“Alt der er blevet kæmpet så hårdt for gennem årtier er lige så stille ved at blive revet fra hinanden og kastet på gulvet på foruroligende kort tid og med uforudsigelige konsekvenser på grund af en snævertsynethed uden mage”. Det skriver ingeniørstuderende Rasmus Bartram i Politiken 17. oktober 2015. Med forfatterens tilladelse bringes indlægget her.

Rasmus
Rasmus Bartram, Sisimiut.

Det har længe været kendt, at Venstre ikke er tilhængere af grøn klimapolitik og uafhængighed af skadelige fossile brændstoffer.

Den politiske smøre består bl.a. i, at et grønnere miljø er dårlig forretning og, at der skal spares. Men det er jo det rene sludder, når det jo gang på gang har vist sig at være en god forretning at have fokus på miljøet, både image-mæssigt, men også på sundhedsområdet. Arbejdspladser i diverse firmaer med fokus inden for miljø boomer i disse år frem, og eksporterer deres ekspertise til udlandet. Danmarks ingeniører har bl.a. i årevis slået på at varmepumper er en rentabel måde at skære ned på CO2-niveauet og integrere vindkraften ind i det danske fjernvarmesystem. I stedet har man nu stik i mod al logik valgt at fjerne disse investeringer fra finansloven.

Den gængse holdning om, at vi sælger billig vindkraft til nabolandene, har også vist sig ikke at holde stik. Vi tjener årligt knap en halv mia. kroner på denne forretning. Det er gentagne gange blevet bevist, at det hjælper den folkelige sundhed at komme af med kul, som man nu ikke længere vil udfase.

roundupNu har Eva Kjer Hansen så valgt at tillade at bruge GMO sprøjtede grøntsager, der kan tåle ukrudtsmidlet (Glyphosat), der er i roundup. Roundup er i flere omgange blevet sat i forbindelse med kræft, og har ved forsøg med rotter vist sig at have indvirkninger på tarmfloraen. Landmænd, der har valgt ikke at bruge sojabønner resistente overfor ”glyphosat”, har hurtigt kunne mærke forskel på dyrene. Det er skræmmende at tænke, hvad det kan have af videre indflydelse på mennesket, når vi spiser kødet. Sprøjtemidlet har nemlig vist sig at blive optaget i grøntsagerne.

At fødevareministeren/miljøministeren ikke kan se de skadelige konsekvenser af den stigende brug af sprøjtemidler, der ligeledes har gjort, at bien er ved at være truet, viser bare hvor ligegyldigt og sekundært miljøet er for den tiltrådte regering. En nedpriotering af fordoblingen af økologisk areal fra 2007-2020, der blev vedtaget af regering selv, viser med al klarhed hvor uambitiøs regeringen er.

570x381_eva-kjer-hansen
Landbrugets minister Eva Kjer Hansen (V) er på rekordtid blevet eksponent for Venstre-regeringens systematiske ødelæggelse af alle miljøtiltag.

Alle disse tiltag risikerer at sætte vores gode ry som nation, der tager vare for naturen og er fremgangsland på mange måder over styr. I stedet bliver vi nu sat år tilbage i forskning, da midler bliver taget fra nye spændende forskningsprojekter, der ellers allerede var søsat. Forskningsprojekter der ifølge flere eksperter vil kunne indbringe flere milliarder og virkelig sætte Danmark på verdenskortet som foregangsland for innovative løsninger. I stedet er vi på vej mod at blive stemplet som det modsatte når vi tager til Paris med besparelser i lommen i stedet for investeringer.

Alt der er blevet kæmpet så hårdt for gennem årtier er lige så stille ved at blive revet fra hinanden og kastet på gulvet på foruroligende kort tid og med uforudsigelige konsekvenser på grund af en snævertsynethed uden mage.

Tilbage er kun at spørge sig selv om, hvorfor regeringen er så ivrig efter at ødelægge alle de tiltag vi igennem årtier har opbygget og har gjort Danmark til et så eftertragtet land at investere i.

Visited 2 times, 1 visit(s) today

Comments are closed.