Af Kjeld Hansen, forfatter og gårdejer
KOMMENTAR Det første punkt i landbrugsforligets aftaletekst siger det hele. Den lyder: landbruget skal udvikles, ikke afvikles.
Oversat til virkeligheden ude i landet betyder dette ubetingede ja til såkaldt grøn omstilling, at vi vil få endnu flere svin, endnu flere kvæg og endnu flere fjerkræ i det yndige land. Den enorme kødproduktion er gjort til en hellig ko, som reelt gør det umuligt for landbruget at bidrage positivt til samfundets klimamål. Realistisk betyder forliget et farvel til klimaindsatsen, biodiversiteten og det gode liv på landet.
Helt grundlæggende er der mere tale om en vision end et praktisk værktøj. Kun 1,9 af de 8 mio. tons CO2 ækvivalenter landbruget skal levere, kan realiseres i dag uden yderligere palaver. Resten, dvs. de 6,1 mio. tons, er fugle på taget, der først vil få luft under vingerne, når der er sket en teknologisk udvikling, som ingen kan levere i dag. I værste fald skal vi helt frem til 2029, før vi kan evaluere det forløb. Eneste lyspunkt er, at aftalen holder døren åben for, at landbruget skal omfattes af en kommende generel afgift på drivhusgasser.
En grøn omstilling, der er baseret på yderligere vækst, er pænt sagt en umulighed. Det har de seneste tre årtier vist os. Siden 1990 er vi gået fra slemt til værre i forhold til klima, biodiversitet, drikkevandsforurening, overfiskning og velfærd på landet. Og alle disse negative trends rummer elementer af den samme krise: den ukontrollerede vækst i kødindustrien.
Danmark er i dag verdens hårdest dyrkede land og med verdens største kødproduktion i forhold til areal og antal indbyggere, så det siger sig selv, at uden en reduktion kommer vi aldrig i nærheden af at opfylde regeringens erklærede ambition om en 70 %-reduktion af drivhusgasserne i 2030. Læg dertil, at de foreslåede indsatser er baseret på frivillighed fra erhvervets side.
Internationalt er der konsensus om at betragte kødproduktionen som den helt store klimasynder, og allerede i februar 2019 offentliggjorde det ansete britiske tidsskrift The Lancet de nødvendige reduktionsmål for at undgå yderligere temperaturstigninger. Det var barsk læsning for dansk landbrug. Ifølge The Lancet-forskerne skal produktionen af både svinekød og oksebøffer reduceres med 90 pct. i lande som Danmark, hvis verden skal være klimaneutral. I stedet for 33 mio. svin om året, burde vi altså nøjes med 3,3 mio., men i stedet for klimatilpasse produktionen vælger regeringen at lade den vokse fra år til år.
Den siddende regering har i 2020 aktivt støttet væksten i denne ekstreme industri med 500 mio. kr. til nye kødfabrikker, og resultatet er ikke udeblevet: svinebestanden steg med 5,2 pct. fra januar 2020 til januar 2021. Så nej – det går ikke den rigtige vej med kødproduktionen, selvom stadig flere danskere skærer ned på deres private kødforbrug.
Når man ser nærmere på aftaleteksten, er det slående, at det såkaldt bindende reduktionsmål for udledning af drivhusgasser ligger under de 70 pct., der er regeringens målsætning. Landbruget slipper med at levere 55-65 pct., så andre sektorer som industri og transport kommer til at levere ekstra procenter, hvis 2030-målet skal nås. Reduktionen skal desuden ske i forhold til landbrugets udslip i 1990, hvor den animalske produktion var langt mindre end i dag. Læg dertil, at ordet ”bindende” ikke skal tages alvorligt, der er i virkeligheden tale om en hensigtserklæring og uden sanktioner, og lykkes det ikke landbruget at levere, nå, ja – så må vi tage en snak om det til den tid, siger forligsparterne.
Samme ”frivillighedsprincip” er også bærende for omlægningen af de 100.000 hektar lavbundsjorder til natur, som er en anden væsentlig fremtidsindsats. Det betyder, at hver eneste landmand, der har den slags jord, skal overtales, og det kan blive utroligt langvarigt, besværligt og dyrt. Sporene efter landbrugspakken i 2016 burde skræmme enhver regering. Dengang aftalte myndighederne en stribe afværgeforanstaltninger med landbruget, der skulle afbøde pakkens skadelige virkninger, og Landbrug & Fødevarer lovede at levere, men det skete aldrig.
