Oktober blev ekstrem solfattig og ekstremt regnfuld, og dermed en hård kontrast til septembers rekordmange meteorologiske sommerdage. Månedens få solskinsdage indbød til spontane ture ud i det blå – også en eftermiddag til Ejby Ådal, som helt fortjent kaldes en naturperle, ikke mindst på grund af floraen. Det blev en tur med overvejende blå indtryk. De fleste blomstrende urter havde forventeligt takket af, men på de høje bakker var der fortsat adskillige lyseblåt blomstrende blåklokker. Flere steder stod de under slåenbuskgrene, som leverede samklang med afdæmpede toner fra deres kuglerunde og dybblåt duggede slåenfrugter.
Set fra toppen af de høje skrænter bredte Isefjordens glitrende blå vandflade sig ud, over mod Holbæk Fjord, Tuse næs og Orø i nord. Den blå himmel kuplede sig, med både spredte hvide fjerskyer og de mindre poetiske krydsmønstre af udflydende hvide striber fra flytrafikkens klimaforstyrrende kondens og udstødningsgasser. Men der var heldigvis anden og mere blød luftbåren trafik på himlen: Fugle, der benyttede sig af det solrige magsvejr med jævn østenvind.
Som ud af det blå dukkede et lille træk rovfugle op, helt åbenbart assisteret af opstigende termik fra de solopvarmede, vestvendte kystskrænter. En håndfuld musvåger, en enkelt spurvehøg og så – en blå kærhøg. Der havde været fuld plade, hvis det havde været en gammel han, som vitterlig er blå, i det mindste gråblå, på hoved og overside. Men her var det en ungfugl, i sin mere afdæmpede brungrå dragt, som til gengæld er fuld af delikate tegninger. I kikkert kunne man glæde sig over vingeundersidernes organiske strikmønstre af mørke pletter i tætte bånd, kroppens tynde længdestriber og den iøjnefaldende lange hale med sortbrune, hvepseagtige tværbånd. Man nåede også at at se kindstriberne bag øjnene, som indrammer kærhøgens lyse ansigt som et ugleslør. I næste øjeblik var kærhøgen forbi, den svandt hurtigt ind til en prik og var atter opslugt i den blå æter.
Kærhøgen var i høj glideflugt, med vingerne vinklet let bagud og halen foldet ind. Det giver mindre luftmodstand og fremmer hurtig, retlinet bevægelse, hensigtsmæssigt, når man er på rejse fra ynglepladser i nordskandinaviske fjeldmoser og direkte sydover. Helt anderledes, når der skal fyldes på. Så flyver kærhøge typisk lavt over fladt, åbent terræn, cirklende, med let hævede vinger, halen i vifte og hovedet med de skarpe øjne rettet ned – en situation, hvor smågnavere omgående bør gå i dækning. Heraf kommer kærhøgenes latinske slægtsnavn Circus.
Blå kærhøg er ingen sjældenhed, men den er blevet mere fåtallig gennem årtierne. En del bliver i landet vinteren over. Næste gang håber man på en udfarvet han med sin ikonisk afgrænsede fordeling af blågråt, hvidt og sort. På omhyggelig musepatrulje over en strandeng med vissengul vegetation nærmer synet sig en åbenbaring.
