Har man en feltbiolog iført waders ved hånden, kan man få lejlighed til at beundre klokkefrøen på tæt hold. Undersidens mønster i orange og sort er den lille paddes forsvarsmiddel, i kombination med dens lag af moderat giftigt slim. Foto: Ian Heilmann

Kystlandskabet ved Klintholm på Østfyn udfolder en mærkværdig kombination af værdifuld natur og fælleskommunal losseplads i stor skala. På en tur ad kyststien langs Storebælt har man på landsiden kreaturafgræssede kalkoverdrev, levende hegn, fritstående træer, sjælden flora, lavvandede damme og vandhuller med en rig fauna – i forsommeren akkompagneret af syngende tornsangere, gulspurve og kukkende gøge. Af en noget mindre herlighedsværdi rejser sig i baggrunden bløde bakker og åse: bjerge af forseglet skrald i langtidsdeponi, heriblandt farligt og giftigt affald fra Kommunekemi A/S i Nyborg.

Ian Heilmann

Men tilbage til naturen. Dammene er hjemsted for Klintholms klenodie: klokkefrøen, Danmarks sjældneste padde. Det er en lille, varmeelskende frø, der kræver et varieret system af små solbeskinnede ferskvandsområder med rent, lavt og sommerlunt vand og et udbud af vandplanter og et varieret insektliv – og helst kun få eller ingen fisk. Det er en naturtype, som førhen var udbredt over hele landet, men som i dag er begrænset til Storebæltsområdet med det solrige klima, nogle sydfynske øer og visse andre sydøstdanske egne.

Efter nedkølet vinterdvale vågner klokkefrøerne op til dåd i slutningen af april, og de parringsivrige hanner går straks i gang med deres særegne kvækkekoncerter. Aktiviteten er mest intens på stille, lune eftermiddage og aftner og kan vare ved til lidt ind i juli.  Det lyder slet ikke som andre frøers kværnende støj. Med deres kvækkeposer producerer klokkefrøhannerne serier af afdæmpede flaskeagtige toner: buup – buup – buup. Fra et kor af klokkefrøer, som i mangel af en dirigent hverken får afstemt tonehøjde eller rytme, udgår et svævende og sært betagende lydbillede, som kan minde om fjerne kirkeklokker. Bombina bombina er artens videnskabelige navn – charmerende som en italiensk popsang fra tresserne, og er sikkert affødt af frøens musikalske lyde.

Som nævnt undgår klokkefrøer vand med fiskebestande – som ellers ville kunne støvsuge dammen for æg og haletudser. Fjender er der dog stadig nok af, i form af snoge, hejrer, måger mm. Men klokkefrøen har et noget overraskende forsvarsvåben at trække: den vender bugen i vejret, hvor den viser et slående, bugtet mønster i advarselsfarverne orange og sort – i kontrast til den gråligt ensfarvede overside. Og det er ikke tomme trusler: den har giftigt slim, som får mange, men ikke alle fjender på andre tanker. Således kan klokkefrøen opfattes som et tempereret modstykke til det tropiske Amerikas små og farvestærke giftpilefrøer.

Virker advarselsfarverne ellers efter hensigten, kan klokkefrøer nå at blive meget gamle – helt op mod 15 år. Men giften er kun i den svage ende af skalaen. Efter et langt liv behøver Klintholms klokkefrøer heldigvis ikke at blive ekspederet hen til den store nabos langtidsdeponi for farligt affald.

Bannerbillede: Kystnære vandhuller på Østfyn er hjemsted for den sjældne og kræsne klokkefrø, som her ved Klintholm. I baggrunden ses et bakkelandskab af affald, under administration af det fælleskommunale Klintholm I/S. Foto: Ian Heilmann

Visited 1 times, 1 visit(s) today

Skriv en kommentar