Den danske landmand er råvareleverandør til det globale fødevaremarked, og det eneste, han kan optimere på, er produktionsomkostninger.
2018 blev året, hvor det blev mere tydeligt, at landbruget bliver nødt til at revidere sit forretningsgrundlag. Landbruget må i alliance med det øvrige samfund definere et nyt forretningsgrundlag. Man må simpelthen lukke ned for den del af landbrugspolitikken, der dannes af erhvervets mørkemænd, der tror, at miljøkrig med det øvrige samfund er vigtigt.
Niels Rasmussen, tidligere formand for Centrovice, skriver 10. januar 2019:
Det kan undre at det, der ganske klart er strukturelle problemer i erhvervet, tilsyneladende ikke ofres meget politisk interesse.
Debatten om politiske rammevilkår fylder meget. I forhold til landbrugets indtjening betyder det faktisk ikke noget, om 20 eller 300 vandløb kommer ud af vandplanerne, eller om kvælstofkvoten er lidt for stor eller lidt for lille.
Manglende generationsskifte, mangel på arbejdskraft, manglende kapital til investeringer, ja årsagen til det kan kun findes ét sted: Manglende indtjening.
Ikke i forhold til ens kollega, som også tjener for lidt, og producerer alt for billigt, nej i forhold til den værdiskabelse og den økonomiske udvikling, der er i det øvrige samfund.
Diagnose
Tørken får nu skylden for mange konkurser, men sandheden er, at landbrugserhvervet langt fra er økonomisk robust nok i forhold til den økonomiske og vejrmæssige risiko, der er en realitet.
Og nej, det er jo ikke noget nyt. Hvorfor er det så ved at udvikle sig til et problem?
Landmænd, som de er organiseret i Danmark, har ikke nogen kunder, de skriver ingen fakturaer, de sælger ikke, men afsætter deres vare.
De er råvareleverandører til det globale fødevaremarked, og det eneste, landmanden kan optimere på, er produktionsomkostninger.
Det er markant anderledes end andre virksomheder i dette land, som ud over at have en stram hånd på omkostningerne bruger en del ressourcer på at følge markedet. De dygtigste skaber deres marked som et resultat af en velvalgt strategi, der øger værditilvæksten på det, de producerer. Hvordan øger landmanden sin indtjening?
Ja, nu har landmænd jo overladt den del af opgaven til vores fælles virksomheder, og man kan kun håbe på, at de begavede mennesker, der sidder der med dét ansvar, er sig det bevidst.
Mit umiddelbare bud er, at det er de ikke, og at de gennem mange år har haft fokus det forkerte sted. Man sammenligner de opnåede resultat pr. kg mælk, og pr. kg svinekød i forhold til den pris, der opnås i andre lande.
Nu er det sådan, at den sammenligning er noget nær ligegyldig, da det slet ikke er det, der er afgørende for, om en dansk landmand tjener penge.
»Sagt lidt firkantet konkurrerer landmænd med hinanden om at tjene så lidt så muligt pr. kg mælk og kød«.
Salgspris afgørende
Det, som bestemmer, om en dansk landmand er konkurrencedygtig, er, om han er i stand til at aflønne indsatsfaktorer som arbejdskraft og kapital på linje med andre erhverv.
Skaber landbruget værditilvækst på lønkroner og kapital som andre erhverv? Nej, det gør landbruget ikke, derfor problemer.
Økonomien kører stærkt i det øvrige erhvervsliv, og landbruget er i det billede blevet tilbage på perronen. Al forskning og rådgivning går på at reducere produktionsomkostninger.
Sagt lidt firkantet konkurrerer landmænd med hinanden om at tjene så lidt så muligt pr. kg mælk og kød. Det resulterer i, at det er de mest effektive, der vinder kampen om indsatsfaktorerne og sætter den dygtige landmand i stand til at byde overpris for naboens jord.
Det er en billig råvare, leveret til virksomhederne, der sikrer et konkurrencedygtigt produkt på det globale fødevaremarked. Det, som skal sikre den danske landmand en fornuftig indtjening, er høje salgspriser.
Har ikke bidraget
Danske fødevarer er ikke andet end i en ren priskonkurrence, og vores fælles afsætning og forædling har ikke bidraget til landmandens bundlinje med noget som helst.
Billige råvarer har skabt en masse arbejdspladser til en masse dygtige medarbejdere, men landmanden får det samme for en gris og et kg mælk, som han fik for 20 år siden. I samme periode er der dygtige mennesker, der har formået at få en halv liter vand i en plastikflaske til at koste 10 kroner.
Forholdet mellem ansatte i primærdelen og afsætningsdelen er skubbet voldsomt. Færre og færre aktive landmænd skal løbe økonomisk risiko for flere og flere i den øverste del af værdikæden.
De står på skulderen af landmanden. Med en indtjeningsmarginal der bliver mindre, og store bedrifter, der giver en risiko, der er større. Alt sammen stablet oven på et svagt kapitalapparat.
Det bør få den røde advarselslampe til at blinke hos de, som er politisk ansvarlige for dette erhverv.
Nyt grundlag
Landbruget må i alliance med det øvrige samfund definere et nyt forretningsgrundlag.
Man må simpelthen lukke ned for den del af landbrugspolitikken, der dannes af erhvervets mørkemænd, der tror, at miljøkrig med det øvrige samfund er vigtigt.
Den nuværende forretningsrisiko er simpelthen alt for stor, og erhvervet er på de nuværende vilkår simpelthen ikke attraktivt for hverken de nuværende landmænd eller for den næste generation, fordi alle andre alternativer er bedre. Sådan har det ikke altid været.
Dette debatindlæg har været bragt 10. januar 2019 på effektivtlandbrug.landbrugnet.dk. Vi gengiver det her med forfatterens tilladelse.
