En svineproducent har ved retten i Hjørring mistet retten til at eje, bruge, passe eller slagte produktionsdyr i de næste tre år. Han var blevet anmeldt flere gange af dyrlægekontrollen på slagteriet i Sæby, fordi han leverede stærkt mishandlede svin.

Dommen omfattede tre eksempler på mishandling af slagtesvin. I et tilfælde var der tale om et dyr, der var blevet gennemtæsket med en hammer.

Alle ordentlige landmænd hilser dommen velkommen. Den slags afstumpede personer bør simpelthen helt ud af erhvervet, hvis der nogensinde igen skal stå respekt om den danske landmænd. Ikke, sandt? Det kan alle være enige om, lige fra Vagn Lundsteen og Fandens Oldemor til venstremanden Henrik Høegh og Mette Bock fra Liberal Alliance.

Men hør så her…

En planteavler i Midtjylland har indrømmet, at han ulovligt har indkøbt og anvendt 26 tons handelsgødning til sine kartofler. Hans sag er blandt de 160 kriminelle forhold, som politiet har afdækket i forbindelse med afsløringen af de omfattende smuglerier af handelsgødning og forbudte sprøjtemidler, som en mafialignende organisation på Djursland har stået for.

Imidlertid slipper denne lovovertræder med en lille bøde og et klip i årets landbrugsstøtte. Derefter kan han genoptage sine fuskerier, indtil kontrollen rammer ham næste gang.

Udspredningen af de ulovlige agrokemikalier er alvorlig, da både vandmiljøet og drikkevandet kan tage skade. Ikke mindst når der anvendes ulovlige sprøjtemidler, der er fjernet fra markedet herhjemme på grund af deres giftighed. Få liter kan faktisk ødelægge et helt lokalsamfunds drikkevandsforsyning.

Så hvad er vigtigst? Dyrevelfærd eller miljøbeskyttelse?

Der skal ikke herske tvivl om det uacceptable i at tæske løs på køer og grise, men vi savner en debat om proportionerne i strafudmålingen i forhold til de ulovlige agrokemikalier.

Grov vold mod tre grise koster tre års karantæne, hvorimod 26 tons ulovlig handelsgødning blot klares administrativt med et rap over fingrene og en bøde. Desværre viser flere eksempler fra de seneste år, at det ofte er de samme personer, der begår overtrædelser på stribe.

Spørgsmålet er, om ikke tiden er inde, hvor agroerhvervet gøres betinget af en autorisation, der kan fortabes. Det vil være et effektivt redskab til at slippe af med de brodne karle, der gang på gang saboterer landbrugets gode image.

Visited 10 times, 2 visit(s) today

Comments are closed.