Hvis banker skal bevare deres relevans i en tid, hvor de er under pres fra nye digitale løsninger, er de nødt til at genopfinde sig selv. Hollandske Rabobank går nye veje med deleøkonomiske banklån, investeringer i bæredygtig udvikling og globalt netværk til småbønder, hvilket skal forhindre sult i verden. Det skriver MM Mandag Morgen 6. august 2017. Vi bringer et uddrag af interviewet.
Er det virkelig en banks fremmeste opgave at agitere for en bæredygtig og grøn samfundsudvikling? Og skal en bank ligefrem fungere som selve drivkraften i gentænkningen af vores velfærdssamfund og en omlægning til cirkulær økonomi med fokus på at reducere spild, genbruge mere og gentænke vores offentlige forretningsmodeller?
Ja, mener hollandske Rabobank, som lige før sommer etablerede en ny fond baseret på venturekapital – the Rabo Food & Agri Innovation Fund – der målrettet skal investere i innovative landbrugs- og fødevarevirksomheder, der arbejder på at fremme global fødevaresikkerhed ved hjælp af nye teknologier inden for genforskning, præcisionslandbrug og biobaserede applikationer.
”Vi er nødt til at finde en ny måde at betjene vores kunder på og næsten helt glemme, at vi er en bank, for det er der så mange andre, der er,” siger bestyrelsesformand Wiebe Draijer, der for snart tre år siden kunne sætte sig i spidsen for Rabobank.
Ifølge Wiebe Draijer, bestyrelsesformand for Rabobank, afhænger bankens fremtidige succes uløseligt sammen med, i hvor høj grad det lykkes den at tage et socialt medansvar for samfundsudviklingen.
Wiebe Draijer har en fortid som mangeårig McKinsey-ansat og var bl.a. direktør for konsulentvirksomhedens aktiviteter i Benelux fra 2006 til 2012. Inden han kom til Rabobank, var han fra 2012 til 2014 præsident for Hollands Økonomiske og sociale råd, der rådgiver regeringen i socioøkonomiske spørgsmål.
Konkurrerer med algoritmer
Den nye Rabo F&A Innovation Fund er i øvrigt kun en del af en stribe initiativer fra Wiebe Draijer og Rabobank, der alle fokuserer på at fremme en bæredygtig udvikling, og som matcher bankens nye vision om at påtage sig et socialt samfundsansvar. Det er en tilgang, som ellers er lidt af en sjældenhed i finansverden, der i øjeblikket er langt mere optaget af at levere smarte, nye digitale betalingsløsninger og sømløse bankoplevelser.
Og jo, Rabobank, der har rødder i landbruget og den traditionelle hollandske andelsbevægelse, er naturligvis også bevidst om behovet for at gennemføre en digital transformation af virksomheden, men snarere som en biting – eller en selvfølgelighed. For den store samfundsmission er det centrale i bankens strategi og en måde at opbygge en identitet, som kunderne kan relatere til.
Ifølge Wiebe Draijer handler det om, at klassiske banker som hans egen er nødt til at tænke ud af boksen og genoverveje, hvad det egentlig vil sige at være bank, hvis man fortsat vil spille en rolle i kundernes liv. Og overleve for den sags skyld.
(forts.)
Læs hele artiklen.