Økologen Mikkel Juhl Nielsen gør gerne et stykke ekstra arbejde for at undgå at slå sine jersey-tyrekalve ned. Hos økologerne er der ellers aflivet 839 nyfødte tyrekalve inden for et år, fordi tyrene fra den lille race er for dyre at fede op. Men nu er den økologiske branche på vej med en næsten-løsning på dilemmaet.
TEKST: Peter Nordholm Andersen // FOTO: Lykke Rump
Artiklen er produceret som et led i projektet Nye veje til viden om økologi under Økologisk Landsforening.
Mikkel Juhl Nielsen peger ned på et særsyn i dansk landbrug. En levende tyrekalv af racen jersey. Nede i staldbåsen slænger den cirka tre måneder gamle tyrekalv sig i træflisen. I øret dingler et gult skilt. Nummer 2914, står der. De store øjne kigger nysgerrigt op.
– Ja, du kan se klokkeværket dernede. Det er en af de omtrent 60 tyrekalve, vi hvert år får, og som vi giver et liv i stedet for en boltpistol. Som fagmand synes jeg, at er synd at slå et dyr med potentiale ned. Ja, det er ikke bare synd. Det er på grænsen af det uetiske at slå en tyrekalv ned lige efter, at den er født. Det er både forkert og spild at aflive raske dyr, fastslår landmanden på den økologiske mælkebedrift Karensminde. Gården har 100 jerseykøer og ca. 165 hektar tilhørende jord.
Ved siden af den østjyske økolog står Anne Hjernøe. Hun er ikke blot med for at se et godt eksempel på, hvordan hakket oksekød med Ø-mærke bliver produceret. Hun er også ambassadør i projektet Nye Vejen til viden om økologi, og hun skal blandt andet udvikle opskrifter på at fylde godt med grønt i det hakkede oksekød. Tv-kokken med journalistbaggrund er meget enig med Mikkel Juhl Nielsen:
– Det er et stort etisk problem at have en mælkeproduktion, hvor der kun er nogle dyr, der duer. Det er virkelig ikke fedt, at det er nødvendigt at slå kalvene ned. Det er meget vigtigt at få fokus på det her, siger hun.
STORT PROBLEM – ISÆR HOS ØKOLOGER
I flertallet af de danske mælkeproduktioner er jersey-tyrekalvene desværre blevet et systematisk restprodukt. Kun en ud af fem jersey-tyrekalve får lov til at leve.
Den kedelige statistik skyldes, at en ko skal føde omtrent en gang årligt for at holde sin mælkeproduktion i gang. Kviekalvene får lov til at vokse op og blive til køer, der kan producere mælk, men deres brødre bliver som hovedregel kasseret: Lige efter fødslen får de en boltpistol i panden og et snit i halsen, så de bløder af.
Ingen landmænd nyder at aflive en rask tyrekalv, men det kan ganske enkelt ikke betale sig for dem at fede jerseykalvene op. Racen er både lille og ret langsom til at stige i vægt.
Kalvene tager kun ca. 900 gram på om dagen mod 1200-1300 gram hos sortbrogede køer. Og de spiser vel at mærke nogenlunde den samme mængde foder. Samtidig er den hurtigere vækst noget, som slagteriernes afregning og EU’s præmiesystem belønner. Og i det system taber jerseykalvene på vægten.
Relativt set er problemet mindre hos økologerne end hos de konventionelle kollegaer. I øko-besætningerne som helhed undgår næsten 60 procent af tyrekalvene boltpistolen, mens kun 16,3 procent får lov til at leve videre efter fødslen i de konventionelle stalde.
Men selv om problemet er mindre hos økologerne, så er der trods alt slået 839 nyfødte jersey-tyrekalve ned i øko-besætningerne i løbet af det sidste år. Samtidig er det måske et endnu større etisk dilemma for økologerne, da branchen markedsfører sine mejeri- og kødprodukter på en bedre dyrevelfærd og højere etik – og deraf højere priser.
