Paddleboardere i aktivitet på lavt og kystnært farvand udstiller det velkendte skisma mellem benyttelse og beskyttelse af naturen. Turismeindustrien tager klart parti for det første
”Stilhed og vildskab” hedder overskriften om Langeland i turistmagasinet, side om side med lovprisningen af diverse vandsports-aktiviteter under den muntre parole ”152 km kyst til fri leg”
Forsiden af det fælleskommunale turistmagasin ”Det sydfynske øhav” viser paddleboardere som silhuetter i aftenskumringen midt i Svendborgsund. Skønt det næppe har været udgivernes hensigt, kan man nemt komme til at opfatte de to mørke skikkelser foran fotografen som symbol på menneskets dominerende rolle overfor naturen. Øhavet som legeplads for den art, som har sat sig for at bestemme over alle de andre arter.
Det er en kendsgerning, at paddleboardere sammen med andre fritidsaktiviteter i de lavvandede farvande er en medvirkende årsag til den alarmerende nedgang i øhavets ynglebestande af kystfugle. Hvor mange friluftshungrende turister kan øhavets skrøbelige natur egentlig bære – har det højtprofilerede Geopark-projekt, hvis logo figurerer på magasinets forside gjort sig nogle tanker i den retning? Uundgåeligt bliver man mindet om den grønne omstillings utallige udfordringer og dilemmaer. At naturen og klimaets brand-akutte kriser fortsat kommer i anden række over for kommercielle interesser og menneskelig foretagsomhed uden grænser.
”Stilhed og vildskab” hedder overskriften om Langeland på et opslag inde i magasinet, helt grotesk side om side med lovprisningen af diverse vandsports-aktiviteter under de muntre paroler ”152 km kyst til fri leg” og øhavet som ”Sydfynsk legeplads´k!”. Stilhed og vildskab er truet fra alle sider: Fra de små, flade øer i øhavet kan man registrere en nærmest kontinuerlig, dyb brummen fra Ærø-færgernes maskinrum. To søsterfærger betjener ruten Svendborg-Ærøskøbing i pendulfart, noget som erhvervsliv, pendlere, turister og andre naturligvis nyder godt af. Men færgernes lavfrekvente baggrundsstøj overdøves så snart lokale plæneklippere og havetraktorer går i gang med brølende spektakel for at tæske al tilgængelig vegetation ned til golfbanehøjde. Græsplæner og vejkanter skulle jo nødig komme for godt i gang med blomstring af hvad der måtte være tilbage i jordbundens frøbank af vild flora.
Under færgeturen til Ærøskøbing kan man i salonen nå at læse Ærø kommunes tosprogede og særdeles velredigerede magasin ”Flyt til Ærø”. Og det får man virkelig lyst til efter endt læsning om seks vidt forskellige familier og mennesker på øen. Ærø hylder mangfoldigheden, hedder det på bagsiden – men efterbilledet er en diversitet, der alene angår arten Homo sapiens. Forside og bagside er ganske vist prydet af blomster og et par bier, men ser man nøjere efter, er der tale om kornblomster og især valmuer, to indførte arter i blå og rød højglans, velkendte bestanddele i de udsåede blomsterstriber, som i stigende grad introduceres i det åbne land, og ikke kun til erstatning for de sønderslåede vejkanter. Sirlig, velfriseret og farvestrålende havekultur eksporteret til mark og eng – og medvirkende til at fortrænge den autentiske flora til efterhånden små og isolerede enklaver.
På det nok så landskabeligt skønne Ærø må man f.eks. tage til Voderups sydvendte klinter, for at opleve den ægte vare med duftende timian, gul agermåne, bronzefarvet ager-kohvede, hjertegræs og meget mere. Som erstatning for fortidens postglaciale urokser holder græssende kreaturer skrænterne lysåbne til gavn for en mangfoldig flora. Eller man kan såmænd vende næsen i retning af Ærøs lufthavn, i sin tid anlagt på en vidtstrakt flade af kær og eng, som til formålet blev drænet passende tør. Men visse steder i randzonen er der rester af fordums rige engflora. I nærheden af landevejen til Marstal kan man i forsommeren opleve et tusindtalligt purpurrødt flor af maj-gøgeurter. Nær lufthavnsbygningerne vokser en lille bestand af den kræsne og pivsjældne eng-ensian, som blomstrer netop nu i sensommeren. Den er ganske uanseelig med en kvast af hvide støvdragere midt i det blegt dueblå kronrør. Man skal ned på knæ og pudse brillerne, eng-ensian har det med at forsvinde blandt de græsarter, den indgår i plantesamfund med.
