Gennem de seneste år har der verseret flere udsagn, der påstår, at ålegræs tilbageholder store mængder kulstof og dermed har en afgørende rolle for CO2 balancen og klimaet. Denne myte er nu helt aflivet af en række centrale danske havforskere, der i maj i år har afholdt en konsensuskonference om emnet
Af Peter Bondo Christensen og Signe Høgslund, Institut for Ecoscience, Aarhus Universitet
Gennem to dage har Institut for Ecoscience, Aarhus Universitet samlet 28 danske forskere og administratorer, der arbejder med tang (store alger), ålegræs og omsætningen af kulstof og kvælstof i havet for at drøfte, om planterne har en afgørende rolle for at deponere kulstof og kvælstof i vores fjorde og kystnære områder.
Det sker bl.a. på baggrund af en række fængende avisoverskrifter, f.eks.: ’De blå skove kan binde mere end Danmarks-CO2 udledning’ i Børsen 12.9. 2022, hvor de blå skove henviser til ålegræsenge i danske, kystnære områder.
Denne artikel fra Ecoscience, AU, gør op med nogle af de mest forkerte påstande.
Ålegræsenge er ikke en stor kulstoffælde
Et af argumenterne har været, at tang og ålegræs optager CO2 ved fotosyntese som alle planter. Derefter skulle ålegræs ophobe organisk kulstof i rodzonen under planterne. Ved at gemme kulstoffet nede i den del af havbunden, hvor der ikke er ilt, skulle kulstoffet ikke blive omsat og kunne dermed ophobe sig i metertykke lag. Mange har omtalt det som en ’permanent begravelse af kulstof’.
”Det er desværre ikke rigtigt. Det organiske stof, som begraves i den iltfrie del af havbunden omsættes af bakterier, der ånder uden ilt. Bakterierne bruger i stedet f.eks. nitrat, sulfat og jern, når de nedbryder organisk stof”, forklarer professor Bo Barker Jørgensen, Biologisk Institut, Aarhus Universitet, der har forsket i emnet gennem mere end 40 år.
Når ålegræs nedbrydes, frigives størstedelen af den bundne CO2 igen og planterne vil derfor ikke netto ændre CO2-indholdet i atmosfæren.
Kun hvis ålegræsset breder sig til større områder, kan planterne over en kortere årrække optage mere kuldioxid fra atmosfæren end der igen frigives. Det svarer til det begreb, vi kender som ’skovrejsning’ på land. Men i havet vil ’skovrejsningen’ dog være meget kortvarende. På tilsvarende vis, fungerer ålegræs som en kilde til CO2 frigivelse til atmosfæren, hvis arealet med ålegræs bliver mindre, fx pga. iltsvindshændelser, uklart vand, havne udvidelser eller lignende.
Sammenblanding af begreber forvirrer
”Et af problemerne i debatten skyldes også en sammenblanding mellem ’puljer’ og ’hastigheder’. Den mængde CO2 Danmark afgiver til atmosfæren per år er en ’hastighed’ og det forvirrer problemstillingen at sammenligne denne hastighed med den pulje af kulstof, der allerede ligger begravet i havbunden” understreger Bo Barker Jørgensen.
Det giver på samme måde anledning til misforståelser, når man forveksler puljer af kulstof, der findes i ålegræsenge med omsætningshastigheden af kulstoffet i ålegræsengene.
I klimasammenhænge er det ’hastigheden’ – dvs. den mængde CO2, som ålegræs indfanger og frigør pr. tid, der er væsentlig. Det er denne hastighed, man kan sammenligne med Danmarks årlige CO2 emission. Kulstofpuljen derimod er resultatet af fortidens tilførsler og tab af kulstof. Den er ikke et mål for, hvad der sker i dag.
En række centrale hjemmesider fra forskellige organisationer, som f.eks. Danmarks Naturfredningsforening, Verdensnaturfonden WWF og Tænketanken Hav, giver desværre udtryk for misforståede budskaber for ålegræssets evne til netop at tilbageholde kulstof.
Den forsamlede forskergruppe tager nu initiativ til at få disse udsagn rettet ligesom gruppen vil se kritisk på forskellige udmeldinger i den videnskabelige litteratur, som uheldigvis kan misforstås.
