Det er godt for miljøet at skifte røde bøffer ud med fjerkræ og vegetariske retter. Derfor får 25.000 ansatte i Region Syddanmark nu ikke længere serveret rødt kød. Foto til download: Sven Brandsma/Unsplash

Region Syddanmark har besluttet, at der ikke skal serveres rødt kød for regionens 25.000 medarbejdere, når de er på kursus eller til betalte arrangementer ude af huset. Beslutningen er et led i regionens klimatilpasning, men den har fået redaktøren på Effektivt Landbrug helt op i det røde felt

Det frie valg er en by i Rusland, når klimaet er på spil, mener redaktør Jacob Lund-Larsen. Foto: Linkedin

”Først tog de smøgerne fra folket. Nu tager de også det røde kød.” Sådan indleder redaktør Jacob Lund-Larsen på det landbrugsfaglige magasin Effektivt Landbrug sin ledende artikel 27. juli. Med henvisning til den afdøde folkesanger Kim Larsens protestsange mod rygeforbuddet for 15 år siden opfordrer lederskribenten til kamp mod forbuddet mod det røde kød.

Overraskende nok argumenterer landbrugsredaktøren ikke med den danske kødproduktion som den ”mest klimarigtige i verden”, som det ellers er på mode i de kredse. Han taler heller ikke om den profitable, EU-støttede oksekødsproduktion, som mange af hans læsere vil gå glip af i takt med et faldende kødforbrug. Det er selve menneskehedens frie valg, der er under angreb fra Region Syddanmark, mener lederskribenten.

Men døm selv. Her kommer et uddrag af Lund-Larsens artikel:

”NU ER TUREN også kommet til det røde kød. I hvert fald i Region Syddanmark, hvor 25.000 ansatte kan se frem til et kødforbud fra politikerne, når de ansatte er på kurser. I klimaets navn, naturligvis. Hvad ellers?

VI HAR NÆRMEST ikke fantasi til at forestille os, at det røde kød-forbud, som brede politiske kredse i Region Syddanmark vil pålægge alle ansatte, ikke skulle kunne blive til noget. Det vil nemlig, siger alle grønne klima-regneark på de regionale direktionsgange, kunne gavne regionens klimaregnskab. Den slags er blodig alvor. Og det frie valg er en by i Rusland, når klimaet er på spil.

(…)

MENNESKERS FRIE VALG er under et gevaldigt pres fra forebyggelses-kommissioner og under et omsiggribende, politisk klima-enevælde. Det er umuligt at bekæmpe den slags udefra. Det er selveste Kim Larsens nytteløse anti-rygeforbudssange et klassisk eksempel på.

DET ENESTE, MAN reelt kan gøre, er at engagere sig i politik og den vej rundt forsøge at ændre tingene indefra, hvis man synes, der er behov for det. Ellers er et kommende forbud mod rødt kød langt fra det sidste, vi har set på den front. Bare vent. Eller ta’ kampen.”

Koncerndirektør Jørgen Bjelskou mener, at regionens medarbejdere nok kan overleve en dag til et kursus eller et møde uden en bøf. Pressefoto fra Region Syddanmark

Læs også Syddanmarks svar

Koncerndirektør Jørgen Bjelskou i Region Syddanmark er ikke enig i at, at det krænker menneskers frie valg at opsætte retningslinjer for, hvad der er på menuen, når medarbejderne er ude af huset til arrangementer.

– Jeg anerkender, at der kan være forskellige meninger, men mener ikke, at konsekvenserne er så voldsomme, eller at det er særligt indgribende over for den enkelte. Selvom nogle medarbejdere sætter pris på en god bøf, som jeg også selv gør, så går verden også videre uden, og der vil jo i stedet være et lækkert stykke kylling eller fisk, man kan vælge.

– Vi vil gerne reducere vores klimaaftryk, og det her er en lavthængende frugt. Det redder ikke verden, men det er mange bække små, og her kan vi med en lille indsats opnå en lille, men ikke uvæsentlig effekt, og de fleste kan nok overleve en dag til et kursus eller et møde uden en bøf, siger Bjelskou.

– Den gode historie er, at langt de fleste er positive overfor det, og så er der nogle enkelte, som lige skal vænne sig til det, men det skal nok gå, siger Bjelskou.

Bannerbillede: Hører det til menneskehedens frie valg, at man kan kræve rødt kød på tallerkenen, når man er på kursus? Foto til download: Piqsels

Visited 737 times, 13 visit(s) today

Kommentarer

  1. Henrik Kofod Fleischer

    Hvad så med røget oksekød? Det må vi også hamed 😀

  2. Claus Buhl Sørensen

    Nu verdenen jo ikke bare sort/hvid. Vi har en lang række arealer, der bedst (og kønnest) drives / passes med kvæg. Jeg tænker på vore enge, ådale, naturarealer m.m. I stedet for et forbud, kunne man udvikle en kravspecifikation til producenten af kød. Jeg har altid troet, at en dag vil man få penge for at passe og vedligeholde alle vore §3 arealer. I dag er der en skræmmende stor del, hvor der sker en naturlig tilgroning. Efter loven må ejer jo ikke ændre et §3 areal – omvendt er han så heller forpligtet til at drive / pleje det.

  3. Maria Vang Johansen

    Brugen af betegnelsen ‘rødt kød’ er misvisende her. ‘Rødt kød’ er en fællesbetegnelse for okse, svine, lamme og gedekød. At Sønderjylland har omdefineret det til ‘oksekød’ er trist. Det ville klæde dem, hvis de reelt skar det røde kød fra.

    • God pointe, men læg mærke til, at det er landbrugsbladsredaktøren, der automatisk sætter lighedstegn med oksekød. Læser man svaret fra Region Syddanmark, så er det vel alle former for rødt kød, der ikke længere serveres på regionens vegne. Der nævnes jo kylling og fisk som alternativerne. Vh Redaktøren

Skriv en kommentar