Fødevareminister Rasmus Prehn påpegede ganske vist ved lanceringen af forliget, at aftaleparterne er enige om, at der indføres en miljøgaranti, hvor der hvert andet år gøres status på fremdriften i de kollektive virkemidler. Han hævdede, at garantien indebærer, at såfremt den forudsatte kvælstofreduktion ikke kan løses ved frivillige virkemidler, gennemføres reguleringen mod kompensation. Med andre ord skal der ske en ekspropriering af de nødvendige arealer, men sandsynligheden for at få Venstre med på den galej er vist lige så stor som chancen for snevejr en dag i Helvede.
Læg dertil at aftalens mål om at sænke landbrugets forurening med kvælstof er langt fra nok til, at vi kan leve op til EU’s krav og stoppe forureningen af vores fjorde og havmiljø. For at opfylde EU’s vandrammedirektiv er partierne enige om at reducere landbrugets kvælstofudledning, der er en central årsag til iltsvind og fiskedød i det danske vandmiljø, med 10.800 tons. Udfordringen er bare, at der bør være et bindende reduktionsmål på mindst 13.100 tons, hvis regeringen med sikkerhed skal kunne leve op til vandrammedirektivet.
Svineindustrien vil sluge klimagevinster for 2 mia. kr. frem mod 2030
Hvad angår de afledte effekter af forliget i form af øget støtte til økologisk omlægning, mere skovrejsning og støtte til plantebaserede fødevarer, så ændrer de intet ved den helt dominerende satsning på mere svinekød og flere mejeriprodukter. Økologi er ingen hellig religion, når det gælder klimaudslip, og økologiske frilandssvin er mindst lige så belastende som de indespærrede, måske endda værre.
Og så er der de kolde kontante prioriteringer. Tag for eksempel de 580 mio. kroner fra EU’s landbrugsstøtte, der nu afsættes som en ekstra bonus til landmænd, der vil dyrke planter til menneskeføde frem for foder til dyr. Beløbet modsvarer de 500 mio. kr. samme regering har støttet nye kødfabrikker med alene i 2020, men de 580 mio. kr. skal fordeles over 5 år, så i virkeligheden er det blot 116 mio. årligt. Det beløb får man ingen revolution for.
Alligevel har regeringen svært ved at tøjle sin begejstring over sig selv. ”Det her er Danmarkshistorie. Det er klimahistorie. Vi går med det her foran, og viser resten af verden, hvordan landbruget takler klimakrisen, sikrer bedre vandmiljø, værner om vores lokale arbejdspladser og investerer i nye grønne job. Det er en glædens dag for alle med et grønt hjerte,” fremsagde fødevareminister Rasmus Prehn, da forliget blev offentliggjort.
For de unge, der har engageret sig i klimabevægelsen, må forliget være en historisk stor skuffelse. De har vist tiltro til statsministerens forsikringer om klimaindsatsens høje prioritet, men nu ser de den største klimasynder slippe for at yde sit. Med et lettere omskrevet citat fra en aktuel svensk miljøaktivist vil de med fuld ret kunne fremsætte denne anklage: 70 % reduktion i 2030? Blah, blah, blah.
Og for alle, der drømmer om et bæredygtigt, klimavenligt landbrug med plads til natur og nabohensyn og med mere føde til mennesker end foder til dyr, er der ikke meget at hente i forliget. For de gylleramte småsamfund på Tuse Næs ved Holbæk, i Alken vest for Skanderborg, i Esbjerg Kommune og ved Middelfart – for blot at nævne en håndfuld – er der ingen grund til optimisme. Tværtimod. Kødproducenterne vil kunne bygge videre på deres fabriksanlæg, og det vil fortsat ske med skatteyderbetalt støtte. Ordningen vil blot hedde noget andet denne gang, nemlig ”Grøn omstilling”.
