Danske fødevarepolitikere er lige så handlingslammede som slagtedyr i bås. Hvor er visionerne, der skal redde dansk landbrug ud af krisen? Sådan spørger direktør Jacob Grønlykke i Politiken, 24. november 2015. Her kommer et uddrag af kronikken:
Kære Læser, en lille anskuelighedsøvelse: Prøv at folde din avis helt ud på bordet. Du synes måske, at den fylder meget, en af landets sørgeligt sidste broadsheet-aviser. Men forestil dig nu, at du skal anbringe 8 fuldvoksne danske slagtekyllinger på den samme plads. Det svarer omtrent til, at hver kylling kun har et stykke A4-papir at stå på. Man skal jo heller ikke rutte med pladsen.
Du behøver ikke være bange for, at nogle af kyllingerne løber væk fra avisen, eller at de springer ned på gulvet. For de kan hverken gå eller stå, de kan nemlig dårligt bære deres egen vægt. På bare 5 uger har de øget deres vægt fra 50 g til 2 kg. Svarende til et 5-årigt barn, der pludselig vejer 70 kilo.
Danske kyllinger når faktisk deres slagtevægt så hurtigt, at deres indre organer har svært ved at følge med. Så dør de af hjertesvigt. De falder bare om uden videre. ’Sudden death syndrome’ hedder fænomenet, og det er ret udbredt.
Produktion af slagtekyllinger er det oplagte sted at begynde, hvis man vil forandre vilkårene og kvaliteten af fødevarer i Danmark
Det har krævet en del menneskelig snilde at fremelske denne metode til produktion af slagtekyllinger. For det første overhovedet at overvinde al skam og proppe 40.000 fugle ind i en fabrikshal og helt berøve dem adgang til det fri og dagslys. Og oven i købet lade deres døgnrytme være kontrolleret af kunstigt lys. Som man selvfølgelig har tændt det meste af tiden, så spiser kyllingerne nemlig mere og vokser endnu hurtigere.
Man har dog først møjsommeligt måttet fremavle en hønserace, der ikke blot vokser 3 gange hurtigere end det naturlige, men som også udvikler et fuldkommen abnormt brystparti af hensyn til kyllingefabriksforestillingen om den moderne forbruger. Derfor kan kyllingerne ikke gå, når de er udvokset.
Kyllingerne lever altså samfulde 40 dage af deres korte miserable liv i lukkede industrihaller uden adgang til det fri. Den strøelse, de står på, bliver aldrig skiftet ud, og de tramper rundt i deres egen afføring dag og nat. Og svigter udsugningen blot et par timer, dør kyllingerne, kvalt i ammoniakstanken fra deres egen afføring og urin.
Ja, de lever så tæt, at de ikke kan bevæge sig uden at træde oven i hinanden. På den måde er det måske en fordel, at de ikke er så mobile. Men en sideeffekt er også, at de let får det alt for varmt: I den sidste tid af deres liv sidder de bare med åbent næb og gisper efter vejret.
(forts.)
Læs hele kronikken her.
