”Vi er nødt til at gøre op med vores absurd pinlige fascination af døde ting”

Forbrugerismen og helliggørelsen af arbejdet omdanner vores økosystemer til meningsløse forbrugsgoder. Kloden betaler prisen, når vi i vækstens navn skifter modefarver ud med større hast end årstidernes skiften

I øjeblikket stimler selv de værst forurenende industrier sammen under FN’s verdensmål og ifører sig grønne camouflagedragter. Det kan de desværre gøre, fordi verdensmålene, trods de gode hensigter og åbenlyst positive takter, ikke har haft modet til at bane vejen for det nødvendige opgør med vækst.

En væsentlig årsag til, at opgøret udebliver, er helliggørelsen af vores arbejdspladser. Det skriver Nina Bjarup Vetter, cand.theol. i dette debatindlæg om ”arbejdets ulyksaligheder”.

Befolkningen er i årtier blevet mødt med et uimodsagt krav om at stå til rådighed for arbejdsmarkedet, selv om det er logisk, at vores alt for store foretagsomhed omdanner enestående økosystemer til meningsløse forbrugsgoder.

En stor del af den danske arbejdsstyrke er beskæftiget med at producere, reklamere eller sælge disse mestendels overflødige ’goder’. Vi er endt i en dystopi, hvor tidens credo lyder:

»Vi forsager naturen og alle dens dyr. Vi tror på forbruget, det almægtige, fremskridtets og udviklingens skaber. Vi tror på væksten, forbrugets enbårne søn, som er undfanget gennem de hellige arbejdspladser, I hvis navn intet mere er helligt.«

Så hellige er de, at samfundet bruger et tocifret milliardbeløb på nutidens ridefogeder og jobcentre. Medierne har i den forbindelse stået entydigt på propagandaens side, og gang på gang har de været ukritiske mikrofonholdere.

Selv i de mest groteske situationer, som da Inger Støjberg i TV Avisen på DR 17. oktober 2016 på tre minutter gentog mantraet »det skal kunne betale sig at arbejde« 20 gange – altså hvert niende sekund!

Pinlig fascination af døde ting

Det kræver selvfølgelig hårdt arbejde og en velsmurt propagandamaskine at fastholde en hel befolkning i denne illusion. For naturligvis kan vi ikke både fremkomme med teknologier, som dagligt overflødiggør arbejdspladser, og samtidigt kræve alle beskæftiget.

Det har kun været muligt, fordi vi hele tiden har hævet indsatserne ved at markedsføre forbrugerismen aggressivt. Der er da stort set heller ikke et eneste program på sendefladen, som ikke hylder vores absurd pinlige fascination af døde ting. Vi bliver stopfodret med den materielle dystopi.

Selv kulturparnasset stimler sammen under Krejlerkongen Lasse Rimmer på TV 2 og fornøjer sig med at gætte værdier på gammelt ragelse. Og i seernes yndlingsprogram, Hammerslag, falder hvinende ejendomsmæglere i svime over walk-in closets, hvor stiletterne står i rækker og geledder.

Det eneste, der hviner hos mig, er forargelsen over, at mine medsøstre ikke ser den åbenlyse sammenhæng mellem dette tanke- og hjerteløse overforbrug, og de søvnløse nætter, deres børn har ved tanken om en fremtid på en gold klode. For dem er det en ringe trøst, at vi fylder børneværelserne med tøjdyr, som er direkte årsag til, at de levende dyr mister deres habitater.

Vi må se i øjnene, at alt har sin pris, at der bag hvert eneste forbrugsgode, bag hvert eneste tøjdyr eller t-shirt, der produceres, fragtes og sælges, gemmer sig et kulsort regnestykke.

Det er på tide, at vi stopper med at spille hasard med livets eksistensbetingelser, og kalder forbrugerismen for det bluf, den er.

På kollisionskurs med naturen

Naturligvis er der en bagside ved at skifte modefarver ud med større hast end årstidernes skiften. Selvfølgelig går det ikke, at enhver føler sig berettiget til at udskifte både køkken og bad og hele spisestuemøblementet, blot for synets skyld.

Nok skaber det arbejdspladser, men det er beskæftigelse, som er på direkte kollisionskurs med livet på kloden og naturen.

Men prisen betales også i form af stress og sygdom. Med en ny indstilling vil vi således kunne spare ikke alene de 13 milliarder kroner til beskæftigelsesindsatsen, men også meget tunge poster på sundhedssystemet – sandsynligvis mere end rigeligt til, at mange i perioder kunne modtage borgerløn, eller få indført en tre- eller firedages arbejdsuge.

De åbenlyse fordele i form af mere tid til hinanden og naturen kan potentielt transformere den sygnende velfærdsstat.

Tilbage står, at vi bliver nødt til at vikle os ud af forestillingen om, at vi kan fastholde flertallet af arbejdspladser i den selv samme produktion, som sætter klodens ressourcer over styr, og som forstyrrer klimaet og udrydder arterne.

Ingen ting er bedre end ingenting!

Symbolpolitik, som at stoppe med at bære alle vores plastikindpakkede varer hjem i plastikposer, er decideret pinligt. Men det er de eneste handlemuligheder, politikerne har, fordi de ikke tør adressere problemets kerne:

At vi skal sænke vores foretagsomhed markant, at vi skal nedsætte det sygelige overforbrug, og at det naturligvis koster arbejdspladser.

Hvis ikke vi tør tage fat på det tabuiserede arbejdsmarked, vil vi fortsætte fejlkursen, verdensmålenes gode intentioner eller ej. Hvis ikke man indser, at vækst og bæredygtighed er hinandens modsætninger, er også verdensmålene blot bluf.

Dette indlæg har tidligere været trykt i dagbladet Information.