SuperBrugsen, Søndre Ringvej 45A. Brøndby. 16/02-16. Pressefoto: COOP.

Coop ønsker en fremtid uden rester af sprøjtegifte i deres varer. Koncernen stiller derfor nu en række nye krav til anvendelsen af pesticider i frisk frugt og grønt. Blandt andet vil Coop sænke de officielle grænseværdier for pesticidrester med 50 procent. Det skriver koncernen i en pressemeddelelse 12. marts 2019.

”Nu tager vi et stort skridt mod at komme pesticidrester i danskernes fødevarer til livs. Derfor indfører vi en række ekstra krav til anvendelsen af pesticider i vores friske frugt og grønt, uden at det går ud over pris og kvalitet. Flere af vores leverandører er enige med os i, at brugen af pesticider kan reduceres yderligere, og vi mener, tiden nu er inde til handling,” siger Signe Frese, CSR Direktør hos Coop.

Signe Frese, CSR Direktør.

De nye tiltag skal sikre, at flere varer fremover bliver helt fri for pesticidrester, og at de mest problematiske pesticider slet ikke anvendes. Helt konkret indfører Coop bl.a. en grænseværdi for pesticidrester i frugt og grønt på bare halvdelen af, hvad EU og de danske myndigheder i dag tillader. Det betyder, at Coop i sidste ende vil afbryde samarbejdet med de leverandører, der ikke lever op til Coops nye standarder.

Ifølge Coop er dansk fødevareproduktion langt fremme, når det gælder reduktionen af pesticider. Sådan er det desværre ikke altid med det frugt og grønt, vi får fra lande uden for EU. Derfor indfører Coop i sin nye pesticidstrategi et konkret forbud mod 37 problematiske pesticider, og Coop vil løbende udvide listen. De 37 pesticider er allerede forbudt i EU, men desværre tilladt i mange lande udenfor EU.

Thomas Roland, CSR-chef.

”Når vi ser på vores danske avlere, gør de det godt, og vi er sikre på, at hvis producenter uden for landets grænser gjorde ligesådan, ville vi allerede være rigtigt langt. Men indtil da, må vi som detailhandel tage sagen i egen hånd, og derfor indgår vi fremover ikke indkøbsaftaler med leverandører, som anvender en eller flere af de 37 pesticider,” siger Thomas Roland, CSR-chef hos Coop.

Brugen af pesticider er også noget, der vækker bekymring hos danskerne. Nye tal viser, at tre ud af fire af de danske forbrugere er bekymrede over, at der er pesticidrester i vores mad.

Økologi er stadig det sikre valg, hvis man vil være helt fri for rester af sprøjtegifte.

”Pesticidrester i vores fødevarer er noget, der bekymrer rigtig mange mennesker. Det er helt naturligt at der er denne bekymring, blandt andet fordi førende forskere påpeger, at der er god grund til at gå længere end loven i dag kræver, når det handler om at reducere mængden af uønskede kemiske stoffer Det, at vi kan halvere grænseværdierne og stadig have masser af varer på hylderne, kan forhåbentlig betyde, at politikere myndighederne på længere sigt nedsætter de officielle grænseværdier for pesticidrester,” siger Thomas Roland.

Coops pesticidstrategi ligger i forlængelse af deres mangeårige arbejde med udfasning af problematiske kemikalier. Og de tiltag, som Coop nu indfører, er kun starten på en fremtid uden pesticidrester.  

Yderligere information: CSR-chef Thomas Roland, 3091 9242 / Thomas.Roland@coop.dk

Visited 6 times, 1 visit(s) today

Comments are closed.