Vagn Gjerløv, Brønderslev, skriver 19. september 2018:
I juli måned i 2017 anlagde biogasanlægget Krogenskær sag mod Brønderslev Kommune vedrørende gyldigheden af kommunens indskærpelse af lugtgener. Anlægget må ikke give anledning til støv-, lugt- eller fluegener udenfor virksomhedens område, der er væsentlige efter kommunens vurdering.
Udskrift af dombogen den 22. juni 2018 viser, at Krogenskær taber sagen og kommunen frifindes.
Så langt så godt, men det vil ejerne af Krogenskær så ikke acceptere og derfor anker svineproducenterne Per Pedersen og Jan Ulrich sagen til landsretten (senere frafalder de denne stævning) selvfølgelig i håb om, at man kan omstøde kommunens indskærpelse, så man er fri for yderligere investeringer i anlægget.
Det vil sige, at anlægget så kan fortsætte med at lugtforurene og genere det omgivende samfund i så fald ejerne får medhold i retten.
Miljøhysteri
Som borger i byen kan man kun ryste på hovedet. Hele sagen fremgår af referat fra møde i Teknik- og Miljøudvalget den 10. september 2018. Heri nævnes, at der er gjort mange indsigelser mod Krogenskærs lugtforurening. Det fremgår endvidere af det tilgængelige materiale, at Per Pedersen føler sig jagtet af kommunen, og Per Pedersen nævner, at det er miljøhysteri.
Altså indirekte en hån og nedladende bedømmelse af omboendes oplevelser og indsigelser modbiogasanlægget. Med al tydelighed fremgår det, at ejerskabet af biogasanlægget Krogenskær har deres egen tilgang til miljø.
Retten i Hjørring frikendte heldigvis kommunen den 22. juni 2018. Det virker løjerligt, at pågældende svineproducenter, som ejere af Krogenskær med al magt søger at få rettens godkendelse, så de kan fortsætte forureningen i stedet for at tilrette teknikken på biogasanlægget, så der ikke finder nogen form for lugtforurening sted.
Det lugter af en form for tidligere tiders feudalisme, der udøves af ejerne af Krogenskær for at få omstødt kommunens indskærpelse. Udviklingen i den her højaktuelle sag om biogasanlæggets lugtforurening fremmer just ikke forståelsen for landbrugets troværdighed, som der er skrevet en del om i den forløbne tid. Nej, tværtimod så øger den en større aversion mod store svinefabrikker.
Et kompetent lederskab ville tage ansvar og samtidigt tilrette teknikken på biogasanlægget Krogenskær. Derfor virker det meget skræmmende, at disse ejere i stedet for at rette op på forholdende lukker af for medmenneskers synspunkter og oplevelser i den virkelige verden udenfor Krogenskær.
Søger tillæg til miljøgodkendelse
Der sker så det, som nævnt tidligere, ganske uventet, at Krogenskær i slutningen af sidste uge frafalder sin stævning af kommunen til landsretten, og samtidigt med den drejning i sagen så ansøger Dansk Biogasrådgivning på vegne af Krogenskær om tillæg til sin miljøgodkendelse af 13. februar 2014. Dette tillæg handler om oplag af energiafgrøder i virksomhedens plansilo.
Teknik- og Miljøudvalget skal den 19. september 2018 tage stilling til, om udkast til miljøgodkendelse til oplag af energiafgrøder i plansilo kan godkendes. På forhånd anbefaler fagforvaltningen dette udkast til tillæg til miljøgodkendelsen.
Nu har problemet med biogasanlægget Krogenskær stået på i mange år, og det må være på tide at sagen slutter endeligt med et resultat, hvor byens borgere ikke bliver belemret med stank fra biogasanlægget og et resultat, som alle kan være tilfreds med. Herunder tænkes også på, at lugtgenerne fra anlægget nødigt skulle give anledning til, at potentielle tilflyttere fravælger kommunen.
Krogenskær har i flere år givet anledning til stank- og lugtgener, så det er meget tvivlsomt, om det lykkes denne gang set i lyset af, at kommunen ikke nævner meget om lugtgener i tillægget, men også meget tvivlsomt på baggrund af den holdning, som Per Pedersen fremfører jf. dokumenterne fra retten i Hjørring, at det bare er miljøhysteri.