Efter den ekstreme overkompensation med milliarder til landets minkavlere er der nu landet en ny landbrugsaftale, som desværre følger samme spor
Af Søren Mark Jensen, biolog og geograf. Tidligere embedsmand og chefforhandler i Miljøministeriet
Den grønne trepartsaftale – ”Aftale om et Grønt Danmark”, som udkom den 24. juni 2024, er blevet til i et samarbejde mellem regeringen, Landbrug & Fødevarer, Danmarks Naturfredningsforening, Kommunernes Landsforening, Fødevareforbundet, Dansk Metal og Dansk Industri. Aftalen har været ventet længe efter årevis af politiske udskydelser og nølen fra skiftende danske regeringer.
Masser af fugle på taget
Aftalen er på 43 sider, som er fyldte med gentagelser og uforpligtende udsagn. Formuleringer som ”Regeringen vil afsøge mulighederne for…” og ”Regeringen vil søge at…” fylder meget i aftalen, og får én til at tænke på fugle på taget og til at fortvivle over, at den i høj grad fortsætter i vildsporet med frivillighed overfor landbruget.
Aftalen sikrer den velkendte økonomiske særbehandling af landbruget, og den sikrer på ingen måde, at landbrugssektoren kommer til at følge princippet om, at ”forureneren betaler”, som jo ellers gælder for resten af samfundet.
Det er derfor forståeligt, at Landbrug & Fødevarer og landbrugsminister Jacob Jensen fra Venstre er mere end tilfredse med aftalen.
Aftalen udtrykker som vanligt, at dansk landbrug skal satse på at være ”højteknologisk” og skal ”intensivere på robuste jorde”, og den lægger op til uddeling af millioner til statslig betaling af udvikling af tvivlsomme tekniske fix, som kunstige fodertilskud til køer så de udleder mindre metan og til produktion af biokul, som er mistænkt for at være sygdomsfremkaldende.
Aftalen må dog alligevel formodes at kunne resultere i moderate forbedringer for klima, miljø og natur. Dette skal muliggøres vha. nye offentlige midler på 40 mia. kr., som skal gå til landmænd, som frivilligt og med fuld kompensation vælger at medvirke i skovrejsningsprojekter og udtagning af lavbundsjorde.
Skovrejsning og lavbundsjorde er jo gamle travere, som har stået i stampe i årevis, og som hermed får en saltvandsindsprøjtning i form af stærkt forøgede støttemidler til landmændene.
Ifølge aftalen er målsætningen for mere skov, at der etableres 250.00 ha mere skov frem mod år 2045 og for lavbundjordene, at der udtages 140.000 ha frem mod år 2030. Det vil, hvis de tal så lykkes, dog kun resultere i, at skovarealet øges fra nuværende 14 % til 19 % af Danmarks landareal, mens lavbundsjordene – hvis de ikke dækkes med solcelleparker og vindmøller – øges med omkring 3 % af landarealet.
Samlet set vil indsatsen således meget langt fra sikre indfrielse af de naturmål, som DK har tilsluttet sig med EU’s Biodiversitets Strategi og i FN (Montrealaftalen om Biodiversitet), som fastslår, at landene skal have etableret og beskyttet natur på 30 % af deres landareal inden udgangen af 2030.
Ingen dyrevelfærd eller planteproteiner i aftalen
Aftalen undgår stort set også at forholde sig konkret til centrale politiske emner som ”omstilling til plantebaseret fødevareproduktion” og ”dyrevelfærd”, hvor Danmark jo er særligt udfordret pga. årtiers satsning på intensiv industriel husdyrproduktion.
Tænk hvis ikke kun Danmarks Naturfredningsforening, men også fx Dansk Vegetarisk Forening havde været med i trepartsforhandlingerne. Det ville kunne have bidraget til, at mere fremsynede og mere ungdommelige stemmer og holdninger kunne være afspejlet i aftalen.
Faktisk modarbejder aftalen på nogle punkter direkte sådanne hensyn. Fx indeholder aftalen forslag om, at der skal afsættes millioner til danske landmænd i form af ”slagtepræmier” for smågrise, som leveres til danske slagterier for at sikre slagteriernes konkurrenceevne og ”råvaregrundlag”. I dag er situationen som bekendt den, at millioner af danske smågrise hver år transporteres udenlandske slagterier som er billigere.
Med aftalen foreslås indført en meget tålmodig og meget moderat afgift på landbrugenes CO2-udledninger (selv ved fuld udfasning svarende til under det halve af hvad Klimarådet anbefalede ud fra samfundsøkonomiske beregninger). Afgiften foreslås desuden først indført i 2030 og med meget langsom indfasning frem til 2035. Landbruget kan således ikke forventes at bidrage mærkbart til indfrielse af den nationale målsætning om at reducere CO2-udslippet med 70 % inden udgangen 2030.
