Beretning fra landet: Hvem passer Danmarks svin?

Et nyt antropologisk studie har undersøgt livet hos de migranter, som flytter til de danske landdistrikter og arbejder i landbruget, mens så mange andre flytter væk.

Artiklen er skrevet af Astrid Stampe Lovelady, Afdeling for Antropologi, Aarhus Universitet, og offentliggjort den 8. oktober 2020 på videnskab.dk.

I Danmark slagter vi mange millioner svin hvert år, og industrien eksporterer for mange milliarder kroner kød. Imidlertid er der færre og færre danskere, der varetager den opgave, det er at passe de danske grise.

Den opgave bliver nemlig i højere grad end nogensinde varetaget af migrantarbejdere: Mennesker, som bor og arbejder i Danmark, men som de fleste danskere ved så godt som ingenting om.

I min nyligt afsluttede ph.d.-afhandling fra St Andrews University og i et igangværende forskningsprojekt ved Aarhus Universitet har jeg derfor undersøgt rumænske og ukrainske migranters oplevelser af at bo på landet og arbejde i et af Danmarks mest historiske erhverv.

I denne beretning vil jeg fortælle om disse migranter og pege på nogle af de udfordringer, som de oplever i deres tilværelser på landet i Danmark.

Hvem er migranterne?

Gennem de senere år er mange migranter fra særligt Rumænien og Ukraine rejst til Danmark for at arbejde på de danske landbrug, herunder blandt andet svinebesætninger, kvægbesætninger og minkfarme.

Rumænske og ukrainske medarbejdere udgør på nuværende tidspunkt de to største grupper af udenlandske medarbejdere i dansk landbrug.

I juni 2020 arbejdede der ifølge Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering 3.621 rumænere i landbrug, skovbrug og fiskeri, mens antallet af ukrainere var 4.837. Disse tal kan variere i forhold til sæsonen.

I februar 2020 udgjorde udenlandsk arbejdskraft 36 procent af den samlede lønmodtagerbeskæftigelse i landbrug, skovbrug og fiskeri (opgjort i fuldtidspersoner).

Rumænske medarbejdere kommer til Danmark inden for princippet om arbejdskraftens fri bevægelighed i EU. De ukrainske medarbejdere, jeg har talt med, er kommet til danske landbrug gennem en landbrugspraktikant-ordning.

Vanskelige sociale og økonomiske forhold i hjemlandet er med til give migranterne en økonomisk motivation til at rejse til Danmark. Men en del migranter udtrykker også ønske om at tage ud og se verden.

Folk fra forhenværende socialistiske lande har tidligere været meget begrænsede i forhold til at kunne rejse uden for landenes grænser. Og særligt hos den yngre generation i disse lande er der kommet en sult efter at tage ud og opleve andre lande.

At rejse ud for at opleve og se verden er altså ikke alene forbeholdt kosmopolitter fra velstillede lande, men går ofte hånd i hånd med de økonomiske motivationer for at rejse ud.

Mange migranter rekrutteres gennem rekrutteringsbureauer, landboforeninger eller landbrugsskoler i Rumænien eller Ukraine. En del rekrutteres også gennem personlige netværk.

Hvorfor ansætter man migranter i landbruget?

Der er forskellige holdninger til, hvorfor der bliver ansat så mange migranter i landbruget.

Her er flere faktorer på spil:

• Udviklingen i landbrugets produktionsmetoder
• Socioøkonomiske forskelle mellem lande og dermed forskelle på lønforventninger
• Muligheden for at flytte sig på tværs af grænser
• Rammerne for det danske arbejdsmarked.

Alt efter øjnene, der ser, kan nogle faktorer opvejes i forhold til andre.

Mange års urbanisering, strukturudvikling inden for dansk landbrug samt tab af prestige for landbrugsarbejde betyder, at det kan være svært for landmænd at rekruttere lokal arbejdskraft, da danske unge simpelthen ikke søger landbrugsarbejde.

Fagbevægelsen peger dog på, at en væsentlig årsag til at ansætte migranter er, at de er villige til at acceptere lavere lønninger end lokale arbejdstagere. I den optik ville højere lønninger give flere danskere lyst til at søge arbejde i landbruget.

Herudover konkurrerer dansk landbrug med andre landes landbrugssektorer og industrien om at tiltrække arbejdskraft. En del migrantarbejdere starter da også med at arbejde i dansk landbrug, hvorefter de forsøger at finde et bedre lønnet job i industrien.

Migranterne bor i det danske samfunds skygger

Både geografisk, arbejdsmæssigt, socialt, administrativt og sprogligt har migranterne en risiko for at blive isolerede fra det omkringliggende samfund. Der er nemlig en række udfordringer forbundet med at bo og arbejde på landet som migrant.

En del af migranterne bor i nærheden af eller på de landbrug, hvor de arbejder. Bopælen kommer ofte med jobbet, og huslejen fratrækkes i lønnen.

At have en bolig stillet til rådighed, når man kommer til Danmark, kan være en fordel, da man i så fald ikke skal lede efter en bolig ved ankomsten til Danmark. Men det betyder også, at boligen afhænger af jobbet.

Fra boligerne på landet kan det også være vanskeligt at nå til for eksempel sprogundervisning i byen. Det kan også være ensomt at bo på landet alene, fordi man ikke møder så mange mennesker.

På grund af arbejdets udformning på et landbrug kan der være fordele ved at ansætte medarbejdere, som har mulighed for at bo i nærheden – hvilket migranter ofte har. Hvis et dyr for eksempel har brug for hjælp, eller et computersystem går i stykker, skal der tages hånd om det med det samme. Det kan ikke blot vente til næste morgen.

