De gode, os, mod de andre, de onde!

Sådan har det lydt til alle tider, men aldrig har det været mere løgn

Af cand. phil. Steen Ole Rasmussen, 31. marts 2019

De ca. 1,3 milliarder af verdens mest privilegerede har lagt beslag på ca. 5/6 af verdens absolut begrænsede ressourcer, der forsvinder i takt med deres omsætningen af dem.

Det globale forbrug af fossile brændsler er tæt på eller har allerede udløst irreversible og helt uoverskuelige klimaproblemer. Den globale opvarmning får klimaet til at gå amok, og der er muligvis allerede sat nogle selvforstærkende mekanismer i gang, som gør det umuligt at stoppe opvarmningen nu. Dvs., den sejrende livsstil er endt op som sit eget største problem!

Men de videnskabelige rapporter om denne udvikling får ikke den nødvendige opmærksomhed i de kommercielle massemedier, der (mod bedre viden) lever af at fortælle, at det går godt, at man ikke må miste modet, troen på fortællingen om evig vækst og forbrug.

Det selvnegerende i den herskende livsstils jagt på succes er den egentlige forklaring på, hvorfor medier og politisk system har mistet troværdighed. Den erklærede kamp mod “fake news” er opfundet og indført af den herskende livsstil med det formål at dække over egen uforpligtende omgang med fakta og social selvbeskrivelse. Det er for ubekvemt for de sejrende, de gode, når de fremstår som problemet. For ikke at se det, har de gode, de sejrende, brug for fjenden, det onde.

Russerne som de onde

Ind til år 2014 figurerede kampen mod terror som udgangspunkt for eliternes selvbeskrivelse. Man havde held med at profilere sig som de gode på baggrund af kampen mod ondskaben, personificeret ved Osama Bin Laden. Men så gik Putin ind i Ukraine og Donald Trump vandt Det hvide hus i 2016 ved at erklære selve fortællingen om det åbne globale marked og samfund krig. Den store fortælling om os og de andre ændrede derfor karakter. Russerne, med Putin som leder, var tilbage i rollen som det onde, og Trump skabte forvirring om sammenholdet i vest.

Det er ikke fordi, at Putin og Trump vil andet end succes på markedets betingelser. Men de appellerer til dem, som har tabt på markedets betingelser ved at slå på nationalisme og etnocentrisme. De egentlige problemer, som det globale marked skaber, har de ingen respekt for end sige forståelse for.

Mennesket har altid været tiltrukket af de ideologiske konflikter, men nu fortrænger de opmærksomheden fra det faktum, at menneskeheden generelt og den sejrende livsstil i særdeleshed udmærker sig ved at save løs på den gren, som man sidder på, dvs. de mere naturligt givne livsbetingelser.

Vesten fortrænger opmærksomheden fra sig selv med den nyopfundne fjende i Øst, Putin. Vesten flygter mentalt fra sin konflikt med sig selv, det at man er sit eget største problem.

Elementært Watson!

I ”Forbrydelsens element” af Lars von Trier fra 1984 arbejder fortællingens hovedperson sig ind i forbryderens sind ved at gå i en morders fodspor. Det sker både konkret og i overført forstand. I takt med at opklaringen skrider frem, bliver det umuligt for hovedpersonen, kriminalinspektør Fischer, at skelne sig selv fra forbryderen.

Kulminationen kommer som en forløsning, hvor spørgsmålet om skyld, identitet og soning overlades til et Europa, hvor det har regnet 3 år i træk. Fortælleren hentes ud af fortællingen, sin hypnose, som et lille nuttet plysdyr med store mørke øjne fra bunden af en kloak, fra bunden af den europæiske sump, et døende Europa.

Grundstrukturen i denne fortælling er gået igen i andre af Von Triers film, uden at kultureliten har følt sig forpligtet på at forholde sig til samfundskritikken i den.

Som de inkarnerede udtryk for sygdommen, Vestens kulturelle vugge og grav, Europæisk åndsliv, har åndseliterne nok i affekten for affektens skyld.

Den evige jagt på effekter kompenserer mentalhygiejnisk for sansernes svaghed hos disse rationalistiske pingviner, der forlod forestillingen i vild forvirring, da von Trier gjorde sin entre på verdensscenen for filmisk avantgardekunst i 1984. Pingvinerne stod ikke og står ikke for en den semantiske ramme, der kognitivt kan favne den vestlige sygdom. Rationalisme, naturbeherskelse, bygger på illusionen om den absolutte identitet, personlig eller national, som ikke kompromitteres af sine gerninger eller den verden, som fortællingen udfolder sig i.

Underholdningsværdien i Von Triers fortællinger er for ambivalent og anstrengende for den vestlige verdens rationalisme, fordi den underminerer identiteten, de herskendes jegfølelse.

Dansk hygge

Lars von Trier er måske nok blevet en international kultfigur i de højere sociale lag, men hans samfundskritik forbigår man.

Budskabet, om at de sejrende graver deres egen grav, er bare for meget, uanset hvor finkulturelt det serveres. De vil hellere tale om sin smag, af mentalhygiejniske årsager, patetisk og uforpligtende i forhold til realiteten; og hvad eliten ikke forholder sig til, behøver man ikke forholde sig til. Det gør andre heller ikke. Dansk Folkeparti samt Liberal Alliances kulturminister svinger sig lystigt op ved at opfordre ham til at være noget mere optimistisk. De taler så ikke til eliten, men regner sig til den, eller ser ned på den.