Ifølge aftaleteksten fremgår det desuden, at danske landmænd, som ligesom resten af samfundet reducerer deres CO2-udslip, kan slippe helt for at betale en afgift for den CO2 de trods reduktionen fortsat vil udlede. Dette sikres vha. af indførelse af et gavmild ”bundfradrag” til landmænd i forbindelse med indførelsen af CO2-afgiften.
Nej til mere offentlig støtte af landbruget
Alt i alt repræsenterer aftalen et sørgeligt og samfundsøkonomisk set dyrt kompromis, som ikke tager ordentlige livtag med de store udfordringer, vi står overfor. Vi må derfor håbe, at de politiske forhandlinger om aftalen, som nu starter i Folketinget, vil sikre, at der i sidste ende indgås en aftale, som sikrer, at landbruget sidestilles med andre erhverv. Og i en aftale som i også reelt tilgodeser økologi og dyrevelfærd, og som kan sikre bedre klima- og natureffekt af de foreslåede 40 milliarder ekstra til landbruget.
Man kan også håbe på, at EU-kommissionen vil sætte hælene i i forhold til den meget voldsomme forøgelse af den offentlige støtte til erhvervet, som jo i stigende grad kommer på kant med EU’s målsætninger om fri konkurrence, handel og statsstøtteregler.
En ordentlig aftale bør derudover også skulle sikre en markant omlægning og målretning af den miljø- og naturødelæggende årlige milliardstøtte til dansk landbrug i form af EU-landbrugsstøtte og fra den brede vifte af allerede eksisterende nationale støtteordninger til erhvervet.
Det ville der med stor sikkerhed være meget bred opbakning til hos langt hovedparten af den danske befolkning.
Det er efterhånden åbenlyst at landbrugslobbyen har mere magt, end folketinget. Uforskammet at landbrugsminister Jacob Jensen fra Venstre får lov til at fortsætte den embedsførelse. Han har tillsidesat alt jeg ser som almindeligt pli hos en minister.
Kunne gylle.dk være rar at bede DN om et svar på de enkelte udsagn i ovenstående?
Hvad er Danmarks Naturfredningsforenings rolle egentlig i denne “historiske” aftale, der mest af alt har karakter af en dyr hensigtserklæring?
Præsident Maria Reumert Gjerding var ved aftalens fremlæggelse ved at gå ud af sit gode skind af vild begejstring og tilfredshed med egen indsats.
Kan vi stole på Socialdemokratiet.. .
Det er venstres og Løkkes politik at lade landbruget ORDNE alt på frivillighedens vej.
Eksempler på frivillighedensvej, hvor ingen af landbrugets løfter har været indløst;
Udtagelser af lavbundsmarker kun (2 %)
Mindre kvælstof på markerne ↗️ det steg og nu har de sidste uge ansøgt om at mere gødning til markerne.
Færre døde pattegrise 2% lovede de. Men det er ↗️steget år for år. 29000 hver dag dør.
Mindre penicillin. ↗️Steg med 45,5% i sidste kvartal.
Politikerene har ikke været gode nok til at udvise konsekvens!
Bønderne kan gøre lige, hvad det passer dem.
Også i landbruget skal sættes deadlines og kontrollanter ind i alle love. Og det skal ha konsekvens.
Bønder er de, der selv har bevist gang på gang, at ad frivillighedens vej KAN de ikke selv administrere.
Hvor er bunden i” bundfradraget”, det er jo en 60% rabat.
Så længe vi har en venstre gårdejer (inhabil) som landbrugets minister malker landbruget ikke kun køerne, skatteyderne malkes også.
Det er vanvid at lukke en stor del af dansk landbrugsproduktion. Mad skal vi jo have. Det kræver altså jord at dyrke fødevarer. Verdens klima bliver næppe hjulpet ved at producere fødevarerne i andre lande, men dansk økonomi og velfærd vil lide stor skade, da fødevareerhvervene stadig er en meget stor bidrager til den danske valutabalance.
Sørensens indlæg er langt ude og uden forståelse for, at det er ringe lovgivning og elendige regler, der har skabt problemerne. Det koster at løse natur- og miljøkrisen, men der er faktisk ikke ret mange penge, og landmændene bliver ikke forgyldt.
Sørensen er på linje med DNs forrige præsident, der var en skandale, fordi hun kun førte krig mod landbruget og overhovedet ikke opnåede resultater. Den tid er heldigvis slut.
Nu rykker vi.
Stakkels Michael Stoltze. Gad vide hvor han rykker hen og med hvem?
DN har måske ikke opnået resultater, men det hverken med den forrige eller nuværende formand. Og det er ikke DN som skal løse de større og større miljø-problemer. Det er politikkerne.
De vil eller kan ikke. De tror til stadighed, at bare vi sender skatteborgernes milliarder til landbruget, så vil alt blive løst.
Se til hvad der er sket!!!