Hvad er Nationalpark Kongernes Nordsjællands næste initiativ?
Biolog Søren Wium-Andersen, Hillerød, skriver 8. april 2020:
I starten af 2020 udsendte Nationalpark Kongernes Nordsjælland en 182 sider lang og rigt illustreret og sikkert meget kostbar publikation med titlen: >>Forslag til Nationalparkplan 2020-2026<<. Høringsperioden er afsluttet, og om nogle uger kommer der en reaktion på alle de planer og forslag, der blev indsendt til nationalparkens kontor.
Men det betyder ikke, at tiden står stille.
Den 31. marts kunne jeg se, at et shelter fra grillpladsen ved Strødam Engsø lå som en stor bunke affaldstræ ved broen ved Fruebjergvej. Dagen efter blev bunken øget med de meget populære borde og bænke, der har stået på diget ved Strødam Engsø. Grillarrangementet af jern lå også i bunken i dag.
En venlig skovarbejder fra Naturstyrelsen kunne oplyse mig om, at det var for dyrt at vedligeholde disse publikumsfaciliteter, hvorfor de nu er fjernet.
Kan nationalparken ikke oplyse mig om, hvad de ellers har i posen af overraskelser, inden høringssvarene om nationalparkens fremtid fremlægges for offentligheden?
FAKTA OM NATIONALPARKEN
Nationalpark Kongernes Nordsjælland er en dansk nationalpark, der blev indviet den 29. maj 2018. Nationalparken omfatter nogle af landets artsmæssigt mest mangfoldige løvskove, blandt andet Gribskov, men også Esrum Sø og Arresø. Oprettelsen af nationalparken blev vedtaget i december 2017.[1] Den er med et areal på ca. 26.250 ha den næststørste danske nationalpark. Nationalparken har mødt en del kritik, først vedrørende valget af den omdiskuterede gårdejer Carl Frederik Bruun som formand for nationalparkens bestyrelse, og efterfølgende for at parken er usammenhængende og omfatter sommerhuskvarterer, byer og konventionelt landbrug.