Denne kommentar har været trykt i dagbladet Politiken den 5. oktober 2021.
takker for indlægget. Alle danskere burde “tvinges” til at læse denne artikel, men naturligvis ikke landmænd. De er ret så ligeglade med alt der ikke er penge eller tilskud i. Måske vil chefen for denne frygtelige landbrugsaftale, som pt er i indien, her lære noget om balance, også når det gælder naturen.
Landbruget er en diversificeret størrelse. Forretnings-potentialer grener ud i mælk, grise og planter, konventionelt og ‘økologisk’, landmanden som vi kender dem og industribrug. Med et geologisk perspektiv har jeg altid haft svært ved at se, hvordan det har været muligt at lovgive for landbruget når nu de enkelte, oven i, er givet så utroligt store forskelle i forudsætninger i det underlag der er givet. Det har hidtil handlet meget om næringsstof-forurening der, som mig bekendt, regelgøres ud fra differencen mellem bio/kemiske elementer puttet på marken versus det der tages hjem igen. Det kan være et sundt videnskabeligt princip, men jeg kan godt overbevises om, at der er frustrerende langt til den praktiske virkelighed.
CO2 er en del mere abstrakt end næringsstofferne. Viljen til at afsøge kanterne for at undgå drastiske, dyre ændringer og endeligt at lade enhver tvivlen komme landbruget til gode er forudsigelig. Og resultatet er lige så forudsigeligt.
Hvad med at sætte en passende høj afgift på kød? Den lille mulige produktion af kød i en perma-kultur vil blive straffet hårdt for at gøre det forsvarligt, men dem er der så heller ikke nogen af alligevel. Det eneste EU kan blive enig om er subsidiering af landbruget.
Når jeg ser på mig selv som ny veganer og læser at sådanne personligheder udvikler sig mod mindre extroversion, så får jeg ord på, hvad der skér. Det er ikke til at komme igang. Men, når det sker er det for første gang med følelsen af at være 5 sekunder foran, og ikke som normalt 5 sekunder bagud. Jeg kan overbevises om, at jeg nu er i præstens domæne og langt udenfor politik, men, hvis praktisk politik bringer os hertil (med høje afgifter), er det så sikkert at vælgerne flygter?
Hvis mor kunne trykke på sin valg-knap i det øjeblik hun sidder ved bordet og prøver at få et smil på familien, på trods af det sunde mad hun præsenterer os for, så tror jeg, at hun ville stemme for, at det ikke skal være netop hende der skal stå med den løftede pegefinger. Fru Frederiksen kender godt problemet. Det er gudgivent for (ammende) kvinder, og smilet retur er livets indhold.
Kan man lave valg-handlingen obligatorisk? Som det er vil kun den extroverte gå til stemmeurnen og situationen ikke ændre sig. Det vil ikke være gennemførligt fordi klasse 3 så pr automatik vil komme til at matche det faktiske flertal … og hvem vil være interesseret i det? Det er måske noget vås, og jeg er heller ikke mere uenig med fru Frederiksen og co end at jeg osse gerne vil tilbage til paradis. At det fordre, at vi deler paradis med de firbenede ville gøre den politiske vision så meget mere troværdig.
Hvad ville der egentlig ské, hvis vi kunne acceptere vores omgivelser som ligeværdige væsener? Det vil tage én generation at lære det, den tid det ta´r os at holde op med at være forbillede for, hvordan man slår dyr ihjel, skærer dem i stykker og spiser dem. Det er overgangen til den nye menu der ikke er ligetil. Når hverdagen er tilbage følger smilet med.
Da jeg læste de syv punkter kom jeg til at tænke på hvordan det ville lyde hvis Ulf Pilgård læste dem op i cirkusrevyen, folk ville skrige af grin. ( ja, jeg ved han har stoppet)
“såfremt den forudsatte kvælstofreduktion ikke kan løses ved frivillige virkemidler, gennemføres reguleringen mod kompensation”.
Hvorfor gøre noget frivilligt nu, når man kan vente og blive kompenseret med skatteyderkroner for at gøre det samme senere?
Det er mig en gåde at vi ikke kan stå sammen om at smide disse miljøforbrydere på porten. Det er åbenbart det forenede folketing minus Alternativet som han besluttet at vanviddet skal fortsætte til glæde for landbruget og eliten,og til rædsel for folket.