Vi SKAL udlede færre næringsstoffer fra land for at fremme vækst af ålegræs og tang
Selv om planterne ikke fungerer som et væsentligt dræn, der binder og deponerer kulstof i havbunden, er ålegræs og tang alligevel vigtige for en række andre forhold i havet – herunder ikke mindst biodiversiteten. Det skyldes, at mange smådyr lever på bladene og småfisk søger læ og beskyttelse i ålegræsenge og tang-bevoksninger.
Men desværre er udbredelsen af planterne gået drastisk tilbage og er langt fra fordums vidtstrakte udbredelse. Forskergruppen er derfor helt enig om, at vi hurtigst muligt skal arbejde på at få planterne til at brede sig over så store områder som muligt.
Gruppen peger enstemmigt på, at der skal ske en markant og hurtig reduktion af udledningen af næringsstoffer til havmiljøet og et stop for brug af bundslæbende fiskeredskaber i kystvandene, før forholdene atter bliver egnet til en genvækst af planterne.
”Det er helt afgørende, at vi fra dansk side her og nu udfører en reel og målrettet indsats for at reducere tilførslen af næringsstoffer fra især landbruget. Og det skal ske NU. Vores havmiljø er i en kritisk dårlig tilstand og med de stigende temperaturer, bliver problemerne kun større i de kommende år”, siger professor Karen Timmermann, Institut for Akvatiske Ressourcer, Danmarks Tekniske Universitet.
Kan vi fremme udviklingen ved at udplante ålegræs?
Gennem nogle år har en forskergruppe ved Syddansk Universitet arbejdet på at få et videnskabeligt grundlag for at vurdere, om man det kan nytte at plante ålegræs ud i områder, hvor det tidligere har vokset.
”Grundlæggende kan vi sige, at det er helt afgørende, at belastningen med næringsstoffer skal være reduceret, vandet skal være klart og havbunden skal have de rette beskaffenheder, før man udplanter ålegræs”, forklarer professor Mogens Flindt, Biologisk Institut, Syddansk Universitet, der har stået i spidsen for mange udplantningsforsøg i Danmark.
SDU har sammen med center for Marin Naturgenopretning udarbejdet retningslinjer for, hvordan man bør gribe udplantningsarbejdet an, baseret på den nyeste viden.
”Det er meget vigtigt at følge disse retningslinjer”, siger Mogens Flindt, der frygter ’wild vest tilstande’ i Danmark.
Mogens Flindt peger på, at myndighederne flere steder som kompensation ønsker at genetablere tabte ålegræsenge, når man ødelægger arealer med ålegræs under anlægsarbejde af f.eks. en bro, en vej eller en havn.
”Men det er slet ikke så let, som det ofte bliver udtrykt. Det er nemt at ødelægge store arealer med ålegræs, men det er svært at finde egnede arealer, hvor man kan få udplantet ålegræs til at overleve”, påpeger Mogens Flindt.
Der skal høstes rigtig mange skud fra de naturlige ålegræsenge, hvis man foretager udplantning af større områder. Og ofte mangler der klare krav til, at udplantningerne skal resultere i levedygtige ålegræsenge.
Der er heller ikke krav om at overvåge udviklingen i årene efter retableringen, hverken i de bevoksninger, som skuddene tages fra, eller i de nye udplantninger. Viser det sig, at retableringerne fejler, er der jo reelt ikke sket nogen kompensation. Tværtimod.
”Det er vigtigt, at man meget grundigt vurderer, om de naturlige ålegræsenge kan holde til denne høst, og at der er en omhyggelig opfølgning på aktiviteterne rundt om i landet. Vi mangler ganske enkelt resultater, der viser, om udplantet ålegræs i det hele taget overlever gennem flere år,” siger professor Kaj Sand-Jensen, Biologisk Institut, Københavns Universitet.
Man kan ikke plante sig ud af ødelæggelserne i havet
De mange tiltag til udplantning af ålegræs, der er under opsejling i mange forskellige sammenhænge, er et udtryk for, at mange gerne vil gøre noget aktivt for et bedre havmiljø.
Det hilser forskergruppen meget velkommen, men understreger også, at de mange initiativer kan være et resultat af, at man har svært ved at komme igennem med den indsats, der virkelig batter – nemlig en indsats på land, der reducerer udvaskningen af næringsstoffer fra land til kystmiljøet.
Der var bred enighed blandt forskerne om, at udplantning af ålegræs ikke kan erstatte andre miljøforbedrende initiativer, ligesom det er vigtigt at udplantning af ålegræs, ikke bliver brugt til ”greenwashing”.