Men bopælen tæt ved arbejdspladsen kan også betyde, at man nemt står til rådighed uden for aftalte arbejdstider og dermed arbejder en del ekstra.

Svært at komme rundt

Mangel på transportmuligheder kan være en stor udfordring for migrantarbejderne på landet.

Den offentlige transport er ikke nødvendigvis særlig hyppig, og man er i høj grad afhængig af at kunne transportere sig på andre måder. Særligt hvis migranterne ikke har kørekort – og først skal bruge penge på at anskaffe sig dette – kan det være en udfordring.

Ikke at være mobil betyder også, at migranterne bliver afhængige af andre til at køre dem. Nogle migranter får stillet en scooter til rådighed af deres arbejdsgiver.

Skaffer viden om systemet gennem Facebook

Mange migranter har svært ved at navigere i arbejdsmarkedsregler og offentlige tjenester som for eksempel e-Boks og borger.dk.

I stedet hjælper de ofte hinanden; for eksempel via grupper på Facebook, hvor kvaliteten af informationsudveksling dog kan være meget svingende. Herudover får nogle hjælp af landboforeningerne, rekrutteringsbureauerne eller landmanden.

Men igen kan bopælen på landet være et problem for adgang til information, da migranterne ikke nødvendigvis møder så mange mennesker i hverdagen, men ofte er afhængige af folk, som kommer til dem.

‘Usynlige’ migranter har svært ved at blive inkluderet i samfundet

I fritiden socialiserer migranterne ofte med hinanden (og ofte med folk af samme nationalitet). Selvom de altså kan siges at være isolerede på en række områder, skaber de altså et socialt liv mellem hinanden.

Men deres positioner som forholdsvis usynlige migranter på landet kan betyde, at de i praksis bliver ekskluderede fra nogle af de mekanismer, som egentlig skulle være med til at inkludere dem i det danske samfund.

Denne position skal ses i sammenhæng med den historiske udvikling af landbruget som en arbejdsplads.

Fra familiearbejdsplads til kommercielt foretagende

Tidligere havde en landmandsfamilie ofte en praktikant boende på landbruget, og vedkommende blev nærmest en del af familien.

Dette mønster er man dog gået væk fra, og landmandsfamilier og migrantarbejderne (inklusiv danske landbrugspraktikanter- og medarbejdere) lever ret separate liv uden for landbruget.

Kvinder på landet i dag har typisk egne jobs i andre sektorer og er derfor også mindre involverede i landbruget end tidligere.

På den måde må migrantarbejdernes tilværelser altså forstås i sammenhæng med samfunds- og landbrugsudviklingen fra et familieforetagende og til en større virksomhed.

Hvilken position skal migrantarbejderne have på landbrugene?

I sin analyse af svenske landmænds relationer til deres udenlandske medarbejdere skriver Susanne Stenbakca, at landmændene ofte yder omsorg over for migrantarbejderne. Deres relationer til migrantarbejderne er således til dels karakteriseret ved at være uformelle og familiære, samtidig med at de er en del af officielle arbejdsmarkedsstrukturer.

Jeg har også flere gange i mit feltarbejde oplevet, at migranterne fik betydelig hjælp af landmanden i administrative spørgsmål samt økonomisk hjælp til for eksempel deres opstart i Danmark. På den måde blev der skabt gensidige bånd og i nogle tilfælde nærmest patron-klient-forhold eller familielignende relationer mellem migrantarbejderne og landmændene.

Det tyder på, at migranternes arbejde på landbrugene befinder sig i skæringsfeltet mellem at være en del af et familieforetagende – hvor man også tager sig af hinanden – og at være en del af en kommerciel arbejdsplads, der er reguleret fortrinsvis af officielle arbejdsmarkedsstrukturer, og hvor man kommer og går som på et kontor eller en fabrik.

I disse år skaber dette skæringsfelt problematikker i forhold til, hvordan landbruget skal indrettes som en arbejdsplads, og hvilke positioner, migrantarbejderne skal have på denne arbejdsplads og i det omkringliggende samfund.

For at forstå problematikkerne omkring migrantarbejdere i landbruget må vi altså også forstå, hvordan deres arbejde er en del landbrugets strukturudvikling, det globale marked med tiltagende økonomiske uligheder og folks migrationsruter på tværs af grænser.

Sådanne processer og strukturer har i Danmark været med til at skabe forestillingen om østarbejdere.

Gør kategorien ‘østarbejdere’ noget godt for inklusionen?

Migrantarbejdere fra østeuropæiske lande som Rumænien, Polen og Ukraine omtales nogle gange i offentlige debatter – om for eksempel såkaldt ‘social dumping’ – som østarbejdere.

Dette ord har negative konnotationer og er med til at reproducere et ‘os og dem’: ‘De’ vedbliver altså at være dem fra øst, som er anderledes end ‘os’ fra vest. Og ‘de’ er forbundet med at være villige til at acceptere vilkår, som danskere ikke er villige til at acceptere.

Man kan overveje, hvad denne kontinuerlige diskurs om ‘østarbejdere’ – og deres villighed – betyder for deres inklusion i det danske samfund.

De mange forskellige individer, der kommer fra lande som Rumænien, Polen og Ukraine, bliver gennem vores vokabular sat i skyggen i det danske sprog. Gennem forestillingen om østarbejdere kategoriseres de som én gruppe, der har en bestemt adfærd på det danske arbejdsmarked.

Men måske vi burde holde vores sprog i live og gentænke vores kategoriseringer af os og dem?

Kunne man tænke sig, at det ville give mulighed for at nuancere debatten om, hvem der arbejder på landet i Danmark?

Artiklen er oprindelig bragt på Videnskab.dk’s Forskerzonen, hvor forskerne selv formidler.