SAMARBEJDE MED LANDBRUGSSKOLE
Mikkel Juhl Nielsen på Karensminde er en af de økologer, der handler på sin klare holdning til dilemmaet. Et levende eksempel er tyrekalven med nummer 2918 i øret, som Mikkel har udpeget for Anne Hjernøe.
Nr. 2918 og 20-25 af gårdens andre årligt i alt ca. 60 tyrekalve skal fragtes til den nærliggende Kalø Økologisk Landbrugsskole, når de er blevet omtrent et halvt år gamle. Her hjælper eleverne med at passe og opfede dem frem til slagtetidspunktet, når kalvene er omtrent et år gamle.
Mikkel Juhl Nielsen forklarer, at det en dag gerne skulle kunne lade sig gøre at afsætte kødet fra Kalø-kalvene til en merpris.
– Vi ved fra flere mørhedstests og kokke, der har arbejdet med jersey-kød, at det har nogle korte muskelfibre, og at fedtet er indlejret i musklerne. Det giver en god spisekvalitet. Det håber vi, at forbrugerne en dag får øjnene op for. Det har de dog ikke helt endnu, og derfor får vi næsten det samme for dyrene, som de har kostet os i foder. Så indtil videre er mit samarbejde med skolen mest en fritidshobby for mig, konstaterer økologen med et smil.
SEJT TRÆK FOR LANDMANDEN
Mikkel Juhl Nielsen viser Anne Hjernøe ud af stalden. I en lille indhegning går en flok stude (kastrerede tyrekalve, red.) og et par kalve. Et par af dem er større end jerseykalvene.
– De sorte, der går derovre, er krydsningskalve. Sådan i lille skala forsøger jeg at krydse jerseykøerne med en kobe-race, der er kendt for gode kødkvaliteter. Det er jerseykøerne også, og så tænker jeg, at et plus et er to. Det er sådan en drøm for mig, at det kunne virke, og at forbrugerne vil få øjnene op for det.
De årligt omkring 20 stude fra Karensminde er der en anden økolog, der aftager. Ud over det, så opfeder Mikkel Juhl Nielsen selv 5-6 kalve, som han afsætter i lokalområdet.
Så sammenlagt er der ingen raske tyrekalve, der aflives på Karensminde.
– Ja, vi prøver lidt forskelligt for at få det til at lykkes med at få en merpris – og dermed løse problemet med tyrekalvene. Jeg ved ikke rigtig, om jeg kan anbefale det, jeg gør, til andre økologer. Det er et langt træk at starte det op, men jeg prøver da at gøre et eller andet for at lave noget bedre kød. Og så skal vi være gode til at fortælle historien om arbejdet med tyrekalvene til forbrugerne, hvis vi skal have en højere pris i sidste ende, siger økologen.
KÆMPE SYSTEM SKAL FLYTTES
Mikkel og Anne har sat kursen ud mod markerne for at se køerne græsse. Ifølge det økologiske regelsæt skal de græsse mindst seks timer om dagen hele sommerhalvåret.
Rallet knaser under skoene ude på gårdspladsen, mens Anne Hjernøe påpeger, at rigtig mange forbrugere går efter prisen, især når de køber kød. Men hun er også sikker på, at bevidste forbrugere gerne vil betale ekstra for at afhjælpe problemet med aflivningerne.
– Du kan bare se, hvor meget der er rykket ved æg fra burhøns de sidste par år. Der sker altså noget, hvis vi bliver ved med at tale om dyreetik i landbruget. I sidste ende er det forbrugerne, der skal gøre supermarkederne mere bevidste om, hvad de sælger, siger Anne Hjernøe, mens Mikkel nikker. Hun fortsætter:
– Det kan jo være nemt for os, der bor inde i byen, at råbe op. En landmand som dig skal jo levere til mejeriet, slagteriet og banken. Vi glemmer ofte, at det er et kæmpe system, der skal flytte sig, før vi kan løse dilemmaerne.
MEJERIER GÅR FORAN MED LØSNINGER
Flere af de økologiske mejerier har længe arbejdet på at løse udfordringen. For eksempel, så skriver Naturmælks producenter under på, at de ikke må aflive tyrekalvene.