”Tiltagene i kystvandene – det vi kalder marine virkemidler – kan ikke ses som en kompensation for en manglende indsats på land”, understreger Karen Timmermann, der har arbejdet med ’marine virkemidler’.
”Det er helt afgørende, at vi meget hurtigt får en markant indsats på land. En aktiv udplantning af ålegræs på egnede lokaliteter, hvor der samtidig er langt til naturlige ålegræsbede, kan måske hjælpe den naturlige ålegræsspredning på vej, men kan slet ikke redde vores havmiljø”, supplerer Karen Timmermann.
Deltagerne på konsensuskonferencen understreger også, at der skal laves en aktiv og målrettet indsats for at beskytte og bevare de planter, der stadig findes i kystvandene. Indsatsen skal omfatte beskyttelse mod både anlægsarbejder, bundtrawling og anden brug af havet. Man kan ikke plante sig ud af ødelæggelserne i havet.
Fakta
28 havforskere og administratorer har i maj 2024 være samlet to dage på Fyn til en konsensuskonference med titlen: Betydning af den marine vegetation på kulstof- og kvælstoftilbageholdelsen i danske farvande.
Deltagergruppen omfatter Aarhus Universitet, Københavns Universitet, Syddansk Universitet, Roskilde Universitet, Danmarks Tekniske Universitet (DTU), Center for Marin Naturgenopretning og Limfjordsrådet.
Konferencen og arbejdet har modtaget økonomisk støtte fra Aage V. Jensens Naturfond, iClimate, Aarhus Universitet og Center for Marin Naturgenopretning.
Ålegræs og tang er IKKE en redningsplanke for vores klima.
Jeg må rose Gylle.dk for at bringe artiklen fra Ecoscience. Min første reaktion på artiklen var en bævende frygt for, at rewildingbiologerne nu havde kastet sig over havmiljø og ålegræs. Hvorfor denne frygt, når jeg selv er aktuar og cand.scient. i mat/stat/fys. fra Aarhus Universitet, samt at jeg som studerende har siddet i Det Naturvidenskabelige Fakultetsråd? Med denne baggrund skulle jeg på forhånd være positivt indstillet over for Aarhus Universitet. Men denne frygt stammer bl.a. fra nogle sager, hvor danske landbrug har misbrugt forskere fra Aarhus Universitet samt rewildingbiologer, der hærger dele af Aarhus Universitet med Rødliste, elefanter og dyremishandling.
Min standard for god videnskabelig praksis kommer til udtryk i den disputats, som Helmut Strandgård skrev for mange år siden om rådyr. Denne standard har jeg på ingen måde set i alle publikationer fra Århus Universitet.
For at genskabe et godt havmiljø har jeg den opfattelse, at der må ske reguleringer af en række forhold ud over stop for landbrugets og byernes forurening af havmiljøet samt bundtrawlfiskeri. Her tænker jeg på regulering af skarver, sæler og svaner. Der er belæg for de to førstnævnte arter. Skarver og sæler belaster fiskebestanden flere steder, og derfor må der ske reguleringer i åer og fjorde med stor opgang af bl.a. ørreder og laks. Med hensyn til svaner har jeg den teori, at det store antal overvintrende svaner må belaste ålegræsset. Desuden kunne jeg forestille mig, at man i nogle fjorde simpelthen udgravede sejlrenden for at sikre større vandudskiftning. Man bør også kaste en tanke på de ca. 50.000 fangstredskaber, danske fiskere har tabt i havet omkring Danmark.
Jeg har ikke haft tid til endnu at udarbejde en demografisk analyse for sæler og skarver, men mit gæt er, at disse bestande kan vokse med 20-30% årligt. Derfor skal bestanden årligt reguleres med helt op til 25% for at sikre en stabil bestand.
Hvis man for år tilbage blot havde vurderet den samlede økonomi for landbrug, fiskeri og skovbrug, ville man ikke have tilladt landbrugets forurening af havmiljøet. Jeg har den ikke verificerede teori, at værdien af intakte fiskebestande vil kunne overgå værdien af landbrugsproduktionen. Fiskebestandene verden over er under voldsom belastning, og værdien af fiskebestanden vil vokse voldsomt i fremtiden.
Tænk sig, at hvis man havde brugt de store EU-tilskud, som landbruget modtager, til at sikre et rene vandmiljø, ja så have tingene helt anderledes ud i dag.