpe os ud af denne ulykkelige og destruktive spiral, forbruger og vækstsamfundet har sat os i.
Hverken dyr eller natur er til som et slags tagselvbord for mennesket. Der er netop himmelvid forskel mellem ”God and Goods” og vi kan ikke tjene to herrer.
Vi er ikke sat til at herske på jorden, men vi har fået en gudgiven evne til at vælge at beherske os, og være til stede i verden med empati, kærlighed og compassion.
Netop disse evner, og ikke hard core videnskab er de evner som menneskeheden skal have udviklet for at både vor art, og andre arter kan gå en fremtid i møde.
Vi har brug for at lave nogle nutidige og relevante tydninger af det kristne budskab. Langt vigtigere end at grave sig ned i petitesser og religiøse forskelle, er det at religionerne nu finder sammen om i fællesskab at tale for jorden, og mod at sætte skaberværket overstyr.
Ikke fattigdom, men rigdom er problemet
Vi har fra vores del af verden været entydigt fokuseret på at løse verdens fattigdomsproblematikker. Desværre har vi ikke haft modet til at se på, at det er vores eget overforbrug og destruktive livsstil som et langt stykke ad vejen skaber netop disse problemer.
Kirken bør om nogen have forudsætningerne for at tale værdi ind i det værdiløse, mening ind i det meningsløse, omtanke frem for forbrug.
Et taknemligt sted at starte kunne være at man i konfirmandundervisningen får formuleret et budskab om at være mere end varsomme med at forbruge unødigt at jordens ressourcer og behandle andre arter med respekt. Indtil da kan man starte med at gentage dette citat fra Albert Schweitzer:
”Until he extends his circle of compassion to include all living things, Man will not himself find peace.”
