Kongejagt
Naturstyrelsen går glip af 30-50 mio. årligt, fordi jagten i statsskovene er forbeholdt de kongelige. Foto: kongehuset.dk.

Foreningen “Verdens Skove” opfordrer miljøminister Ida Auken til at slagte en hellig ko og udleje reguleringen af vildtet på de 63.000 hektar statsskove, der i dag er omfattet af Civillisteloven, hvor Kongehuset har jagtretten. I følge Verdens Skoves overslag vil det indbringe Naturstyrelsen et beløb på mellem 30 og 50 millioner kroner, meddeler Verdens Skove i en pressemeddelelse 3. december.

Naturstyrelsen er presset på driften af de danske statsskove af Finansministeriet. Det går ud over målsætningen om at øge biodiversiteten i statens skove.

Men Verdens Skove har et løsningsforslag. Søren Wium-Andersen udtaler på vegne af natur- og miljøforeningen Verdens Skove:

”Vi opfordrer miljøminister Ida Auken til at slagte en hellig ko: Udlej retten til at regulere vildtet på de arealer, der om fattet af Civillisteloven. Så vil der være væsentligt flere midler inden for styrelsens rammer til at skabe en rigere dansk natur”.

Verdens Skove fastslår, at udleje af vildtreguleringen er en delvist uudnyttet ressource i statsskovene, der kan afhjælpe manglen på midler til at sikre biodiversiteten. Søren Wium-Andersen forklarer:

”Forleden var Verdens Skove indbudt til en ekskursion til Bidstrup-skovene af Naturstyrelsen. Under besøget havde foreningen rig lejlighed til at drøfte driftsplanlægning, biodiversitet, urørt skov, flersidig skovdrift m.m. med styrelsen. En enkelt ting skinnede klart igennem: Styrelsen er presset på driften af Finansministeriet, hvorfor de hensyn til biodiversitet, vi ved, at miljøministeren i øvrigt gerne vil støtte, mangler tilstrækkelige økonomiske midler.”

Søren Wium-Anderse avisportræt 640
Søren Wium-Andersen er biolog med et dybtgående kendskab til skovpolitik og anden naturforvaltning.

Det er Kongehuset som har retten til jagten på de 63.000 hektar af statens skove, der er omfattet af Civillisten. Men Verdens Skove har den opfattelse, at der kan findes betydelige ubenyttede midler gennem en udlejning af retten til at regulere vildtet i disse områder, hvor styrelsen i dag selv forestår reguleringen. En udlejning skal naturligvis ikke betyde et højere jagttryk end det, der har været hidtil. Men det spørgsmål løser Naturstyrelsen allerede i dag på bedste vis, når den indgår kontrakter om jagtudleje på statens øvrige arealer. Søren Wium-Andersen uddyber:

“I følge Civillisteloven har Kongehuset jagtrettighederne på 63.000 hektar af statens skove. En udleje af retten til vildtregulering i de skove, som er omfattet af Civillisten forhindrer ikke, at Kongehuset fortsat kan gennemføre deres jagter, som de plejer. For reguleringen af vildtet på de berørte arealer gennemføres allerede i dag af Naturstyrelsen, en regulering som reelt kan betegnes som jagt. Kan en udleje af reguleringen være med til, at der fremover vil være midler til at ændre status for skovenes biodiversitets fra “ugunstig” til god, finder Verdens Skove, at der er behov for en åben diskussion af en hidtil uudnyttet indtægtskilde for styrelsen. Men det er en kilde, som hidtil er blevet betragtet som en hellig ko, der ikke har været til drøftelse. Reguleringen af vildtet på de arealer, der er omfattet af Civillisteloven, sker i dag via de såkaldte ”repræsentationsjagter”. Andre styrelser anvender næppe beløb i denne størrelsesorden til repræsentation.”

Fakta om kongejagtens værdi

Verdens Skove er kommet frem til skønnet på 30 til 50 millioner kroner for udleje af jagten på de områder der er omfattet af Civillisteloven. Tallet er fremkommet ved at anvende værdien for udleje af jagt på 800 kroner per hektar, som nævnes af Skov & Landskab i en artikel fra 2010 i bladet ”Skoven”, mens de 30 millioner kroner er baseret på udleje af jagt på forsvarets arealer på Borris Hede i 2013.

Visited 11 times, 8 visit(s) today

Comments are closed.