Dog er Thise det mejeri, der har ført an i markedsføringen af mælk fra jersey-køer. Mælken har nemlig et godt miks af fedtsyrer og, vil nogle mene, derfor en kraftigere mælkesmag. Tyrekalvene har derfor været lidt af en sten i skoen for Mogens Poulsen, der som marketingsansvarlig har været et markant ansigt udadtil i over 20 år hos det økologiske mejeri.
– Vi har i mange år følt os i et etisk dilemma. På den ene side har vi brandet os på jersey-mælkens gode kvaliteter. Bagsiden af medaljen er så, at tyrekalvene bliver aflivet. Det dilemma SKULLE vi virkelig finde en løsning på. Derfor satte vi os ned sammen med Irmas folk. Og nu har vi givet hinanden håndslag på, at det her problem – det løser vi.
KØDKONCEPT PÅ VEJ I SUPERMARKEDER
Mogens Poulsen oplyser, at de sammen med den sjællandske supermarkedskæde har udviklet et kødkoncept, hvor jerseykødet skal markedsføres i butikkerne.
På landbrugssiden er håbet, at de 600-700 tyrekalve, der hvert år slås ned hos Thises leverandører, fremover får lov til at leve.
– Vi har fundet landmændene, der vil gå i gang med at fede dem op. Mit håb er, at det kører inden for et år, og at problemet dermed ikke mere findes hos vores leverandører, siger Mogens Poulsen fra mejeriet i Thise.
Han fastslår, at forbrugerne skal forvente en lidt højere pris for jerseykødet. Ligesom Mikkel Juhl Nielsen påpeger Thise-manden, at det vil opvejes af en bedre kvalitet, som for eksempel at fedtet er indlejret i musklerne, og at mange kokke derfor roser konsistensen og smagen af jerseykødet.
RACE MED GODT GEMYT
Mikkel Juhl Nielsen går gennem kløvergræsset ud mod køerne. De græsser fredeligt på de kuperede marker med udsigt til Kalø Vig.
– Jeg synes, at det er et dejligt syn. Det er altså det mest naturlige for en ko at være på græs, men det er efterhånden et sjældent syn hos mine konventionelle kollegaer, siger Karensmindes landmand.
Hvert år er gårdens køer med i eventen Økodag, hvor øko-køerne kommer på græs efter en lang vinter i stalden. En event, der arrangeres i et samarbejde mellem Økologisk Landsforening og de økologiske mejerier.
På Økodag hos Karensminde plejer de livlige, løbende og endda ofte bukkespringende jerseykøer virkelig at levere varen over for de tusindvis af forbrugere, der møder op for at fejre køernes befrielsesdag.
Men hvorfor kan du ikke vælge en anden race – og så undgå tyrekalveproblemet?
– Min far startede med racen, før jeg overtog gården, og hele staldsystemet er jo stillet ind til dem. Der er bestemt også fordele ved, at racen er mindre – der går for eksempel mindre halm til at holde tørt ved dem i staldene.
Mikkel kan også godt lide racens gemyt. Jerseykøerne er sociale og nysgerrige, ligesom geder.
– Der er ligesom mere spræl i dem. Så når nogle vil drille mig, så kalder de mine jerseykøer for store malkegeder.
Mikkel Juhl Nielsen får et smil på læberne:
– Da jeg gik på landbrugsskolen, så kunne mine studiekammerater finde på at sige: ”Nå? Har du sådan nogle turbogeder?”
Bonusviden:
ØKOLOGISKE KØER FÅR TI GANGE MERE GRÆS
Om sommeren er andelen af friskt kløvergræs 28,3 procent hos de økologiske køer. Dermed adskiller deres foder sig radikalt fra den sommermenu, de konventionelle køer får tilbudt. Cirka 84 procent af de konventionelle køer lever hele livet inde i stalden, og de får derfor blot 2,7 procent frisk græs i deres sommerfoder. Hos økologerne får de altså over ti gange mere frisk kløvergræs. Øko-køer skal på græs mindst seks timer hver dag i hele sommerhalvåret.
