Så kulminerede mørketiden. Det gamle år pakkede sammen, og et nyt er i fuld gang med dage, der langsomt men støt og glædeligt atter bliver længere. Det er sæson for profetier for det kommende år, baseret på mere eller mindre kvalificerede gæt. Det kommer sig af, at de fænomener, vi måtte interessere os for næsten alle er uforudsigelige blot et lille stykke ud i fremtiden: – det være sig aktiekurser, boligrenten, resultater af fodboldkampe, præsidentvalg, jordskælv, kjolelængden, vulkanudbrud, vejrudsigten, mm.
Men så er der de lysende undtagelser, der er hævet over gætterier: F.eks. kan vi med fuldstændig sikkerhed forudsige, at solen den 13. maj står op i København kl. 05.02 og at der er nymåne den 15. november kl. 06.07. Og længere ud i fremtiden: at der bliver total måneformørkelse den 16. maj 2022 og total solformørkelse af en varighed af 2 minutter og 18 sekunder, på et nøjagtigt forudsigeligt klokkeslet i en smal zone i det nordlige Australien, den 26. december i år 2038.
Disse skudsikre forudsigelser er i grunden ret forbløffende og har det tilfælles, at de er afledt af den kosmiske dynamik, eller ”himmeldynamikken”, dvs. bevægelserne af planeterne, måner og kometer i deres baner omkring solen. Det er tyngdekraften, der driver denne kosmiske karussel, og det er kun fordi solen har så enorm stor masse i forhold til systemets øvrige komponenter, at forløbet kan beregnes ud i lang fremtid, som et urværk af højeste præcision.
Forestillede man sig derimod et solsystem med tre kloder, hvor jorden og månen var overladt til en lilleputsol af nogenlunde samme størrelse, og meget nærmere, ville man ikke ønske at være til stede. Den samme tyngdekraft som før ville her give komplet uforudsigelige indbyrdes bevægelser. Dage, måneder, år, årstider, solopgange efter nætter, endsige et stabilt klima ville ikke eksistere, alt ville hele tiden ændre sig hulter til bulter, i et rent kaos – og liv ville være udelukket.
Det var den store franske matematiker og fysiker Henri Poincaré, der i slutningen af 1800-tallet påviste den principielle ”uløselighed” af det såkaldte tre-legeme problem. Og er der fire eller flere legemer, bliver problemet endnu mere uløseligt og kaotisk. Hans resultater gav mange år senere afsæt for den moderne gren af matematikken, der betegnes kaos-teori, udviklet i 1970´erne og frem. Her må man ty til rå computerkraft for at opnå resultater.
Lad os derfor være evigt taknemmelige over, at vores kære sol er så enorm stor og så tilpas fjern, at vi effektivt kun er involveret i et venligt, passende tempereret og forudsigeligt kosmisk to-legeme problem. Og at vi derfor ikke blot må nøjes med at gætte på, men derimod véd og kan glædes over, at dagene længes og efter vinter kommer vår og siden en dejlig sommer. Godt Nytår!
