Det har sin pris at sikre danskerne rent drikkevand i hanerne nu og i fremtiden. Kunderne melder klart ud i alle undersøgelser, at de ikke ønsker rester af sprøjtemidler i deres drikkevand. Det skriver DANVA-direktør Carl-Emil Larsen 7. september 2017.
Omkring 500 mio. kroner koster det ifølge en vurdering fra NIRAS beregnet for Miljøstyrelsen vandkunderne at indføre obligatoriske boringsnære beskyttelsesområder (BNBO), som skærmer det mest sårbare drikkevand mod nutidens sprøjtemidler. Oveni skal så lægges omkostningerne til, at Miljøstyrelsen sætter ind med effektive og opdaterede analyseprogrammer, så vandværkerne kan gardere sig mod fortidens stoffer, der allerede er på vej ned i grundvandet. En ekstraudgift, som også vandkunderne skal betale.
Aktuelt skaber fund af rester af ukrudtsmidlet chloridazon i drikkevandet flere steder i landet problemer for vandværker og utryghed for forbrugere. Stoffet har ikke tidligere været på Miljøstyrelsens analyseliste, men DANVA har nu fået overtalt styrelsen til at indføre chloridazon og dets nedbrydningsprodukter i de obligatoriske målinger. Det er godt, men er det godt nok?
Det er ikke første gang, der er fundet miljøfremmede stoffer i vores drikkevand. Det er sket adskillige gange tidligere, blandt andet oplevede vi det med sprøjtemidlet BAM og desuden med nedbrydningsproduktet AMPA fra glyphosat, der er aktivstoffet i Roundup. Det har ført til oprettelsen af den nationale udrykningsenhed Vandpanelet, der sætter ind, når der findes alarmerende fund i drikkevandet.
Men reaktive indsatser som Vandpanelet og analyser er ikke tilstrækkelige til at sikre rent og pesticidfrit drikkevand nu og i generationer fremover. Et er bevidstheden om, at fortidens synder af sprøjtemidler er på vej ned gennem jordlagene til grundvandet, noget andet er det faktum, at også rester af nutidens, stadig godkendte sprøjtemidler, der anvendes i store mængder, ender i fremtidens drikkevandsreservoirer.
Det er grunden til, at DANVA foreslår en robust, tostrenget løsning, hvor den ene handler om et fyldestgørende analyseprogram målrettet de stoffer, der allerede er spredt ud på jorden og på vej ned i grundvandet, mens den anden handler om at være på forkant med de stoffer, der anvendes i dag, ved hjælp af sikkerhedszoner.
For at fremtidssikre danskerne rent drikkevand til de næste generationer, er det afgørende at indføre BNBO’er som en forebyggende indsats i stedet for den symptombehandling, der er praksis i dag. Det er nødvendigt at komme i en position, hvor vi proaktivt beskytter grundvandet. Her er de obligatoriske beskyttelsesområder omdrejnings-punktet i forsvarsværket, og de bør finansieres via en national afgift over vandtaksten, hvor pengene går til at kompensere erhverv for de jordområder, der skal friholdes for sprøjtemidler.
Det er en samfundsøkonomisk dårlig forretning ikke at investere i forebyggende indsatser mod pesticider i grundvandet. Det er nemlig dyrt at betale for afværgeboringer, at tage boringer ud af drift eller at etablere nye i stedet. Lokale vandværker bruger hvert år mange millioner kroner af deres forbrugeres penge på at håndtere forureninger af grundvandet med blandt andet tilladte stoffer som bentazon og glyphosat for at sikre rent vand i hanen. Omkostningerne kan ses direkte på deres vandkunders regninger.
Hvis vi som samfund i stedet en gang for alle betaler jordbesiddere for ikke at sprøjte i den nødvendige afstand til en boring, så vil vi få en effektiv beskyttelse mod de stoffer, der anvendes. Samtidig vil sammenfald af hensyn til enten grundvandsbeskyttelse eller erhvervsinteresser være løst, de erhvervsdrivende, der anvender pesticider, vil få friere rammer, og Danmark vil lettere kunne leve op til EU’s restriktioner.
Det er praksis i Danmark, at det ikke er de erhvervsdrivende, som bruger stofferne, men vandkunderne, der betaler for indsatsen med at forhindre, at rester af pesticider ender i grundvandet og kommer ud af vandhanerne. I dag betales den indsats, som nævnt, via det lokale vandværk. Men det vil være mere retfærdigt, hvis finansieringen af de boringsnære beskyttelsesområder betales af det nationale fællesskab. Man vælger jo ikke bopæl ud fra, om det lokale vandværk ligger i et følsomt indvindingsområde eller ej.
Vandkunderne har tidligere over vandtaksten givet 67 øre per kubikmeter vand til et nationalt, mangeårigt arbejde med en kortlægning af de følsomme indvindingsområder. Arbejdet er afsluttet, og kortlægnings-afgiften er nu sat ned til 19 øre til bl.a. opdatering af data. Det ville være oplagt at forhøje afgiften igen og opkræve pengene som en beskyttelsesafgift til finansiering af sprøjtefrie sikkerhedsområder omkring drikkevandsboringer.
Det er som nævnt beregnet, at den samlede omkostning til rent, fremtidssikret drikkevand i sårbare områder vil ligge i omegnen af 500 millioner kroner. Om det er dyrt eller ej, ja, det er op til politikerne at bedømme, men samfundsøkonomisk og af hensyn til kommende generationer er der ingen tvivl.
Danskerne vil have pesticidfrit vand i hanen nu og i fremtiden. Det kan betale sig på alle måder at forebygge mod forurening af drikkevandet.