Det er dansk, dansk hygge.

Siden sin debut i Cannes, hvor von Trier gjorde sig bemærket internationalt for første gang med ”Forbrydelsens element”, har den sejrende livsform her på den lille blå planet gravet løs på sin egen grav, og fortrængt opmærksomheden fra det med livsstilsprogrammer, forbrugeroplysninger og anden form for gudstjeneste. Under stanken af falske varebetegnelser (reklamer) og under fjollede hurraråb (vækstprognoser) har den vestlige livsstil vundet overalt på kloden. Det er en katastrofe.

Vi har sejret ad helvede til!

De sejrende succeskriterier er suverænt blevet deres eget største problem.

Forsøget på at overleve alt andet, inklusiv egne livsbetingelser, ser således ud til at lykkes over al forventning. Og det eneste, der er værd at lægge mærke til her, ja det fatter de succesadækvate idioter ikke værdien af. De har nok i sin ”succes”!

Den vestlige verdens kriterier for succes har sejret ad helvede til:

 – bestræbelserne på at skabe overflod har ført til mangel,

 – sundhedsindustrien ernærer sig af paradokset, sygdommen, som primært skyldes en alt for udbredt form for vestlig økonomisk rationalitet og overdreven brug af dysfunktionelle tekniske, kemiske, atomfysiske og anden slags opfindelser,

 – retssystemet sigter primært på at sikre de priviligeredes ret til at lægge beslag på og smadre det hele,

 – det politiske system identificerer sig med den herskende ordens selvdestruktive succes.

Kan vi se os selv?

I forlængelse af de store problemers tilvækst er behovet for at se truslen som noget andet end sig selv – som noget eksternt eller en ydre fjende – opstået i den vestlige verdens patetiske form for mentalhygiejne.

Det tilhører de syge, at de ikke kan leve med den rigtige diagnose.

Vækstjunkierne er afhængige af vækst, som alkoholikeren har sin gud, kong alkohol. At det gode er det onde, er de godes absolutte tabu. Deres identitet går under for deres last.

De ser de symptomerne som udtryk for noget eksternt. Vækstens underminering af miljøet er sygdommen, men bekæmpes med vækst. Det føles godt, og forhindrer den syge i at forstå sig selv som syg, lige som morgenbajeren tager alkoholikerens tømmermænd.

Således opfandt man kampen mod terror ud fra behovet for at se vestens fjende i det ydre frem for i sig selv. I fuld mental flugt fra sig selv og overensstemmelse med sin egen patetiske kognitive performance og intet andet – dvs. som resultat af sin egen kognitive konstruktion, sin realitet, modsat realiteten, med dens forpligtende konflikt – ser de selvgode bort fra det faktum, at den egentlige terror ligger i deres egen selvudfoldelse. De er i konflikt med sine egne mulighedsbetingelser, sin livsbetingelser, det er realitetens konflikt, men flygter ind i deres egen syge realitet, deres patetiske konstruktion af en pseudokonflikt, hvor de krampagtigt holder fast i billedet på sig selv som de gode, i billedet på sig selv som de gode i kamp med de onde.

Terrorens sande omfang og den falske kamp mod fake news kan måles på de mængder af livsbetingelser og livsformer, der er gået under for den sejrende livsstil. Tilbageskridtets hastighed er proportionalt med den økonomiske vækst, de privilegeredes succes med at sætte sig igennem på bekostning af det hele.

De unge strejker

De tabte mulighedsbetingelser og tabte livsformer, menneskelige og naturlige, er terrorens ofrer og overgår så langt de forbrydelser, som vesten bruger som undskyldning for sine onde gerninger.

Det 45 år gamle budskab om, at der er grænser for vækst, bekræftes i overmål af udviklingen. Alligevel og netop derfor betaler de privilegerede vor tids foretrukne men falske profeter for at benægte det.

Sandheden sælger ikke i en verden, hvor markedet er ophøjet til dommer i alle livets spørgsmål, inklusiv dem der går på gyldigheden af markedets position som dommer i alle livets spørgsmål!

I snæver økonomisk forstand kan det ikke betale sig at tage vare på det sociales og økonomiens mulighedsbetingelser. At den gode økonomi således underminerer økonomien selv, ja det fatter det økonomiske og markedsfundamentalistiske segment ikke. For der er hverken overskud til det eller i det!

Det eneste, som alverdens regeringer går rent efter, er at få sat blus under den økonomiske vækst, dvs. i omsætningen og undermineringen af forudsætningerne for livet i det hele taget.

Det skal ske ved at forbedre konkurrencefordelene for de i forvejen mest privilegerede, så de får mulighed for at øge deres forbrug, deres andel af verdens rigdom. For, som Corydon, Vilhelmsen, Thorning og Vestager argumenterede, før Løkke igen kom til fadet: Kun ved at gøre de i forvejen mest privilegerede mere privilegerede kan det lade sig gøre at afskaffe manglen for alle andre. Man satser på selvdestruktiv økonomisk vækst, også inden for den opposition, der ser ud til snart at tage regeringsmagten igen i DK.

De unge i Tyskland strejker nu hver fredag. De nægter at rydde op efter alt det svineri, som vi har lavet. Det giver håb.