Historien er interessant: Eng-ensian dukkede sensationelt op i Ærøs lufthavnsområde for ca. tredive år siden, i nogle mudrede hjulspor, efterladt af en tung vandvogn, som var blevet rekvireret til at spule drænrør rene. Ensian-frøene havde åbenbart ligget længe i dybet med intakt spireevne fra engenes storhedstid. Nu fik de chancen, da brede spor med våd jord blev blotlagt. Naturen reagerer nemlig positivt på forstyrrelser i passende skala og med tilpas lange mellemrum, hvad enten det er fra lynnedslag, stormfald, færden af store vilde dyr, trampende kvæg, hjulspor fra køretøjer eller anden afstemt menneskelig aktivitet. Hverken kemi på nogen som helst formel eller fræsende turister på lavvand i vores indre farvande hører med på denne liste.
Det bliver vel fremtiden i det meste af Danmark – turismen længe leve! Og dilemmaet er selvfølgelig,; hvor skal danskerne i stor stil holde ferie hvis de ikke længere kan eller vil flyve? Jeg bor på Møn, og vores kære kommune er ved at “storsælge” øen til turisme. Der er sågar i kommunens planlægning lagt op til at tilgodese endnu flere turister i Natura 2000 området omkring Nyord – og på resten af Møn.
Herlig artikel emnet til trods. Og ganske rigtigt – giv en mand en havetraktor og han slår og klipper alt. Men vi kan komme i en eller anden rekordbog for at have verdens længste golfbaner.
Tak Ian Heilmann for din store naturindsigt og smukke poetiske sprog, selv om det, i dette tilfælde bruges til, at fortælle en historie om menneskeartens dårskab.
Mon ikke vi skal sondre mellem diskret tilstedeværelse og så ødelæggende udfoldelse af vandsport? Jeg har godt nok mødt mange larmende speedbåde og jetski i det sydfynske, især ved sommerhus områderne. Men det vi taler om her er fredelige SUP og fridykkere. Bevares, hvis de er allevegne og hele tiden, så vil de uundgåeligt have en forvrængede effekt på visse dyrearter, men skal vi nu ikke være lidt realistiske? DOF så sikkert meget gerne, at vi alle sad derhjemme og så naturprogrammer istedet for at færdes ude hvor fuglene lever. Men det skaber også en unaturlig distance til naturen udover en elendig fysisk form. Hvis vi ser bort fra førnævnte speedbåde og jetski, så burde det være muligt at finde plads til de to meget støjsvag aktiviteter, der henvises til i artiklen. Hvis ikke det er muligt, var der temmelig meget menneskelig aktivitet der skulle bremses i samme omgang. Ellers er der overhovedet ikke nogen fornuft i denne hysteriske trang til naturbeskyttelse. Kom nu lige ned på jorden!
Tak for kommentarer, også fra Peter F. M. Jeg er enig i, at UV (fridykkere) og SUP (stand-up-paddleboard) er relativt stilfærdige aktiviteter, ift. anden mere fræsende vandsport. Men SUP-folk der “står på vandet” i fuld højde på lavt vand – skræmmer fugle – og andet liv. Der skal omtanke til og strikt regulering for at beskytte fugle- og dyreliv og IKKE som man kan læse i Turistmagasinet: “Om du er begynder eller mester SUP´er, wind- eller kitesurfer, så finder du nemt spændende udfordringer i Det Sydfynske Øhav. Her er 551 km kyst, som egner sig til enhver vindretning, og giver mulighed for at finde spots på lavt og dybt vand”. Mao. opfordring til “fri leg” for skabningens herre. Intet ord om at udvise respekt og hensyn til vores medskabninger – uansvarligt og skammeligt, også at Geopark-projektet (Unesco-regi) lægger navn og logo til dette kommercielle turist-bralder.
Jeg bor på Drejø – her er alt fiskeri ophørt af den simple grund, at der ikke er flere fisk tilbage. Mange områder i øhavet er plaget af tilbagevendende iltsvind.